Hej alle
Jeg har som noget nyt tilført en box.net widget, som det ses, i højre side af bloggen. Dér vil jeg lægge diverse opgaver ud, som jeg skriver som en del af mine studier, både på engelsk og dansk, samt længere artikler.
De er til fri benyttelse, så længe kilde gives og jeg gøres opmærksom på eventuel brug af dem.
Indtil videre er der tre artikler, to på engelsk (hvoraf den ene ikke er i endelig form – Maimonides’ Letter on Martyrdom), samt en på dansk.
I er velkommen til at kommentere på dem under den nye side: “Kommentarer og spørgsmål”.
Hyg jer derude.
En kristen, John Nørlund, er blevet fyret fra sit arbejde i Stark, efter at have afvist at arbejde på søndage. Beslutningen kommer efter at butikken besluttede at holde søndagsåbent og have meddelt sine medarbejdere om dette via en skrivelse, hvor medarbejderne også blev bedt om at underskrive på en accept af, at arbejde søndage eller ikke at underskreve, hvor Nørlund valgte det sidste. Dette førte så til en samtale, hvorefter han blev fyret.
Dette minder om sagen, hvor en muslim blev presset til at smage på svinekød, som en del af sin kokkeuddannelse, begge sager der konflikter mellem en arbejdsplads’ eller uddannelsesteds interesser, samt individdets religiøse overbevisning, hvor der tilsyneladende ikke kan findes en mindelig løsning mellem parterne. I det første tilfælde har vi sikkert ikke hørt det sidste i sagen endnu, men i det sidste tilfælde blev skolen dømt til en erstatning på 75.000 kr., noget der viser at individers religiøse overbevisning har en hvis berettigelse, også når institutionen mener noget andet.
Dette minder mig også om mine egne oplevelser som religiøs jøde, både i forhold til at blive religiøs og skulle konfrontere mit arbejdssted med dette, samt at finde arbejde nye steder, hvor dette ville blive af afgørende betydning. Jeg har arbejdet en årrække for McDonald’s, både som medarbejder og leder, og det var her jeg blev religiøs, hvilket betød at jeg ikke kunne spise maden dér, ligesom jeg ikke kunne arbejde fra fredag aften til lørdag aften. Jeg var ikke den eneste religiøse dér, vi havde også religiøse muslimer, som havde nogle af de samme problematikker jeg selv havde, men jeg mindes ikke at folk blev fyret for det nogen sinde, tværtimod er det min oplevelse, at McDonald’s formår hvad Stark ikke formåede, at finde en mindelig løsning, hvor begge parter var anderkendt på forskellige måder. Muslimske piger der ville bære tørklæde – i tilfælde hvor der var bekymring om uniformen – fik et tørklæde med McDonald’s logo (for det meste fik de dog lov til at bære et neutralt tørklæde), muslimer (og mig som jøde), der ville bede, bad i pausen hvor der var mulighed for det. For mit eget tilfælde var Shabbaten det største problem, hvilket mindeligt blev løst ved at jeg accepterede at arbejde på helligdage og tidlige søndage, hvor andre foretrak at have fri, hvilket passede alle.
Ved Nørlunds og Starks sag er det dog et anderledes tilfælde, nemlig at her har vi med en kristen at gøre, der ser søndagen som jøder ser lørdagen, nemlig som hellig og ikke tilladt for arbejde, hvilket er interessant. Jeg ved ikke hvilken kristen trosretning han følger, det fremgår ikke, men hans opfattelse af søndagen er ikke normativ, hvilket kunne have været en årsag til, at Stark ikke ville forholde sig til hans holdning. De fleste kristne i Danmark har som udgangspunkt ikke et problem med at arbejde søndag og – som artiklen også nævner – de fleste danskere opfatter slet ikke søndagen som hellig, men som en decideret fridag, der kan bruges til sekulære ting. Derfor har det også måtte virket sært for Stark, omend jeg tror at de kunne have relateret til Nørlunds ønske på anderledes vis.
Disse eksempler fører unægteligt til diskussionen om religionens rolle i Danmark. Det er ikke kun muslimer og et mindretal af religiøse jøder, der fastholder deres religiøse værdier, men også et mindretal af danske (og sikkert også udenlandske) kristne, som ser religionen som mere end bare en spirituel ting i deres tilværelse. De er bestemt et mindretal, men med tanke på sagen i Kokkedal om juletræet, hvor det forventes at flertallet skal tage hensyn til mindretallet, hvordan vil Danmark i fremtiden tage hensyn til sit eget religiøse mindretal? Ikke kun kristne danskere, men også danskere der konverterer til Islam (eller andre religioner), som opfattes som pludseligt at træde ud af gruppen og påtage sig vaner, som for nogle kan virke “udanske”?
Jeg tror at det er et emne, der bliver mere og mere diskuteret, ikke kun i forhold til muslimer (danske konvertitter inkluderet) kontra det omgivende danske samfund, men også danske (og udenlandske) kristne i forhold til det omgivende sekulære samfund, ligesom vi allerede oplever det “kristne” kontra det “muslimske”, omend jeg mest ser dette som en del af den første diskurs, det “danske” kontra det “muslimske”.
Som det er nu, er Danmark ikke helt klædt på til disse diskussioner. Fornemmelsen for vigtigheden af religion i folks liv, er noget man har set lidt skævt til, noget der tilhører privaten. Stille og roligt er man ved at vænne sig til, at muslimer har en anderledes holdning til dette, selvom der stadig føres kraftige diskussioner om dette. Interessant bliver det at se, hvordan reaktionen bliver, når og hvis danske kristne insisterer på en kraftigere profilering af deres religion i samfundet.
Afdelingsbestyrelsen i Egedalsvænge (Kokkedal) har ved en afstemning valgt, at det ellers traditionelle juletræ ikke skal arrangeres for bestyrelsens penge i år. Det har tilsyneladende vakt harme rundt omkring i Danmark, især grundet at beslutningen blev taget tre dage efter et Eid (al-Adha) arrangement sluttede, på hvilken der ellers var brugt 60.000 kr.
Beslutningen blev – skal vi tro rapporterner – taget af en majoritet af fem muslimer (jeg er ikke sikker på hvor mange der stemte for at bruge de 5.000-7.000 kr. træet ville koste) og kan muligvis forstås som en politisk eller religiøs beslutning, skal vi tro Kirstine Sinclair, der er ph.d. adjunkt hos Syddansk Universitet, med ekspertise i islamiske grupper, integration og mellemøstlige minoriteter i Europa, en beslutning, der ellers ikke afspejler den bredere befolknings holdning i området.
Er dette sandt, kan jeg forstå at det provokerer. Det virker usympatisk at nogle på den ene side får opbakning til at bruge et beløb, der er ti gange større end hvad træet vil koste, på et arrangement der varer nogle få dage, men samtidigt afviser at ville være med til at opretholde en tradition, der varer knap en måned. Jeg kan som udgangspunkt forstå argumentet, at efter at have brugt 60.000 kr., så er pengetanken næsten tom, men tager man i betragtning af, at juletræet er en tilbagevendene tradition, så burde det ikke komme som en overraskelse og man kunne derfor have taget højde for dette, i beslutningen om at bruge 60.000 kr. på Eid-festen.
Hvad jeg har sværere ved at forstå, er politikeres trang til at blande sig i en ellers anbefalet demokratisk proces, og endda gå så langt som at kalde det ”et uanstændigt angreb på dansk kultur”, samt at ville omstille den demokratiske beslutning, alene fordi det ikke passer én, da ”[d]et bedste er naturligvis hvis man får løst det lokalt, og at man ender med at markere julen. Sker det ikke, så bør Folketinget via lovgivningen forpligtige boligselskaberne til at værne om og opretholde danske traditioner. Det er langt fra en optimal løsning, og jeg er da åben overfor andre gode forslag, men hvis alternativet er, ikke at gøre noget, så bør vi reagere.”
Når vi påtaler muslimer at skulle respektere demokratiet og den demokratiske proces, så bliver vi også selv nødt til at gøre det, selv hvis vi ikke bryder os om beslutningen. Det har beboerne i området gjort og i stedet forsøgt at samle penge ind ved privat initiativ. Dette er netop demokrati i udfoldelse. Et flertal i en bestyrelse, der er valgt af områdets beboere, har valgt ikke at bruge penge på et juletræ, som der ellers er tradition for, hvilket har skabt utilfredshed blandt nogle borgere. De accepterer dog at dette er gjort helt i hensyn til de vedtagne regler og tager derfor privat initiativ til at få det resultat, de ønsker.
Når politikere går ud og erklærer, at en beslutning de ikke bryder sig om, skal ændres ved lov, så har vi et problem, især hvis de samme politikere skulle tage en beslutning i Folketinget, som borgere i Danmark ikke vil bryde sig om. Skal vi så kræve, at politikkerne – hvis de ikke giver sig selv – skal tvinges ved lov til at ændre den beslutning?
Naturligvis bør der tages hensyn til mindretallet og minoriteter, og det de sætter pris på, hvadenten det er i forhold til sårede følelser eller hensynet til tradition. Men det bør gå begge veje. Denne sag udstiller, for mig, det hykleri der til tider opstår i Danmark, hvor dansk overtrumfer alt andet, endda regler vi ellers hævder er over kritik – som den demokratiske proces – alene fordi alternativet går os imod. Vi kan ikke kræve, at en minoritet skal acceptere reglerne, hvis vi ikke selv er klar til at følge dem. Og denne historie giver mig en fornemmelse af, at vi ikke er helt klar til netop dette, at respektere hensynet til mindretallet, men alligevel kræve dette, når vi er ”mindretallet”.
Jeg håber også, at træet i sidste ende vil blive betalt, på den ene eller den anden måde. Men jeg håber ikke at dette sker, ved at svække den demokratiske proces, som ellers er på et højere niveau i Danmark end mange andre lande.
Bragt på Religion.dk 9/11-2012
Valgkampen i Israel er i fuld gang og med den også de mange analyser af hvad resultatet vil blive og betyde for den nærmeste og mere fjerne fremtid, både i Israel og det bredere Mellemøsten. Et af de stærkeste emner er muligheden for iransk erhvervelse af nok uran til at fremstille en eller flere atombomber, et andet er den interne økonomi i Israel. Fredsprocessen med palæstinenserne er selvfølgelig også debatteret men ikke så kraftigt som der ellers er tradition for, hvilket primært skyldes to årsager: a) at israelere generelt ikke føler negative konsekvenser af status quo – udover daglige raketangreb fra Gaza, samt b) at Iran menes at udgøre en langt større trussel, end risikoen for en ny palæstinensisk intifada. Dette styrkes endvidere af at angrebene fra Gaza – i kombination med truslen fra Hizbullah i Libanon – mere ses som en del af kampen mod Iran, end et israelsk-palæstinensisk anliggende, omend de to ikke helt kan adskilles.
Dette har ført til et mindre fokus på fredsprocessen med palæstinenserne, ligesom de mere venstredrejede partier i Israel, også arbejderpartiet ledet af Shelly Yachimovich, fremstår mindre kritiske i forhold til bosætter-bevægelsen, samt en eventuel konsekvens for bosættelserne på Vestbredden i forhold til oprettelsen af en fremtidig palæstinensisk stat. Dette skal naturligvis først og fremmest ses i forhold til ønsket om stemmer, men også at der er en generel konsensus om, at Israel står over for større problemer end spørgsmålet om fred med palæstinenserne. Der tales om nødvendigheden for samtaler med Mahmoud Abbas, men nogen større politisk vilje til at fremme samtalerne ses ikke. Politikkerne har givet op, forventningerne fra Israel kan ikke forenes med forventningerne fra palæstinenserne. Israels sikkerhed – der er ét af kerneprincipperne i den israelske argumentation, kan ikke forenes med palæstinensernes krav om anstændighed og selvstyre.
Betyder det, at fredsprocessen er lagt til side på ubestemt tid, hvis ikke fuldstændig død? På ingen måde. Det er sandt at pt. er der ikke stor politisk vilje til at forhandle med palæstinenserne, men dette skyldes først og fremmest, at man ser større udfordringer end palæstinenserne, ikke at man ikke gider at forhandle med dem. Men noget som der ikke tales så meget om uden for Israel, er den nye fredsbevægelse, der ikke er fremmet af venstreorienterede partier eller organisationer, men af religiøse partier og grupper, som sædvanligvis anses som værende imod netop fred med palæstinenserne og for bosættelserne. Én prominent figur i bestræbelserne for dialog mellem arabere og jøder, er den danskfødte rabbiner og tidligere kandidat i Knesset, Michael Melchior, som fører en konsekvent kamp for dette, bl.a. med oprettelsen af Citizens’ Accord Forum Between Jews and Arabs in Israel (CAF) og Mosaica, begge organisationer som han stadig deltager i. I den senere tid er han igen blevet aktiv for promoveringen af dialog, bl.a. via interviews, hvor et af de mere omdiskuterede interviews var hans insisteren på, at den muslimske verden er klar til fred.
Også blandt bosætterne er der fredsinitiativer. Mest kendt er Eretz Shalom, ledet af rabbiner Menachem Froman fra bosættelsen Tekoa, der promoverer sameksistens mellem jøder og palæstinensere og – som R. Melchior – har mødtes med flere ledere af islamiske grupper, der ellers antages at være stærkt antisemitiske, bl.a. nu afdøde Sheikh Ahmad Yassin. R. Froman og hans disciple forsøger med en aktivistisk politik, at forbedre forholdene mellem jøder og palæstinensere, bl.a. ved hjælp af olivenhøst samt i tilfælde af juridiske problemer, hvilket for nyligt førte til, at seks palæstinensiske landsbyer i Gush Etzion-regionen (sydøst for Jerusalem og en del af Area C) kunne få byggetilladelse af de israelske myndigheder.
Og selv Shas, der ellers er kendt som et anti-arabisk parti i nogle kredse, er begyndt at arbejde for sameksistens, hvilket kan ses af et nyere initiativ, hvor en række rabbinere har modtaget undervisning om Islam og mødtes med en række palæstinensiske repræsentanter, ikke kun muslimer men også kristne, som for nyligt da Latrun-klosteret oplevede hærværk, hvorefter R. Menachem Shem Tov besøgte klosteret som protest mod vandaliseringen, hvilket blev modtaget med en hvis forundring blandt visse sekulære kredse i Israel.
Også fra muslimsk side er der initiativer, hvilket bl.a. kan ses af Qadi Iyyad Zahalkas dialog-opsøgende attitude og argumentering for en mere minoritetsvenlig islamisk lovgivning, kendt som Fiqh al-Aqalliyyat, ligesom Sheikh Raed Abdallah Badr, fra den Islamistiske Bevægelse i Israel, tog stærkt afstand fra al terror, efter mordene i Itamar bosættelsen.
Der er en lang række organisationer og initiativer, der pt. forsøger at skabe dialog og positive attituder mellem jøder og palæstinensere i Israel. Interessant nok er majoriteten af disse organisationer baseret på en religiøs forståelse af mennesket som skabt af Gud, med argumentet om fred og dialog mellem religionerne, frem for had og krig. Det er en positiv religiøs fredsbevægelse vi vidner, som baserer sig på samarbejde, dialog og gensidige tværreligiøse initiativer, frem for den traditionelle ensidige aktivistiske fremgang, der typisk er set fra de sekulære bevægelser, hvor fokusset var mere negativt rettet mod én gruppes opførsel. Det er en ny diskurs, hvor fokusset er positivt fremadrettet, frem for negativt bagudrettet. Og det er en ny bevægelse, hvor det først og fremmest er det personlige møde mellem mennesker der tæller, frem for store politiske idéer, der alligevel ikke ender med noget. Det er en ny bevægelse, der skaber forudsætningen for at de politiske initiativer, kan blive til mere end bare tom snak.
Vi vil ikke se et større politisk fokus på promoveringen af dialog og sameksistens, især ikke fra de sekulære partier, der tilsyneladende har glemt vigtigheden af religion i regionen, men derimod fra de nye religiøse fredsbevægelser og initiativer, og det virker mere effektivt, da de baserer sig på et fælles anderkendt princip, vigtigheden af Gud i enhver beslutning der måtte tages. Det er religionen og vigtigheden af denne, der kan samle jøder og palæstinensere, ikke de to principper om sikkerhed for Israel og anstændighed og frihed for palæstinenserne, som ikke virker til at kunne forenes.
Lars Aslan Rasmussen, der er medlem af borgerrepræsentationen i København, påtalte i går den omvendte racisme som – mener han – ofte bliver overset i debatten om racisme. Han påpeger problemet i, at vi i Danmark ofte kun opfatter racisme som noget der er rettet fra majoriteten mod minoriteten. Og det er jeg for så vidt enig med ham i. Jeg er ikke i tvivl om at der er et problem med racisme og andre hadske holdninger blandt nogle minoriteter, ganske som der er det blandt nogle grupper af “etniske danskere,” det har jeg mærket på egen krop og jeg har hørt om det fra alt fra mange, der selv udgør en minoritet, som f.eks. homoseksuelle og kristne flygtninge. Racisme og diskrimination findes i Danmark, også blandt vore minoriteter, og den eneste måde at gøre op med det, er ved at påtale det når det forekommer og ikke at undskylde det.
Så langt er jeg enig med Aslan Rasmussen. Min uenighed opstår med hans eksempler på denne racisme, som primært er rettet mod danskere. Eksemplerne er:
- At folk med indvandrerbagrund ikke vil giftes med danskere (det baseres både på hans egen erfaring, samt en undersøgelse der viser at kun 10% af pakistanere og tyrkere vil giftes med folk med dansk bagrund).
- At et stigende antal etniske forældre vælger at sende deres børn på muslimske privatskoler.
- At man diskuterer at lave etniske plejehjem.
- At man ønsker muslimske gravpladser.
- At butikker ejet af indvandrere meget sjældent har danske ansatte.
- At mange indvandre-piger ikke kommer ud i nattelivet (i henhold til diskrimination rettet mod indvandre-drenge i nattelivet).
Aslan Rasmussen nævner, ved siden af racismen, intolerance og det er nok mere her at jeg ville lægge fokuset i de nævnte eksempler. Jeg kan godt se problemstillingen, især i forhold til ønsket/håbet om at få folk integreret, men jeg kan ikke se det som racisme. Problemet er at Aslan Rasmussen gør samme fejl, som mange andre der ønsker at påtale samfundsproblemer (og andre problemer) ofte gør, nemlig påpeger et problem, finder eksempler på problemet og laver en automatisk sammenslutning mellem motiv bag eksemplerne og det problem han fremhæver.
Her er hvor jeg stiller mig kritisk: Hvad er årsagen til disse valg?
Vælger folk med indvandrebagrund ikke at gifte sig med danskere, fordi de ikke bryder sig om danskere eller fordi de vil gifte sig med folk af egen religion og værdisæt? Et af de vigtigste fundamenter i et ægteskab er at man kan stå sammen, et fælles værdisæt er nødvendigt. Derfor er det vel ikke underligt, at en muslim ville vælge at gifte sig med en anden muslim? Aslan Rasmussen påtaler at det blandt hans indvandrevenner er mere reglen end undtagelsen, at man ikke vil gifte sig med en dansker. Jeg har ikke været tilstede under disse samtaler, men fra min egen erfaring tænker de fleste muslimske indvandre på ikke-muslimske danskere. Af alle de “etniske danskere” jeg kender der har konverteret til Islam (og som er i den giftedygtige alder), er så godt som alle gift. Og det med en muslim af ikke-dansk bagrund. Så er spørgsmålet ikke mere, om dette forhold skyldes at man vil finde en af egen religion, mere end det er et spørgsmål om at man ikke vil giftes med en dansker?
Så er der spørgsmålet om plejehjem. Igen, hvad er motivet bag? At adskille en selv fra danskere? Vil danske plejere blive udelukket fra at arbejde der? Jeg tror vitterlig ikke at vi kan tale om diskrimination eller racisme her, men mere om ønsket om at mærke en smule af sit hjemland sine sidste dage. Man vil gerne være sammen med sine “egne” og ja, jeg er med på at “sine egne” gerne skulle være den bredere danske offentlighed, men vi taler altså om folk i en alder, der trækker sig tilbage, ikke om folk der skal ud på arbejdsmarkedet eller om folk, der bør tage konstruktiv del i samfundet.
Jeg vil også stille spørgsmålstegn ved de muslimske gravpladser. Igen mener jeg at det mere er et spørgsmål om religion end noget andet. Indtil videre, fra hvad jeg er klar over, er muslimer i Danmark enten blevet transporteret til det land de kommer fra eller er blevet begravet på en særlig sektion på danske kirkegårde. Det er ikke fordi det er dansk, at man ikke vil begraves der, men fordi det ikke er muslimsk. Danskere kan også være muslimer (uanset hvor meget nogle folk insisterer på at det ikke kan lade sig gøre, realiteten er altså bare en anden). Og jeg tror egentlig at det samme gør sig gældene med valget af muslimske privatskoler, ganske ligesom nogle danske kristne vælger at sende deres børn på kristne privatskoler, eller at danske jøder vælger at sende deres børn på den jødiske privatskole. Især sidstnævnte bekræftiger mig i, at man ikke behøver at gå i en blandet skole, for at føle sig “dansk.” Det er et spørgsmål om hvad skolen lærer og hvilke værdier man promoverer. Måske bør fokuset mere ligge her, end valget af muslimsk privatskole i stedet for folkeskolen.
At størstedelen af indvandrerejede butikker ikke har ansat danskere, kan bl.a. skyldes at de ikke modtager ansøgninger fra danskere. Jeg erkender at jeg vitterlig ikke ved hvor mange danskere, der ansøger om arbejde i indvandrebutikker, så det er udelukkende en antagelse, når jeg siger at det sikkert ikke er mange. Og det er svært at ansætte folk, hvis de ikke søger om arbejdet. Det sagt, så tror jeg at en anden grund også kan være, at der er en bred grad af familieforetagende involveret. Jeg har igen ikke andet at bygge det på en antagelser, samt mit spinkle kendskab til hvordan ejerforhold og ansættelsespolitik struktureres. Ofte er det mindre foretagende, hvor der ikke er råd til mange ansatte, derfor er det primært baseret på nær familie der hjælper og arbejder for hinanden. Det gør det naturligvis svært for danskere at få arbejde i de omtalte butikker, såfremt at de søger der, men det er ikke pga. racisme, men pga. struktureringen af forholdene.
Endeligt misforholdet mellem indvandredrenge og -piger i nattelivet. Det virker lidt som om at Aslan Rasmussen ikke helt har overvejet dette eksempel i den kontekst han påtaler det. Det er et problem, såfremt at indvandrepiger bliver tvunget til at blive hjemme mod deres vilje, afhængigt af alder, men det er vel ikke et forhold der har at gøre med racisme rettet fra indvandrere mod danskere at gøre? Igen, vi bliver nødt til at fokusere på baggrunden for dette misforhold. Forholder indvandrepiger sig anderledes til det at gå ud end danske piger og indvandredrenge? I så fald kan det jo være grunden. Vi kan jo ikke tvinge folk til at gå ud, bare for at fjerne et misforhold (hvis altså vi overhovedet kan omtale dette som “misforhold”). Er det fordi at indvandreforældre giver deres drenge mere snor end deres piger? Det er jo igen ikke racisme, men forskelsbehandling af drenge og piger, noget som også forekommer i danske familier, omend muligvis under andre forhold, som f.eks. hvad man giver dem af legetøj, mm.
Det er lidt ærgerligt at Aslan Rasmussen vælger lige netop disse eksempler i hans påtale af noget, som sikkert er et større problem end man lige forventer. Men disse fejl skyldes nogle fejlslutninger, som at når en muslim vil giftes med en anden muslim, så vil han/hun ikke giftes med en dansker. Det er min erfaring at det vil muslimen gerne, så længe danskeren også er muslim. Sammenkoblingen mellem valg af religion og fravalg af etnicitet forekommer ofte, men det er en forkert sammenkobling.
En anden fejl han laver er at konkludere hvad motiverne for folks handlinger er. Han tager objektive og subjektive forhold, og blander dem sammen, for så at lave en konklusion om noget han reelt ikke har indsigt i. Skal vi påtale racisme og intolerance i de forskellige grupper, bliver vi nødt til at være langt mere sikre på hvad vi taler om. Vi bliver nødt til at forholde os til klare udsagn, ikke gætterier om hvad folk “sikkert tænker,” når de gør hvad de gør. Og vi må begynde at indse, at det at forholde sig til religion som kriterie i forhold til hvem man vil gifte sig med, ikke er lig med at man vælger på baggrund af etnicitet. Det er muligvis, for nogle, stadig et misforstået kriterie at basere sit valg på, men det er ikke et spørgsmål om racisme, lige så lidt som det at ikke at ville spise gris, kan tolkes som racisme mod danskere.
Men jeg er dog glad for, at der er nogen der indser at racisme og intolerance ikke er en en-vejs hændelse, men kan gå begge veje. Og vi bliver nødt til at forholde os til det, uanset hvem der er formidler og hvem der er genstand for racismen eller intolerancen.
En af de ting jeg har brugt en del tid på at overveje, er hvordan man reelt laver et komparativt studie af to religioner. Udgangspunktet synes nemt, at man tager to religioner og sammenligner forskellige elementer i dem, men hvad nu hvis man ikke kan sammenligne dem? Og hvordan bør man i det hele taget gøre det?
Som en del af mine forberedelse for de kommende eksamener, læste jeg en artikel af Joseph E. David, hvor han diskuterede det komparative studie af lov i Jødedom og Islam. Han påpegede at der er forskellige indgangsvinkler, ikke alle lige åbensindede, som hver især havde deres problemer. F.eks. den klassiske teori i studiet af Islam, hvor tanken er at Islam “blot” er en religion der i bund og grund består af jødiske og kristne elementer. Teorien virker ligetil, det er forholdsvist nemt at påvise at de forskellige elementer i Islam, som f.eks. metodisk tænkning i islamisk jurisprudens, kan findes i Jødedommen eller Kristendommen. Men betyder det at der er tale om “tyveri” af andre religioner? Jeg vil komme tilbage til Davids artikel.
I en anmeldelse af Jacob Neusners og Tamara Sonns “Comparing Religion Through Law: Judaism and Islam” diskuterer Bernard S. Jackson to indgangsvinkler til det komparative studie af religion, baseret på en “ekstern” og en “intern” sammenligning. Forskellen ligger i om man sammenligner “udseende” eller “essens.” F.eks. i forhold til hvorvidt en religion er monoteistisk eller polyteistisk. Tager man en ekstern indgangsvinkel er det forholdsvist nemt at sige at Kristendommen og Hinduismen ikke kan sammenlignes på det punkt, men kigger man nærmere på essensen af forståelsen af Gud og guder (i hvert fald i mere moderne tid), så ændrer billedet sig og der opstår en mere forenelig sammenligning, nemlig at den guddommelige væren er én og samme, men at den udtrykkes i forskellige “billeder,” guder.
Tilbage til Davids artikel. I mit fokus på studiet af jødisk og islamisk lov, har jeg valgt at fokusere (lidt) på eventuelle jødiske indflydelser, indflydelser som ikke virker helt hen i vejret. Goldziher, i hans “Introduction to Islamic Theology and Law,” påpeger at intet opstår i et vakuum og da de tidlige muslimske erobrere ofte stod med spørgsmål de ikke umiddelbart kunne svare på, som statsadministration, juridiske spørgsmål og andet, lå svaret ofte i at forholde sig til de folk, der allerede havde svaret på disse spørgsmål. I forhold til spørgsmål omkring lov, virker det ikke usandsynligt at man forholdt sig til de jødiske centre af religiøs læring der fandtes i Irak på den tid, centre der igennem århundreder havde fokuseret på spørgsmålet om tolkningen af religiøse tekster i forhold til at finde svaret på juridiske spørgsmål.
Men selvom det er sandsynligt betyder det jo ikke at det skete. For at komme nærmere på et svar, et svar som også kan kaste lys over forholdet mellem erobrer og erobrede, kommer et komparativt studie af lov i Islam og Jødedom ind i billedet. Og her kommer så problemet om hvilken indfaldsvinkel man vælger. Jeg vil tage et eksempel fra Davids artikel for at påpege problemstillingen.
I både jødisk og islamisk lov er der en erkendelse af, at religiøse dommere kan lave en fejlkendelse. Denne fejlkendelse defineres i to kategorier i begge religioner, nemlig fejl der er baseret på manglende indsigt eller kendskab til de åbenbarede kilder (den Skrevne og den Mundtlige Torah i Jødedommen, kendt i dag som henholdsvis de Fem Mosebøger og Mishnah, samt Quran og Sunnah i Islam), altså fejl der går imod det åbenbarede, samt fejl der skyldes en fejlagtig logisk udledning. I forholdet til accepten af kendelserne afvises og rettes fejl af den første kategori, og al skade, der har været påført som resultat af kendelsen, skal godtgøres. Fejl af den anden kategori accepteres og bliver ikke godtgjort, da de har en vis accept indbygget, dvs. de går ikke imod det åbenbarede.
Baseret på dette fristes man jo til at sige, at der virker til at være en indflydelse her. Princippet er omtalt i den babylonske Talmud allerede før Islams fremkomst, så siden at tanken er mere original i Jødedommen, kunne man argumentere for at muslimerne var blevet inspireret af jøderne. Men der er et problem. I forhold til den anden kategori opstår der en forskel, ikke i forhold til konsekvens eller forhold mellem de to kategorier i de to religioner, men derimod i forhold til hvordan fejlen opstår. I Talmud beskrives fejlen som skabt på grundlag af følgende: to lærde af samme niveau af autoritet (to Tannaim fra den mishnaiske periode eller to Amoraim fra den senere periode) har en uenighed i forhold til bestemmelsen af en lov, som aldrig er blevet løs. Det vil sige at den post-talmudiske jødiske dommer står med to holdninger som han kan forholde sig til. Han baserer sig så på den enes holdning, men den generelle praksis eller tradition følger den andens holdning. Problemet her er, at tradition trumfer og derfor er det en fejlkendelse af dommeren, hvis han ikke følger traditionen i spørgsmål som disse. Det er den jødiske (eller rettere sagt, den talmudiske) forståelse. I Islam er det anderledes, her baseres det på en fejlagtig analogisk udledning (qiyas), hvor dommeren har lavet en fejl i sin “ligning” og dermed kommer frem til et forkert resultat. Her har vi altså ikke at gøre med tidligere traditioner, hvor den forkerte følges, men derimod en logisk udledning med indbygget fejl.
Min tanke her er, at naturligvis kan vi pege til en del forhold der falder sammen og det kan helt sikkert skyldes jødisk indflydelse, men det kan også skyldes en almindelig logisk udledning, at de åbenbarede kilder, naturligvis, er de mest autorative, så derfor må de ikke modsiges, mens at man har en anden kategori af fejl, der skyldes fejl i bestemmelsen, ikke baseret på manglende viden eller indsigt i det åbenbarede, men derimod i dommerens logiske valg. Men der hvor der burde være et sammenfald, i fald af indflydelse fra den ene til den anden, er der forskel på form for rationale og det kan reelt være det der viser, at muslimerne udemærket forstod at bygge et juridisk teoretisk system op, uden at skulle have “hjælp” af andre. Denne konklusion kræver naturligvis et langt større studie og forskning end det jeg har præsenteret her, mit formål udelukkende at påpege forskelle i indgangsvinkler.
Dette forhold er ikke kun i lov, men i alle forhold i det komparative studie af religioner. Jeg tror at man skal være meget forsigtig når man sammenligner religioner og ønsker at fastslå ting, der kræves en del studier og det er ikke kun i forholdet til subjektet studeret selv, men også i en bredere kontekst.
For noget tid siden skrev jeg et indlæg på min engelske blog, A Jewish Voice, omkring stat og “synagoge,” hvor jeg argumenterede for hvorfor jeg mener at stat og religion skal være adskilt, uanset om vi taler Kirke i Danmark eller Synagoge i Israel.
Det er jo ikke ligefrem en ny diskussion, snarere tværtimod, men den vedbliver med at være relevant, også i dag og ikke kun i Danmark (eller Israel), men i det hele taget. Jeg må tilstå at mine egne holdninger til emnet har rykket sig, fra at mene at enhver nation bør have en offentlig religiøs institution, der repræsenterede majoritets-religionen i pågældende nation/stat, dog med demokratiske rettigheder for alle borgerne, til at være, tror jeg, 90 % sekularist. At jeg er sekularist betyder dog ikke, at jeg ikke er troende. Jeg er troende, meget troende i nogle øjne, men jeg føler mere og mere at min religion er en privatsag, noget jeg tager på mig selv, som andre ikke skal underlægges (undtaget hvis de selv vælger det, naturligvis). Jeg forholder mig til min religions regler og love, i hvert fald så vidt det er muligt, men det er mit eget valg. Når det kommer til rettigheder som borger, mener jeg ikke at min religion hverken skal kræve mere eller mindre, end andre overbevisninger bør gøre. Når jeg forholder mig til mig selv som dansk statsborger, så er det netop det jeg forholder mig til, ikke om jeg er kristen eller ikke, eller hvad jeg nu end måtte bekende mig til, men udelukkende min status som dansk statsborger og de rettigheder der gives mig i forhold til loven i et demokratisk samfund.
Udgangspunktet for at jeg skriver alt dette er det evigt tilbagevendene spørgsmål om homoseksuelle og vielser. Debatten går kraftigt om dette i USA, hvor det seneste eksempel på en reaktion er Y-Loves kommen ud af skabet. Der er sikkert ikke mange i Danmark, der kender denne jødisk-ortodokse rap/reggae-kunstner, der om nogen må siges at udgøre alle former for minoriteter i USA, værende søn af en puerto-ricaner og en etiopier, værende jødisk og, viser det sig nu, homoseksuel. Denne debat i USA bringer jo igen emnet op i Danmark, hvor homoseksuelle har kæmpet en hård kamp for at få lov til at blive viet i kirker, noget jeg er lidt ambivalent omkring, da jeg ikke helt forstår at man vil giftes under en religion, som reelt afviser homoseksualitet som korrekt praksis, omend jeg fuldt ud forstår behovet for en officiel vielse i romantiske rammer.
Jeg forstår dog også at kirken afviser dette, ligesom jeg ville afvise at jødisk religiøs lov pludselig skulle ændres i forhold, der reelt går imod grundlaget for selv samme lov og dermed reelt liggyldigegør loven selv. Men problemet består, som bekendt, i at vi har en officiel kirke der er en institution i et samfund, der erklærer sig demokratisk og for ligeret for alle. Det er problematisk at en af statens institutioner dermed går imod sine egne principper og reelt udfører diskrimination mod en gruppe danske statsborger, alene baseret på konfessionelle uoverensstemmelser mellem hvad der er opfattet som korrekt og hensynet til borgerens ret til lige rettigheder. Derfor kan jeg heller ikke se at der er andet for end at adskille stat og kirke. Alt andet vil være udemokratisk. Kun i et sekulært samfund kan vi sikre at alle borgere får samme rettigheder uden skelnen til køn, religiøs overbevisning (eller mangel på samme), etnisk baggrund mm. Adskillelsen af stat og kirke vil også give kirken den frihed den har brug for, for at definere sig selv i det sen-moderne danske samfund og aktivt tage del i samfundet som spirituel og intellektuel institution i debatten om diverse etiske emner, der måtte blive relevante i fremtiden. Så længe kirken skal domineres af politiske problemstillinger og tage hensyn til hvad der er oppe i tiden, kan den ikke virke frit.
Norge har lige bestemt at stat og kirke skal adskilles. Hvornår bliver det Danmarks tur?
