Skip to content

Hvem er nazister?

20. november 2009

Man kan til tider opleve, i debatter om Israel og konflikten med palæstinenserne, at Israel bliver fremstillet som nazister og beskyldt for at have “overtaget” nazisternes praksis..

Det er et interessant fænomen, omend jeg synes det er et trist fænomen og jeg har svært ved at se det som andet end et udtryk for anti-semitisme, hvor man tager jøderne som ofrerne for en hadsk ideologi og gør dem til netop forbryderne.. Egentlig er det faktisk en syg form for argumentation og retorik, som man benytter sig af i de tilfælde, hvor man forsøger at sidestille Israel med nazisternes menneskehadske metoder og tanker..

Nu sidder jeg jo og læser en del om anti-semitisme og anti-zionisme for tiden (og det er svært ikke at blive bare en smule deprimeret), og har pt. fokus på anti-semitisme i den arabiske verden..

Der er jeg så stødt i en interessant passage fra Matthias Küntzels “Jihad and Jewhatred” om netop dette:

Secondly, for Yassin and Arafat the subject of the Holocaust – the central experience in the establishment and attitudes of the State of Israel – has remainded taboo, as has that of the role of the Mufti in National Socialism. No post-Oslo PA schoolbook so much as mentions Auschwitz. When a PA official asked that this be changed, he was met with furious protests and the request was rejected. The Chairman of the Palistinian Parliament’s Education Committee declared that, “we have no interest in teaching the Holocaust.” His parliamentary colleague and Fatah leader, Hatem Abd al-Qader, added that teaching about the Holocaust would present “a great danger” for the Palestinian identity. “If such a decision [about teaching the Holocaust] is made, it will undoubtedly ruin the Palelistinian dream and aspirations. It will entirely obliterate the past, present and future of the Palestinians”. Not the slightest danger to the Palestinian identity, though, seemed to be presented by the circulation with express PA approval of Hitler’s programmativ work Mein Kampf , which reached number sic in the Palestinian Territory’s bestsellers’ list in 1999. The translator of the Arabic edition refers in his introduction to his author’s continued relevance: “Adolf Hitler does not belong to the German people alone, he is one of the few great men who almost stopped the motion of history, altered its course….. National Socialism did not die with the death of its herald. Rather, its seeds multiplied under each star.”

While the PA “sows” the seeds of National Socialism un this way, and reaps a harvest of murderous anti-Jewish actions from it, Israeli policy is presented in all its media as a continuation or even intensification of Nazism. The constant equation of Israeli and Nation Socialist policies – “Nazism of the Jews,” “Nazi-like enemy,” “Nazi-Zionist practices” – amounts to a specific form of Holocaust denial, one which legitimates the pursuit of an anti-Jewish extermination policy, while projecting these murderous intentions onto the chosen victim. – “Jihad and Jewhatred” Matthias Küntzel page 117-118

Så man fristes til at spørge: “Hvem er nazisterne?”

Nuvel, jeg er ikke ude på at beskylde alle palæstinensere for at være anti-semitiske nazister, men det virker som om at det er udbredt blandt diverse palæstinensiske ledere – ja ikke kun palæstinensiske, men arabiske ledere generelt – hvilket jeg synes er trist, mest for palæstinenserne selv, som har så mange intelligente personer, der gerne vil ændre kursen og skabe en bedre fremtid sammen med deres modstykker i Israel.. Men når al støtte går til de folk der skaber og spreder hadet, så er det svært for dem at tage kampen op.. Og her er det ikke kun Iran jeg har i tankerne, men lige så meget Israel selv (som støttede Hamas i 80’erne), det er EU (som støtter Hamas i dag) og det er USA som har allieret sig med den største eksportør af anti-semitisme, nemlig det wahabiske Saudi Arabien..

Jeg synes at Küntzels fremstilling af tingene her, er ret rammende for vore dage: Offeret fremstilles som forbryder, mens forbryder gøres til offer..

Mvh

4 kommentarer
  1. Hej Ahmed..

    Nu kender jeg dig ikke, så nej, indlægget her er ikke for at få din sympati.. Det undrer mig heller ikke, at “jeg” ikke får din sympati, det tror jeg – baseret på din udtalelse og manglende forståelse af hvad jeg reelt påtaler her – ikke at “jeg” ville få, uanset hvad jeg skrev eller gjorde..


    Med indlægget falder du nøjagtig i sammme fælde som den argumentation du kritisere. Kritik mod nationen Israel og dens ugerninger overfor palæstinserne og menneskeheden generelt, har intet at gøre med anti-semitisme (prøv at kom ud af denne forældede osteklokke) – dette handler ikke om jøder vs. muslimer/arabere, men om et stykke land om skal deles mellem Israelere og palæstinesere.

    Ahmed, hvis du gad læse lidt flere af mine indlæg, så ville du finde ud af, at jeg rent faktisk aldrig nogen sinde har sagt, at kritik af Israel er lig med anti-semitisme.. Læs eventuelt den opgave jeg har skrevet (under “mine opgaver”), om anti-semitisme kontra anti-zionisme..

    Hvis det her ikke handler om jøder kontra arabere (hvilket jeg egentlig heller ikke mener det gør), så forklar det til de hoveder blandt araberne, der tror at det gør.. For der er masser af dem Ahmed.. Og uanset om du så vil nægte det, så forholder jeg mig altså til hvad folk udtaler.. Jeg skal nok forsøge at forklare jøder, at det her ikke er jøder kontra arabere, men når folk – som dig selv – går i forsvarsposition når jeg fremhæver at der rent faktisk er arabere der har den holdning, i stedet for at tage fat i de arabere der har den holdning, så er det svært for mig at overbevise dem om, at det ikke forholder sig sådan..

    Du overser også at jeg fokuserer primært på arabiske ledere i dette indlæg, ikke palæstinensere som helhed.. Så ind i kampen igen, Ahmed;o).. Læs det igennem og forhold dig til helheden og konteksten;o)..

    Og hvordan i alverden kan palæstinserne (i denne kamp/proces) være forbryderne og Israel ofrene??

    1: Hvor i indlægget har jeg talt om hvem der er ofre og hvem der ikke er ofre?
    2: Mener du, at det er palæstinenserne alene der er ofre i alt det her?

    Man kunne fristes til at få tanken, når man læser din sidste bemærkning, at man ikke må kritisere palæstinensiske ledere, kun Israel..

    Mvh

    • Bare kald mig Samuel;o) Qol betyder “stemme”, Qol Yehudi, er “en jødisk stemme”.. Børn nok underskrive mig med navn fremover:o)..

      Du skriver:

      Jeg er enig med din kritik af de arabiske ledere, og at der hos dele af arabiske befolknng hersker en misforståelse af konflikten som en konflikt mellem jøder vs. arabere. Og denne opfattelse mener jeg som sagt er ukorrekt. Men på den anden side af muren eksisterer denne misforståelse også – faktisk er den israelske stat bygget på og legitimeres stadigt gennem det religiøse argument om “the promise land”, dvs. argumentet om at Palæstina er til jøderne uanset hisorie. Denne opfattelse er yderst problematisk og er en af hovedårsagerne til konflikten og den Israelske magt-arrogance.

      Faktisk ikke.. Jeg er enig i, at der er (religiøse) jøder (og kristne), der bruger dette argument, at Israel skulle være “lovet” til jøderne.. Personligt tror jeg på det, men jeg finder argumentet tåbeligt over for folk, som ikke accepterer Torahen.. Udover det, så er “det Lovede Land” (kaldet Eretz Yisrael, E”Y) ikke det samme som staten Israel (Medinat Yisrael, M”Y).. Både grænserne og de politiske forhold er i vid udstrækning forskellige, ligesom forholdene for de to landes eksistens også er det.. Jeg vil ikke gå så meget i dybden med det, da det er ret omfattende (du kan jo altid spørge, hvis det er noget der interesserer;o), men kort sagt, så er E”Y en realitet, uanset om M”Y eksisterer eller ej.. E”Y er en religiøs størrelse, der regulerer nogle religiøse forhold, bl.a. længden af Hagim (højtider), som uden for E”Y grænser er én dag længere end indenfor.. På den måde har det f.eks. betydning om jeg bor i Jerusalem eller Eilat (Eilat ligger uden for E”Y), selvom der er folk der mener, at grænserne for M”Y nu også indgår i E”Y..

      Argumentet for oprettelsen af M”Y, er og har hele tiden været, at jøder har behov for et hjemland, hvor “vi” kan søge til, når tiderne er imod os.. Det er baseret på den konstante anti-semitisme som verden har været vidne til i umindelige tider, primært dog med udgangspunkt i de russiske pogromer og diverse anti-semitiske hændelser i Europa op til århundredeskiftet år 1900.. Argumentet blev yderligere bestyrket i første halvdel af sidste århundrede, endegyldigt med nazisternes vanvid (både mod jøder, sigøjnere og homoseksuelle) og – kan man lige provokerende sige – med et kraftigt punktum sat af de arabiske nationer (inkluderet Iran, minus Marokko), da de fordrev deres jøder (og så er der naturligvis folk der siger, at det var Israel der “lokkede” jøderne til Israel, noget der muligvis er en smule sandhed i, det er f.eks. ingen hemmelighed, at den israelske regering gerne ville have jøder til Israel, dog primært vestlige jøder, ligesom en større del af de fordrevne jøder, flygtede til andre lande, primært USA og hvorfor skulle de dog det, hvis de forlod deres hjemland for at bo i Israel?)..

      Så det er ikke et religiøst betonet argument, men et pragmatisk argument, der argumenterede for jøders ret til deres egen stat, i en tid hvor fokuset på “racer” og deres forskellighed, var stort.. At det blev i Palæstina, skyldtes den historiske forbindelse, mere end det religiøse..

      Israel og dets ledere skal som besættelsesmagt give de første indrømmelser, trække sine bosættere tibage og nedtone sin aggresioner overfor det palæstinensiske folk, hvis dette ikke sker, vil den arabiske befolkning stadig hylde dets ledere når disse anvender en anti-jødisk (arabere er også semitter) retorik. Israel bør give den arabiske befolkning en god grund til at acceptere og anerkende den Israelske stat og dens befolkning, og dermed en grund til at vende ryggen til deres korrupte og diktatoriske ledere. Ingen israelsk leder har formået at gøre dette tværtimod.

      Jeg er ikke uenig, men omvendt så vil mange israelere (og Israel-apologeter) sige, at det er nemmere for palæstinenserne at give de første indrømmelser, f.eks. ved at afsværge brugen af terror, anderkende Israel (både som stat og som jødisk stat, henholdsvis for Hamas og Abbas), samt afstå fra at navngive diverse gader, pladser mm. efter terrorister, der har “ofret deres liv” for den palæstinensiske sag.. Det er – i denne optik – nemmere at gøre dette, end at “hive” op til 300.000 bosættere ud af Vestbredden..

      Udover det, så forsøger Israel at gøre tingene bedre (uanset hvor lidt eller meget vi måtte mene at det er;o), bl.a. ved at overdrage sikkerhedzoner til PAs sikkerhedstyrker og fjerne checkpoints (som så forleden resulterede i et terroranslag, men det kan næsten ikke undgås, fristes man til at sige:o)..

      Du skriver: Jeg skal nok forsøge at forklare jøder, at det her ikke er jøder kontra arabere, men når folk – som dig selv – går i forsvarsposition når jeg fremhæver at der rent faktisk er arabere der har den holdning, i stedet for at tage fat i de arabere der har den holdning, så er det svært for mig at overbevise dem om, at det ikke forholder sig sådan..

      Det er ikke min pligt som araber, at forklare arabere, at det her ikke er jøder kontra arabere, men min pligt som menneske, at forklare dette til andre mennesker både jøder og arabere.

      Jeg er naturligvis enig i, at vi som mennesker har en forpligtelse og ansvar over for vores medmennesker;o).. Men hvad nytter det for mig, at jeg overbeviser arabere om, at dette ikke er arabere kontra jøder, hvis jeg ikke bruger tid eller energi på at gøre det samme overfor “mine egne”? Jeg har først og fremmest en forpligtelse til at fokusere indad og være et ordentligt menneske over for min næste, dernæst i forhold til “mine” (de folk jeg identificerer mig med – selvom det naturligvis kan være et forestillet fællesskab:o) og endeligt “de andre” (selvom jeg ikke bryder mig om at se folk som “de andre”.. Jeg forsøger at skelne mellem grupper og individ, altså “de andre” som grupper der identificerer sig i forhold til “mine egne”, og individder som min næste når jeg står overfor ham/hende, uanset hvem han/hun så end er og hvordan han/hun identificerer sig)..

      …tror nu godt du kan vinde min sympati;o)

      Tak;o).. Sympatien bør nu komme på baggrund af den rigtige baggrund;o).. Jeg vil hellere sende sympatien videre til de folk der lider i Israel og Palæstina, eller efterspørge at sympatien kommer på baggrund af nogle ting der spiller end reel rolle i mit liv:o).. Ikke at konflikten ikke gør det, men – ærlig talt – jeg bor i Danmark, får SU for at sidde og læse om det jeg alligevel ville bruge tid på at læse;o), er overvægtig (jeg kæmper med det, ikke nok dog:oP), skal ikke være bange for hverken raketter eller bomber og kan forholdsvis leve et ordentligt liv, hvor jeg kan stå ved hvem jer er, uden at skulle være bange (pånær når jeg går på gaden, desværre)..

      Men tal med mig om et halvt år, når jeg studerer videre i Israel, så kan det være at jeg gerne vil have din sympati;o)

      Mvh

    • Og så undrer jeg mig over at der er nogen der har givet dit svar en “don’t like”, uden at give grund til hvorfor han/hun ikke synes om den (hentydning til dig der har givet karakteren;o) – deltag i debatten:o)

      Mvh

  2. Hej alle..

    På opfordring har jeg slettet et par kommentarer her..

    Mvh

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: