Skip to content

Monoteisme (?)

16. februar 2010

Her til morgen læste jeg et svar af Biskop Niels Henrik Arendt på Religion.dk, der svarede på hvorvidt man kan sammenligne gudsbegrebet i Kristendommen og Islam, hvilket er et alletiders udgangspunkt for en bedre forståelse af religionerne..

Men noget jeg studsede over, selvom det nu ikke ligefrem kom som en overraskelse, var da biskoppen lagde ud med, at begge religioner er monoteistiske..

Nu er det ikke, fordi jeg ikke er klar over, at Kristendommen opfatter sig/opfattes som en monoteistisk religion af kristne.. Hvad jeg undrer mig over er, hvornår vi kan tale om monoteisme? Islam er ikke så forvirrende på det punkt, A-lah alene er G-D, der er ingen anden.. Men Kristendommen fremstår lidt mere problematisk, da både Jesus, Faderen og Helligånden er gud(er).. Og selv Satan tillægges guddommelige kræfter..

Ja, jeg ved det, Sønnen, Faderen og Ånden er jo ét, altså – tilsyneladende – én gud, den samme.. Og så alligevel ikke.. Forholder man sig strengt til evangelierne siger, så er det svært at acceptere, at vi skulle tale om den samme her.. Jesus og Faderen ser ud til, at være to helt forskellige størrelser, hvilket også flere steder bekræftes af Jesus’ egne udtalelser, for ikke at sige hans opførsel.. Hvem beder til sig selv om nåde? Hvordan kan man udtrykke usikkerhed om sin egen skæbne, hvis man er herre over alle skæbner? Og hvad med Helligånden, hvordan søren bliver den pludselig en (del af) gud?

Naturligvis kommer der altid en masse automatreaktioner, når man stiller spørgsmålet: Treenigheden er som en schweizerkniv, én kniv med mange funktioner.. Eller som en trekant – tre sider, men én trekant.. Eller som vand, is og damp – det er stadig den samme væske, men i forskellige former..

Det er naturligvise meget interessante forklaringsmodeller, omend de ikke rigtigt holder.. En schweizerkniv kan kun bruge én af funktionerne af gangen, hvilket ville skabe problemer for Jesus, når “menneskefunktionen” var slået til (sevens, gudefunktionen er slået fra).. Og taler vi om trekanten, så er det – netop – stadig én figur, det er stadig den helt samme figur, som udgør et hele.. Hvordan udgør Jesus et hele med Faderen, når han beder så hårdt om nåde, at han sveder blod? Eller at han reelt siger, at han ikke selv er god, kun Faderen er god? Eller når han giver udtryk for, at han ikke ved hvornår den sidste dag vil komme? Og Helligånden? Og hvad angår vand, is, damp-modellen, så har det lidt samme problem som med Schweizerkniven..

Jeg nævnte også Satan, som en medspiller i det guddommelige.. Tænk over det.. Englene var skabt som himmelske tjenere, én af dem gør oprør mod G-D og bliver smidt ud af fællesskabet.. Derefter er han pludselig givet guddommelige kræfter og kan lokke folk i synd MOD G-Ds vilje? Vil det så sige, at den kristne gud ikke er almægtig? Eller er Satan vitterligt en sand modstander, hvilket jo så bekræfter at han er om ikke en desideret gud, så i hvert fald guddommelig?

Når de forskellige forklaringsmodeller så ikke slår til (og der er mange flere end dem, jeg har beskrevet her.. Der er endda en, der fremstiller Treenigheden som en art guddommelig familie, hvilket ikke ligefrem hjælper på opfattelsen af religionen som en monoteistiske religion, i så fald skulle vi også opfatte grækerne som monoteister), så kommer “trumfkortet” ofte: Det er et mysterie, som vi ikke fuldt ud kan forstå.. Så sandelig.. Kristne tænkere har grublet over Treenigheden, lige siden (og endda før) at Nikæa-koncilet, under Kejser Konstantins opsyn, fastslog at sådan var den kristne gud og alle der var uenige kunne gå af helvede til (hvorefter de så hjalp dem på vej), uden at kunne nå frem til en klar forklaringsmodel, om hvordan det monoteistiske fremgår i Treenigheden, men eftersom at Kristendommen er monoteistisk, så er der altså bare ikke tale om flere guder i Treenigheden, lige så lidt som at din sorte bil er rød, når du nu har besluttet at den er sort, uagtet hvordan fysikkens (og logikkens) love så ellers siger din overbevisning imod.. Det er egentlig et udemærket koncept, selvom det nok ikke virker i længden – hvis du beslutter dig for noget, så er det bare sådan det er, din lejlighed er pludselig ikke en lille skodlejlighed med kun ét værelse på 26 kvm, men en stor herskabsvilla på flere hundrede kvm.. Eller omvendt, alt afhængigt om du er sælger eller køber (tre kan jo udemærket være én, ikke)..

Og prøv at få folk til at forklare dig Treenighedskonceptet, og se om du kan undgå at blive alt for forvirret.. Måske kan det trøste dig med, at den største kristne tænker/evangelist/profet(?) slår fast, at den kristne gud ikke er en forvirringens gud – spørgsmålet er jo så bare, hvordan man har besluttet at tolke dette: som at man ikke bør holde fast i gudskoncepter der er for forvirrende eller om at den kristne gud BARE IKKE ER FORVIRRENDE, BASTA!

Jeg er ked af at sige det.. Eller, nej – det er jeg egentlig ikke, men jeg er ked af, hvis det sårer nogen, at jeg siger det, men jeg kan simpelthen ikke opfatte Kristendommen som en monoteistisk religion.. Jeg vil ikke afvise, at der er kristne som er monoteister, kristne som ikke køber Treenigheden, men Kristendommen? Nej…

Men jeg vil forsøge at være åben.. Lad os få nogle bud på hvad monoteisme reelt er.. Er det når man kun, uden nogen tvivl, tilbeder én gud? Eller er det ok at tilbede flere forskellige personer (som man gør i kristendommen – tjek eventuelt de forskellige trosbekendelser), men siger at det er den samme gud? Kan man ligefrem tilbede flere guder, men bare holde fast på, at man er monoteist?

Hvad siger du?

Hav en dejlig dag:o)

6 kommentarer
  1. AagePK permalink

    Den dér med schweizer-kniven holder nu godt alligevel: idet Gud transmogryffer sig til Jesus èr guddommeligheden slået fra: han er menneske. For at mennesker skal have et forbillede at stræbe efter, noget, de kan forholde sig til, påtager Gud sig menneskeskikkelse. I denne form er han udsat for sult, tørst, smerte og alle mulige fristelser, og kun i glimt kommer det guddommelige til syne, som om hans følgesvende lige engang i mellem skal mindes om hans herkomst: han går på vandet og alt det der.
    Det handler altså om staging, som skal være troværdig for at holde på publikum. Meget genkendelighed, og lidt mystik. Muhammed prøvede samme metode, op gennem tiden har andre, lige nu er Korea nok det nærmeste.
    Med hensyn til Satan: i 1.Mosebog kap 6 vers 1 fortæller, at gudesønnerne tager menneskedøtre til hustruer, hvilket afstedkommer Syndfloden, bl.a., i Jobs bog optræder de som rådgivere, og blandt dem Satan. Det er altså fra den jødiske forhistorie, at Satan kommer som Guds søn, korrigér mig venligst, hvis det står anderledes beskrevet i din udgave af bibelen.
    Han beholder sin rolle fra Jobs bog og skal nu, efter at Jesus har fastet 40 dage i ørkenen, Lukas, kap 4,v 1-13, teste, om Jesus i sin menneskeskikkelse kan holde stand. Det er først senere, at Satan bliver en selvstændig konkurrerende magt, under indflydelse fra hellenismen.
    Samme sag med korsfæstelsen: det er konsekvensen af den lagte linje. Som Gud har han lagt en plan for vække jøderne, det indebærer en genfødsel som menneske, derfor må han også lide døden som et menneske. Ellers giver planen ingen mening. Så kunne han jo bare sidde på sin trone og pege én gang, og alt ville være som ønsket.
    Derfor må han dø offentligt med de dertil hørende pinsler, Judas må påtage sig sin rolle, og publikum må drage læren: her har Gud selv givet mig et forbillede, jeg kan leve efter. Det billede fastholdes i trosbekendelse, der forudsætter, at Jesus sidder ved sin faders højre hånd.
    Helligånden er sådan set bare Essensen af Gud, Guds sjæl om du vil. Da mennesket er skabt i Guds billede, forudsætter det, at Gud har en skikkelse, for at denne skikkelse skal ligne os, må den også have en sjæl, en ånd. Og den er selvklart hellig.
    Kristendommen er altså lige så monoteistisk som jødedommen og Islam er det, eller ikke er det:Der forekommer andre hellige væsner som engle i alle tre religioner, og der forekommer djævle i alle tre religioner. Men kun i den jødiske bibel angives Satan at være Guds søn. Og den jødiske bibel indgår så i den kristne; i kirken derimod har man fuldstændigt glemt det guddommelige ophav.
    Vort problem er jo, at vi er blevet så pokkers kloge, så vi ikke umiddelbart kan se det indlysende logiske i, at Gud, Jesus og Helligånden er én og den samme. Jeg håber, at jeg ateistiske menneske har gjort det lidt nemmere. Ellers må du have det sidste med:
    Gud var nu blevet godt og grundigt træt af alt det vrøvl med tegninger, krig, og en præsident, der fik fredspriser før han overhovedet var kommet i gang. Efter lidt grunden tilkaldte han Jesus: om han da ikke liiige kunne gøre ham og menneskeheden en lille tjeneste?
    “Hvis du mener, om jeg har lyst til at tage ned til jorden og blive behandlet på samme måde én gang til, må du da have spist søm!”
    Men Gud lokkede og bad, og for at glæde sin far, drog Jesus afsted. Han kom dog næsten hurtigere op end ned, møjhamrende sur og pladdervåd. Faderen spurgte forsigtigt:” Hvad skete der? Fik du dem overbevist? Lavede du ikke én af dine små undere?”
    “Jo, det var jo lige det. Men kan du forestille dig, hvad der sker, når du prøver på at gå på vandet med huller i fødderne?”

  2. Hej Aage:o)

    Tak for respons, sætter pris på denne her, for nu har du sat mig på opgave;o)..

    Jeg vil dog, fræk som jeg er, tillade mig at dele en respons op, så du får et her og et andet som jeg formulerer i et indlæg.. Det med Satan og forholdet mellem Jødedom og Kristendom, som du her bringer op, er lidt omfattende, så det vil jeg helst formulere i et indlæg.. Håber det er ok med dig:o)..

    Hvad angår Schweizerkniven, hvor du skriver:

    Jamen, hvem søren er så “gud”, mens G-D leger menneske? Er Jesus stadig gud? Og i så fald, hvordan skal man tolke hans indtrængende bønner til sig selv om nåde, en nåde han jo sådan set bare kan give sig selv, uagtet baggrunden for den.. Og hvis han ved, med sig selv, at han ikke kan blive sparet for sin skæbne, hvad er så grunden til, at han alligevel beder så indtrængende, som man oplever ham gøre det i Getsames have (hvor han er så rystet dybt inde, at han sveder blod – og det siger altså en del)?

    Og hvordan forklarer du den i forhold til trosbekendelserne, der beskriver Jesus, Faderen og Helligånden, som tre forskellige personer? Jeg citerer fra den Athanasianske trosbekendelse:

    “Men dette er den almindelige tro, at vi ærer een Gud i en trehed og treheden i en enhed uden at sammenblande personerne eller adskille væsenet. Faderens person er nemlig en for sig, Sønnens en for sig, Helligåndens en for sig.”

    Faderens, Sønnens og Helligåndens personer er ikke de samme! Vi taler altså her om et regnestykke der lyder: 1+1+1=1 og ikke 1*1*1=1.. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre..

    Og Satan indtager altså en plads som noget guddommeligt i Kristendommen, som hersker over skæbner, omend ikke på samme plan som den Treenige gud gør det, men stadig med en mulighed for at afgøre skæbner.. Han kunne oven i købet tilbyde Jesus hele verden, hvilket jo fremgår af Jesus’ møde med ham i ørkenen..

    På samme måde ser man det i den græske mytologi, med guder der var indordnet i rang, alt afhængigt af hvor stærke og indflydelsesrige de var..

    Mvh

    Ps. Hvis du læser dette, inden jeg får formuleret det lovede indlæg, så kan det være, at nogle af de svar du savner her, kommer dér i stedet:o)..

  3. AagePK permalink

    Nej, Jesus er så meget menneske, at han er nødt til at henvende sig til menneskenes gud, når det virkeligt brænder på, han kan nemlig IKKE tage magten i egen hånd. Derfor blev han jo også bevidst sendt til testeren, Satan, som her stadig er underlagt Gud, først med Paulus slår hellenismens dualitet igennem.
    I evangelierne er Jesus stadig så meget jøde, at det er den jødiske satan, der tester ham, at Jesus stadig vil bevare loven: “Jeg er ikke kommet for at nedbryde…” Jeg opfatter evangeliernes Jesus som reformatoren af jødedommen, tilbageføring til det oprindelige, kampen mod de uendeligt mange nye bud, der gjorde, at ypperstepræsterne ejede en Guds velsignelse af bade til at afvaske de heraf følgende synder af med. Og kritikken mod den deraf afledte handel med offerdyr og vekslen af penge på templets grund.
    Først med Paulus kommer det brud, der får Jesus til at fremstå som religionsstifter.
    Den athanasianske trosbekendelse møder jeg her for første gang. Jeg kan se, at den hører til folkekirkens bekendelsesskrifter, men at den ikke indgår i lithurgien. Den er åbenbart blevet til i grænseområdet mellem Spanien og Frankrig engang omkring år 500, som et led i den arianiske strid, hvor denne omfattende trosbekendelse vender sig skarpt imod arianerne.
    Men jeg ser ikke noget problem: 1+1+1 kan stadig give 1, selv om der skelnes skarpt mellem deres roller, FORDI der skelnes mellem deres roller.

  4. Godmorgen Aage:o)

    Dit sidste udsagn her, får mig til at studse, for jeg har en fornemmelse af, at du er gået lidt fejl af mit indlæg.. Jeg har – synes jeg selv;o) – hele tiden gjort klart, at jeg forholder mig til Kristendommen som religion og denne religions gudsopfattelse, hvilket bl.a. skulle fremgå af at jeg skriver:

    “Jeg vil ikke afvise, at der er kristne som er monoteister, kristne som ikke køber Treenigheden, men Kristendommen? Nej…”

    Så jeg afviser bestemt ikke, at der er kristne der opfatter Jesus som menneske, uden at være en gud.. Ligesom jeg heller ikke afviser, at der er ateister – som dig selv;o) – der ikke tror på at Jesus er en gud (jeg går ikke ud fra, at ateister overhovedet tror på en gud i det hele taget).. Men det er ikke dig/jer, jeg forholder mig til her, det er Kristendommens gudsopfattelse.. Jeg kan simpelthen ikke sætte mig og så begynde at skulle forholde mig til hvert enkelt privatindivid, der nu måtte have en opfattelse af Jesus, her i verden..

    Dog lige en respons på dette:

    Der skelnes mellem deres personer, Aage.. Og disse tre forskellige personer har, som du også skriver her, forskellige roller, rigtigt.. Men det gør dem altså ikke til den samme person.. Så vi taler altså om tre personer, ikke én person.. Du skal naturligvis være velkommen, til at have opfattelsen af, at der kun er én person i dette galleri, men det vil jo være i modstrid med den kristne trosbekendelse, ligesom det også vil være yderst inkonsistent i forhold til hvordan henholdsvis Jesus, Faderen og Helligånden fremstilles;o)..

    Mvh

  5. AagePK permalink

    Nu er jeg jo ikke teolog; men som lærer blev man jo heglet igennem af lektor Overmark, og skulle til eksamen i kristendomskundskab. Da Overmarks og min opfattelse af Johannes-evangeliets forankring i gnosticismen ikke stemte overens, måtte vi så mødes i det afgørende slag om Bjergprædikenen. Dér vandt jeg. Og siden er gnosticismen også blevet fejet væk fra Johannes.Det var allerede på vej dengang, men så langt havde Overmark ikke læst.
    Men selv om jeg altså ikke kan tale på den forsamlede kristenheds vegne, så fik Overmark dog banket én ting ind i mig: Du skal jo undervise i faget, din styrke som ateist er, at du ikke er tynget af nogen trosretning indenfor kristendommen, men kan se rimeligt kritisk-videnskabeligt på tingene.
    Og det, der bliver lært om treenigheden er, at Jesus, Gud og Helligånden er “personer” hver for sig, med hver sin kompetence, og dog samlet i ét væsen.
    Lige som din sjæl og din krop tilsammen er dig, med hver sin kompetence, i samme øjeblik de adskilles, mister de denne. I hvertfald i det jordiske liv. Ved genopstandelsen forudsættes i vide kredse, at mennesket som sådan gendannes til et liv i Paradis eller i helvede, hvorfor ligbrænding egentligt ikke er tilladt. Det er folkekirken nu gået bort fra.
    Katolikkerne kan bede til Maria eller andre helgener, der så kan gå i forbøn. Det kan protestanter ikke. Ikke engang til Jesus, der så skulle gå i forbøn hos sin fader: det er direkte til Gud; men dér kan man så henvise til de erfaringer, Jesus har samlet i sin menneskeskikkelse. Det er et resultat af Bjergprædikenen, der indeholder anvisning på den rette bøn.
    Der har dog siden udviklet sig en tradition for at bede til lige den “kompetence”, der forekommer relevant: jo mere jordnært, des sandsynligere er bønnen rettet mod Jesus-delen: i nød, i dødsangst, fordi Jesus havde prøvet det selv.
    Jeg kan altså ikke finde belæg for, at Jesus, Gud og Helligånden kan eksistere hver for sig: heri er de altså én. Men samtidigt beretter skrifterne, at de kan optræde hver for sig. Både i GT og NT. Så problemet er jo nok, at jøder nok tror på en guddommelig dimension og en åndelig dimension, men under ingen omstændigheder en menneskelig dimension.
    På trods af, at Gud vandrede på jord og besøgte Abraham og Sara og lod sig beværte.

Trackbacks & Pingbacks

  1. Den Hebraiske Bibel og Satan « Qol Yehudi – En jødisk stemme

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: