Skip to content

Jerusalem, øget sikkerhed, dårlig cafeoplevelse og Afief

3. november 2009

Oprindeligt postet på TV2-blog 6/8-09

 

Der er et eller andet under opsejling her i Israel.. Det bliver ikke sagt i medierne, folk taler ikke rigtigt om det, ingen advarer dig om det, men det er tydeligt..

Der har været et forsøg på et terroranslag eller der vil være det..

Det er tydeligt at se, når man ser på sikkerhedsforanstaltningerne.. Hvor tasker normalt kun lige overfladisk skimmes, bliver de nærmest tømt for ting.. Hvor du normalt kun bliver tjekket på vej ind på busstationen, bliver busserne også tjekket ved ankomst.. Øget tilstedeværelse af politi og sikkerhedsfolk, både i Tel Aviv og Jerusalem.. Men alt sammen i en afslappet atmosfære, så måske er det ikke så alvorlig en trussel?

Hvis jeg hører mere om det, vil jeg fortælle om det..

Men jeg var i Jerusalem i går.. Igen, jeg kan slet ikke holde mig væk:o)..

Denne gang for at tage en masse billeder og mødes med en ven.. Bare gå lidt rundt og nyde byen.. Jeg startede naturligvis med en tur til Grædemuren, hvor de sædvanlige tiggere gjorde det nærmest umuligt at opbygge en spirituel stemning der kunne henføre mig i bøn, som det nu hør og bør sig.. Tiggerne her er værre end fluerne, hvilket siger en del.. Det er ikke fordi jeg har noget mod tiggerne, forstår udemærket deres nød og er også klar over, at ifølge jødedommen, er det en ret mere end en forespørgsel om en almisse, men kan de dog ikke vente med at “angribe” folk til på tilbagevejen?

Anyway.. Efter et veloverstået besøg ved Grædemuren og en masse småmønter lettere, kunne jeg bevæge mig videre i Jerusalem.. På vejen ud af den gamle bydel mødte jeg en arabere, der tilsyneladende kunne lidt dansk.. Lidt..

“Ahh, you from Denmark? Hvodan gå du? Det gå godt!”

“Øh ja, i lige måde da..”

Fem shekel og en ikke særlig dyb samtale – på noget der skulle forestille at være dansk – senere kunne jeg så fortsætte.. Jeg vandrede lidt rundt i Jerusalem, indtil sulten tog over.. Heldigvis var det lige i samme øjeblik som jeg kastede blikket på en Cafe Hillel og ihukommende min sidste meget positive oplevelse med netop en Cafe Hillel, skyndte jeg mig glad og fro derover..

Nuvel, jeg skal lige sige at begrebet “servicemindet” er ikke-eksisterende i Israel.. Eller det var i hvert fald hvad jeg troede, indtil mit netop omtalte tidligere besøg på en cafe af arten “Hillel”, så jeg forventede naturligvis lidt.. Bare en smule.. Men nej.. Det startede ellers meget godt.. “Er der internet her?” – “Ja, ved bordet derhenne, eller bordene lige udenfor!”.. Super, tænkte jeg.. Satte mig udenfor, hev computeren frem og gjorde mig klar til at bestille.. Nåja, bortset fra at jeg ikke havde noget spisekort.. Det fik jeg lov til at vente ti minutter på.. Efter ti minutter kommer tjenerinden ud og spørger om jeg har bestilt.. “Nej, ikke endnu..”

“Nu? Hvad kunne du tænke dig?”

“Et kort, så jeg kan se hvad I har?”

“Nåja, to sekunder..”

Jeg fik et kort, kiggede det igennem.. Ville gerne have haft en salat eller noget pasta med laks, men det kunne jeg ikke få.. Til gengæld fik jeg – tilsyneladende – bestilt en pastaret med champignon.. Fint nok.. Jeg fik den bestilte limonana hurtigt nok, men lidt skødesløst.. Maden kunne jeg vente ti minutter mere på, men den skulle jo også tilberedes.. Da jeg så fik den, fik jeg til gengæld ikke noget bestik.. Jeg regnede med at hun var ved at hente det, men hun havde mere travlt med at småsludre med vagterne.. Ok, fint nok..

“Undskyld, kunne jeg få noget bestik?”

“Jaja, to sekunder, jeg har sagt det til hende..”

Hvem? Nå, en anden tjenerinde, der lige kunne klare at lægge bestikket, mens hun talte med de andre.. Jaja, jeg skal naturligvis ikke forvente at der er tid til mig, hvis de skal tale, jeg betaler jo bare deres løn..

Mens jeg sad og, hmm, nød pastaretten, skulle der fejes.. Også hvor jeg sad, hvilket fik mig til at undre mig over, om han mente at jeg var en del af skidtet der skulle fejes væk.. Nåja, han var araber, men alligevel, jeg tror mere at det at min fod skulle udsættes for kosten, var mere grundet i det manglende kendskab til begrebet “service”..

Vagten, der sad ved siden af mig, røg fandt jeg ud af.. Det var heldigvis på det tidspunkt at jeg havde besluttet mig til at jeg var færdig, men da jeg skulle vente på regningen, fik jeg naturligvis mulighed for at dele hans cigaret.. Eller, jeg fik da i hvert fald al røgen, tak vagt..

Jeg overvejede meget kraftigt om jeg skulle lægge drikkepenge, men belært af tidligere oplevelser, hvor du har ejeren løbende efter dig, fordi du åbenbart ikke havde lagt drikkepenge nok i følge ham, så valgte jeg alligevel at lægge lidt.. Men ikke så meget som de nok forventede, for byttepengene var pænt vekslet ud i mindre mønter, så jeg havde god mulighed for at lægge drikkepenge..

Anyway, det var da i det mindste rart at lære, at den enlige gode oplevelse jeg havde, var netop det.. En enlig god oplevelse.. Man skal ikke blive forvænt..

Jeg mødtes derefter med Afief..

Afief er en israelsk araber, født i Tyskland, hvor han ville ønske at hans far var blevet, i stedet for at flytte tilbage til Israel.. Ikke fordi han mener at han har det dårligt i Israel, men han er ikke glade for religiøse mennesker, uagtet at de er jøder, kristne eller muslimer.. Afief er ateist og vestligt orienteret og det har han det godt med..

Jeg var naturligvis interesseret i at høre, hvordan det er at være araber i Israel.. Åbenbart ikke så dårligt, som man ellers kunne foranlediges til at tro.. Der er naturligvis altid ting man kan påtale, men i det hele taget, havde han det godt.. Og det var ikke Israel der var skyld i ting der gjorde livet lidt besværligt for ham, men de religiøse.. Specielt i forhold til kærligheden havde det spillet ind.. To forhold, et til en beduin, et andet til en kristen arabisk pige, var netop blevet forhindret af det religiøse.. Ikke at det var et problem fra hans side, men fra pigernes familie..

Han kunne også fortælle om nogle voksende undergrundsbevægelser i Umm al-Fahm, som ikke lod Hamas, Islamisk Jihad og andre lignende grupper meget tilbage i dårlig indstilling.. Noget der et eller andet sted kun vil kunne skabe opbakning til Liebermans forslag om at lade arabiske byer i Israel blive en del af et fremtidigt Palæstina..

Vi havde også et par diskussioner om hvorvidt kattene var arabere eller jøder.. Specielt da tre af dem kom op og slå og de to som først havde teamet op med den ene, endte med at slås med hinanden.. Jeg var overbevidst om at de to katte var arabere og han var tilbøjelig til at give mig ret..

Til sidst fulgtes vi ad til busstationen, han skulle tilbage til sin by, der ligger i nærheden af Natzerat, og jeg skulle tilbage til Tel Aviv.. Vi skiltes og gik hvert til sidst..

Da jeg kom hjem havde han sendt følgende besked til mig på Facebook:

Funny thing:D After I left you a guy(orthodox black hat jew) asked me for the way to the national library, I led him there, but as soon he knew that I am an arab he turned his back and wouldn’t even speak to me anymore.

Perhaps that helps in your interviews more than most questions I can answer.

Og jeg kan næsten kun give ham ret..

Problemet, det største problem, er at jøder og arabere undgår hinanden.. Man vil helst ikke have noget med hinanden at gøre, og så kan man ellers pleje alle sine tåbelige fordomme om den anden..

Men alligevel.. I går sad en religiøs jøde og en ateistisk araber i Jerusalem og kunne tale om Israel og Palæstina uden at komme op og skændes og hade hinanden..

Hav en god dag

From → Israel

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: