Skip to content

Jesus og jomfrufødslen – hvad er der med hende Maria?

6. december 2009

Jesus og Jomfrufødslen – Esaja 7,14

»Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder: Gud med os. Matthæus 1,23

Et af hoveddogmerne i kristendommen er jomfrufødslen. Jomfru Maria, som er en helgen og ”guds moder” i katolisismen, og ellers ”bare” set i et positivt lys i protestantismen, skulle – berettes det i Matthæus og Lukas – være jomfru, da Jesus blev født. ”Hvordan kan det lade sig gøre?” spørger nogen måske om. Jo, meget simpelt, tilsyneladende skulle det være profeteret, at Messias skulle fødes af en jomfru og derfor lod vor Himmelske Fader, Maria undfange ved Helligånden. Forfatteren af Matthæus, udtrykker det således:

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: »Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«

Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus. Matthæus 1,18-25

Nu er der sikkert et par ting, som man med det samme ville studse lidt over. For det første, at navnet skulle være Immanuel. Det kan sikkert undre, at Jesus jo hed Jesus og ikke Immanuel.

Den har jeg set forsøgt forklaret med, at navnet Jesus, kommer af det hebraiske ”Yeshu’a” (ישוע) eller ”Yehoshu’a” (יהושע), begge navne der spiller for det hebraiske ord for ”frelse”, yeshu’ah (ישועה) – og at det derfor er et tegn på ”at G-D er med os”. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg køber den, der er trods alt folk der hedder Immanuel og ikke et eller andet navn, uagtet hvad man gerne vil tolke ind i barnets eksistens.

Det næste er, hvem er den profet som Matthæus taler om? Der er den kristne bibel så venlig at hjælpe os på vej, ved at henvise til Esajas, mere præcist det fjortende vers i det syvende kapitel i Esajas’ bog. Lad os se hvad der står dér:

Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel. Esajas 7,14

Her står der interessant nok ikke noget med en jomfru, men derimod, at en ung kvinde skal blive med barn, som så skal kaldes Immanuel.

Lad os først kigge på hvorfor der står jomfru ét sted og ung kvinde et andet sted. Lidt historie:

Kong Ptolemæus II, som herskede i Egypten fra 283 f.Alm.tid til 246 f.Alm.tid, indkaldte nogle jødiske lærde, til at lave en oversættelse af Torahen, som skulle være en del af hans bibliotek i Alexandria. I Talmud Bavli (Traktat Megillah 9) berettes det således:

Kong Ptolemæus samlede 72 lærde. Han anbragte dem i 72 kamre, hver af dem for sig, uden at afsløre for formålet for hvorfor de var hidkaldt for dem. Han trådte ind hos hver enkelt i sit rum og sagde: ”Nedskriv for mig Moshes Torah, jeres Lærer.” G-D lagde det i hver enkelts hjerte, at nedskrive en identisk oversættelse lig de andres. Megillah 9

Om det foregik præcis sådan, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald er Pentateuken, som denne oversættelse af Torahen kaldes (Penta er fem på græsk og henviser til de fem Mosebøger, der udgør den skrevne Torah), den ældste oversættelse der kendes og udgør grundstenen i den græske oversættelse af TaNaCh, som kaldes Septuaginta, der kommer fra det græske ord for 70 (henfør til de 72 ældre).

Hvad der er interessant ved Septuagintaen er, at det er fra denne der citeres i det Ny Testamente (NT) og ikke fra TaNaCh. Altså citerer forfatterne af NT fra en græsk oversættelse af den hebraiske grundtekst, i stedet for at citere direkte fra de Hellige Skrifter.

Det er i sig selv ikke et problem. Problemet er, at man ikke ved hvem der står bag resten af oversættelsen af Septuagintaen, en oversættelse der blev lavet af forskellige grupper over et længere tidsrum (den har senest været færdigoversat i år 132 f.Alm.tid), så man ved reelt ikke noget om oversætterne eller deres indsigt i hebraisk (endnu mindre deres motiver for oversættelsen, som ikke er helt uden betydning).

Det største problem består dog af selve oversættelsen. Græsk og hebraisk er to forskellige sprog, det ene er indo-europæisk, det andet er semitisk. Det medfører også, at en oversættelse altid vil være en udfordring. Bare i dag, skulle man oversætte en tekst fra hebraisk til dansk, ville der være en del forbehold at tage.

Når man læser Esajas 7,14 i TaNaCh, lyder verset:

לָכֵן יִתֵּן אֲדֹנָי הוּא, לָכֶם–אוֹת:  הִנֵּה הָעַלְמָה, הָרָה וְיֹלֶדֶת בֵּן, וְקָרָאת שְׁמוֹ, עִמָּנוּ אֵל

Lachen yiten A-onay hu, lachem-ot: hineh ha`almah harah w’yoledet ben, w’qarat sh’mo, immanu el

Jeg har fremhævet nøgleordet her: עלמה – `almah, hunkønsform af `elem, som betyder ”ung mand”, med en forståelse at der ikke er nogen viden om ham, kun at han er en ”ung mand”, i modsætning til f.eks. צעיר tza’ir, der også betyder ”ung mand/dreng”..

Som den danske oversættelse ganske rigtigt fortæller os, så er der tale om en ung kvinde, ikke en jomfru. Naturligvis kan der være tale om en jomfru, men det er ikke af betydning, da man ikke bruger ordet for jomfru: ”בתולה” – b’tulah. Hvis der skulle have været fokus på, at denne unge kvinde skulle have været jomfru, så havde det været dette ord der havde været brugt, ikke `almah.

Men hvordan opstod så denne ”profeti”? Hvorfor mener forfatteren af Matthæusevangeliet, at der er en profeti om en jomfru der skal blive gravid i Esajas 7,14?

Som jeg nævnte tidligere, så citerer forfatterne i NT fra den græske oversættelse, Septuagintaen, ikke fra TaNaCh. Og da der ikke er et ord for `almah på græsk, valgte man at bruge ordet παρθενος – parthenox som betyder, lige præcis: jomfru. Så forfatterne af NT, som tilsyneladende ikke har kunnet hebraisk, men derimod talte et udemærket græsk, har troet at Esajas profeterede om en jomfru.

Nuvel, det kan man jo så afvise med, at det ”bare” er en detalje. Det vigtigste er vel – hvis vi skal forsøge at skabe en polemik her – at der er tale om en kvinde der skal blive gravid og få et barn, som så skal kaldes Immanuel. Og eftersom Jesus er ”gud” (i hvert fald i et kristent perspektiv), så må han jo leve op til navnet. Lad os se bort fra den cirkelslutning, der ligger i dette imaginative argument (for at Jesus skal kunne leve op til navnet, skal han være gud og navnet beviser at han er gud) og så se nærmere på Esajas profeti (kapitel 7,1-17).

Historien er som følger:

Dengang Akaz, Jotams søn, Uzzijas sønnesøn, var konge i Juda, drog Arams konge, Resin, og Israels konge, Peka, Remaljas søn, op til angreb på Jerusalem. Men de kunne ikke erobre den. Da det blev meddelt Davids hus, at Aram havde slået lejr i Efraim, skælvede hans hjerte og hans folks hjerte, som skovens træer skælver for blæsten. Da sagde Herren til Esajas: »Gå ud sammen med din søn Shearjashub og mød Akaz ved enden af Øvredammens vandledning, ved vejen til vaskepladsen, og sig til ham: Tag dig i agt, og hold dig i ro! Frygt ikke! Tab ikke modet over disse to rygende stykker træ, Resins og Arams og Remaljas søns glødende vrede, fordi Aram har planlagt ondt imod dig sammen med Efraim og Remaljas søn og sagt: Kom, lad os gå imod Juda, jage det en skræk i livet og rive det til os; så indsætter vi Tab’als søn som konge der!

Dette siger Gud Herren:
Det skal ikke lykkes,
det skal ikke ske!
For Arams hoved er Damaskus,
og Damaskus’ hoved er Resin.
Femogtres år endnu,
så er Efraim knust og ikke længere et folk.
Efraims hoved er Samaria,
og Samarias hoved er Remaljas søn.
Holder I ikke fast ved mig,
holder jeg ikke fast ved jer!«

Herren talte på ny til Akaz: »Bed om et tegn fra Herren din Gud, nede fra dødsriget eller oppe fra det høje.« Akaz svarede: »Jeg vil ikke bede om noget tegn, for jeg vil ikke udæske Herren.« Da sagde Esajas: »Hør nu, Davids hus. Er det ikke nok, at I er mennesker til besvær? Skal I også besvære min Gud? Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel. Tykmælk og honning skal han leve af, til han forstår at vrage det onde og vælge det gode. For inden drengen forstår at vrage det onde og vælge det gode, skal det land lægges øde, hvis to konger du gruer for. Over dig og dit folk og din fars hus skal Herren sende dage, som der ikke har været magen til, siden Efraim rev sig løs fra Juda – assyrerkongen.«

Jeg har været så fræk, at benytte mig af den danske autoriserede oversættelse, som gengiver navnene lidt anderledes end de lyder på hebraisk. F.eks. bliver Aḥaz til Akaz (jeg er ikke helt sikker på, hvorfor de har transkriberet ח til k, men de har sikkert deres grunde – det er nu også uden betydning).

Læser man konteksten af hele kapitlet, er der tale om følgende personer:

1.    Esaja, som er profet
2.    Ahaz, der er konge af Yehuda (Judæa)
3.    Rezin, der er konge af Syrien
4.    Pekah, der er konge af Israel
5.    Den omtalte unge kvinde
6.    Barnet, der skal hedde Imanuel

Ud af konteksten kan vi læse følgende: Ahaz frygter de to andre konger, som han tilsyneladene ikke er på god fod med. G-D vil beskytte Ahaz mod de to og sender Esajas for at meddele det til Ahaz. Esajas fortæller Ahaz, som absolut ikke tror på at G-D skulle støtte ham, da han er en skidt fyr (selvindsigt er en god ting), at Ahaz må vælge et hvilket som helst tegn som overbevisning om at det passer. Da Ahaz bliver ved med at afvise, siger Esajas at G-D så selv vælger et tegn: At en ung kvinde skal blive med barn som skal kaldes Imanuel og FØR! (det er her vi skal være opmærksomme) dette barn vokser op og kan kende forskel på ret og uret, vil Ahaz’ to fjender (Rezin og Pekah) være udslettede.  Aha, så vi lærer altså de to følgende ting her:

Hvem tegnet er beregnet for (Ahaz) og hvad tegnet er (at Rezin og Perah skal være udslettede før barnet bliver 13)..

Ok, så langt så godt.. Men hvorfor skulle dette ikke kunne være Jesus der er tale om? Af den simple grund, at dette sker flere hundrede år før almindelig tidsregning (Jesu fødsel er udgangspunktet for den vestlige tidsregning). Og hvis denne profeti skulle være centreret omkring Jesus, så havde Ahaz godt nok lange udsigter.

Læser man dette som det står, så kan man have svært ved at acceptere dette som en profeti om Jesus.

Mvh

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: