Skip to content

“Så elsk mig dog!”

2. november 2009

Oprindeligt postet på TV2-blog 27/7-08

 

Så kom vi, lettere forsinket:o), til det tredje bud:
Som vi har været inde på ved de to første bud, så er det en pligt for jøden at tro på at der er en G-D og at bekende at Han er Én..

Umiddelbart vil de fleste, i hvert fald troende, ikke have noget problem med at stå ved ovenstående, men hvad vil det sige at tro på G-D og tro på Én G-D? Er det nok bare at sige ”jamen, jeg tror da på G-D, ikke noget problem”? Er der mere i et troesforhold til G-D end at erkende at Han Ér?

Hvad med i et ægteskab. ”Jamen, du er da min kone, hvad brokker du dig nu mere over?” Mon ikke hun beklager sig over at hun ikke føler sig elsket og værdsat? Er det nok for hende at manden har sagt ’ja’ til hende den ene gang ved brylluppet? Eller er det nok at han, fra sin lænestol foran fjernsynet, lige råber til hende at han er glad for hende? Eller er det i virkeligheden et spørgsmål om at få hende til at føle sig elsket? Ikke bare ved ord, men også ved handling?

Ja ok, når det kommer til spørgsmålet om vi elsker G-D og om Han er klar over, så kan det (og bør) argumenteres at da G-D kender vores følelser, så har Han som sådan ikke behov for at vi viser det overfor Ham.. Heller ikke vore bønner har Han behov for.. Men hvad med os selv? Kender vi  virkelig vores følelser, hvis ikke vi sætter handling bag dem? Og vore bønner, er det ikke mere for os selv end for G-D? Det er muligt at vi siger, at vi elsker G-D, men gør vi det ikke gennem handling, så kan vi ikke fuldt ud forstå det, ej heller erkende det.. Så er det bare tomme ord, som lige så godt kunne være sagt fra lænestolen, for i et forhold gør man ikke kærlighedsgerninger udelukkende for den anden parts skyld, men lige så meget for sin egen.. Ikke i en egoistisk forstand, men i en essentiel forstand.. Den elskende elsker.. Og elsker vi ikke, mon ikke vi så skulle spørge os selv om vi virkelig kan kalde os selv ’elskende’?

Hermed er det tredje bud præsenteret:

 

מצות-עשה לאהב השם יתברך בכל לבו ובכל נפשו ובכל מאדו

Som det er skrevet: ”Og du skal elske Herren din G-D af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din styrke” (2. Mosebog 6,5)

Som Chafetz Chayim skriver:

”Dette er vejen til kærlighed til Ham: Når vi funderer over Hans gerninger indtil vi forstår Ham så meget vi formår, da vil hjertet opfyldt med en kærlighed til Ham; dette er den kærlighed der er essentiel for os. Så lad en person fokusere sine tanker på fuld hengivenhed til den velsignede G-D. Et menneske kan ikke fuldt ud elske den Hellige, Priset være Han, udover gennem viden, for at erkende Ham. Gennem denne viden kommer hengivenhed: hvis det (viden) er lille, da vil der være lidt (kærlighed); hvis der er meget (viden), da vil der være meget (kærlighed). Derfor må et menneske sætte sig selv til fuldt ud at erkende og blive viis, via visdommens og erkendelsens veje, der leder til hans Skabers herlighed, så meget dette menneske evner og formår det.”

Dette var det tredje bud..

From → Uncategorized

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: