Skip to content

3. maj 2012

Dette er egentlig en introduktion til opfattelser af lov i henholdsvis Jødedom og Islam, i sammenligning med sekulær lov. Jeg tænkte at det kunne være interessant at skrive lidt om dette, da debatten om Shari’ah og dansk lov tilsyneladende interesserer en del mennesker, og da jeg netop fokuserer på lov i Jødedom og Islam, samt mødet mellem de to og det sekulære samfund, ville det vel ikke være helt uden interesse i denne kontekst.

Det følgende er en løs introduktion til emnet, så hvis I har korrektioner eller spørgsmål, er I mere end velkomne til at kommentere.

 

 

Jeg tænkte lidt over hvor det ville være godt at begynde. Jeg tror at en diskussion om forholdet til og synet på lov og dets rolle i et samfund, er et ret godt sted at starte, for mange går fejl af hvordan lov egentlig fungerer og opfattes, både af sig selv, de der definerer den, samt de der er underlagt loven.

 

F.eks. I Danmark ses loven som underlagt mennesket, men hvad mener vi præcist når vi siger at “loven” er underlagt mennesket? Er vi klar over hvad vi taler om, når vi bruger begrebet “lov”? Forstår vi hvordan “loven” er underlagt os? Udgangspunktet for enhver lovændring eller vedtagelse af nye love, er forholdet til Grundloven. Grundloven er rettesnoren og reelt set er vi underlagt Grundloven, i hvert fald i det omfang at vi kan ændre den eller dele af den, hvis det er folkets vilje, men det kræver en 2/3-dele majoritet for vedtagelsen af ændringen. Jeg kan ikke lade være med at føle, at det at vi har brug for en så stor majoritet, som også kræver at en hvis procentdel af befolkningen stemmer, gør at vi ikke helt har så meget magt over loven, som vi reelt tror at vi har. Det er klart at det stadig er mennesket der har det sidste ord, men det ender alligevel med en lidt abstrakt baggrund for hvordan det gøres. Reelt set er det Grundloven der afgør hvad vi kan vedtage af nye love og hvor meget vi kan ændre dem. Og det vil jeg lade være udgangspunktet for min sammenligning med religiøs lov, i hvert fald forsøge det.

 

Når politikerne sidder og roder med nye love, så får de – for det meste går jeg ud fra – vejledning fra jurister, der har studeret loven. Der er forskellige indgangsvinkler til hvordan man ser, tolker og forholder sig til lov – for mere om det kan jeg anbefale “Philosophy of Law: A very short introduction” af Raymond Wacks. F.eks. er loven absolut, hvad er hensigten med loven osv. Et – tror jeg – ret klart eksempel på hvordan lov bliver opfattet forskelligt i den Vestlige verden, ses ved forskellen mellem sædvaneret og kontinental lov. Den umiddelbare og lidt forsimplede forskel er, at i sædvaneret tager man udgangspunkt i tidligere domsafgørelser, hvor i mod man i kontinental lov tager udgangspunkt i kodifikationer, lov der er skrevet ned. Problemet, eller konflikten, mellem de to indgangsvinkler er, at i forhold til sædvaneret kan man se en udvikling af lov, hvor de første domskendelser bliver udført på usikker grund, men kommer til at have afgørende betydning for senere domskendelser. Under kontinental lov tages der udgangspunkt i et fastsat sæt regler, bestemmelser og love, men som kan risikeres at tolkes vidt forskelligt fra sag til sag. Sådan lidt kort fortalt.

Man kan se resultatet af de to opfattelser i den moderne konflikt mellem den jødiske reform-bevægelse, som godt nok startede i Tyskland med oplysningstiden, men som i dag er stærkest i USA og andre engelsktalende lande (som typisk forholder sig til sædvaneret), og den jødiske ortodokse verden, som typisk er stærkest i mere traditionsbundne land. Der er mange afhandlinger og diskussioner om forholdet mellem de to bevægelser (samt den konservative der er fanget imellem de to), men jeg tror at hele konfliktens kerne findes i hvordan vi opfatter lov. Jeg tror ikke at det er uden grund, at reform-bevægelsen er stærkest i lande med sædvaneret, hvor man ikke tager udgangspunkt i et fastsat sæt love som skal tolkes, men derimod hvad der er almindelig praksis. Det afspejles også i argumenterne der går for reform-bevægelsens syn på jødisk religiøs lov (Halachah), mens de ortodokse peger på diverse lovværker som afgørende udgangspunkt, der kun kan pilles ved, så vidt de selv tillader det.

 

Jeg tror at det samme stille og roligt vil gøre sig gældene med Islam, hvor vestlige muslimer vil begynde at kræve, at forhold i Shariah ændres i forhold til almindelig praksis og der ses stort på hvad klassisk fiqh-litteratur siger om det. Der er f.eks. Irshad Manji der argumenterer for en genåbning af “ijtihad,” det intellektuelle ræssonement, hvilket også støttes af andre lærde i Shariah, selv religiøse. De har så sikkert ikke helt den samme målsætning, men stadig:o). Det er en interessant udvikling, der kan ændre den muslimske verden som vi kender den, når det kommer til de religiøse forhold.

 

Tilbage til hvad jeg startede med. Som dansk lov har Grundloven som forudsætning, så har både jødisk lov (Halachah) og Shariah en “grundlov” som forudsætning, nemlig – I Jødedommen – Torah (som findes i en “dobbeltform” skreven og mundtlig, det vender jeg tilbage til) og – i Islam – al-Qur’ân og Sunnah. Det er udgangspunktet for al lov i de to religioner. Tolkningen kommer så derefter, hvilket baseres på forskellige principper, den mest udbredte (i begge religioner) er analogisk udledning, dvs. sammenfald af komparative elementer. F.eks. i Islam hvor alkohol er harâm, ikke-tilladt. I Quran er der et forbud mod vin lavet af dadler (mener jeg det er, skal lige have undersøgt det). Spørgsmålet blev så rejst, siden der står, at det er daddelvin der er forbudt, hvad så med vin lavet af druer? Det er jo noget andet? De lærde undersøgte så om der var en forklaring på hvorfor daddelvin var forbudt, hvilket der var, nemlig at man blev fuld af det. Eftersom at man også bliver fuld af druevin kunne man så lave en analogisk konklusion, netop at daddelvin er forbudt fordi man bliver fuld af det, druevin bliver man også fuld af, derfor er druevin også forbudt.
Det samme gør sig gældene i Jødedommen, hvor der også er en del andre tolkende principper, hvilke er blevet defineret som værende både 7, 13 og 32 (det finder man også i Islam), hvilket sikkert primært skyldes at opstillingen gør det nemmere at huske dem. De blev typisk overdraget og lært videre mundtligt, så det skulle være nemt at huske dem. Et andet princip, som vi finder i begge religioner, er det der i Jødedommen kaldes “kal v’homer”, “let til svært,” hvilket vil sige at hvad der er forbudt i det lette forhold også er det i det sværere forhold. F.eks. det er forbudt at håne dine forældre, baseret på det kan vi udlede at det er endnu mere forbudt at slå dem, siden det er en værre omstændighed end “bare” at svare dem igen. Og så fremdeles.

Så man kan egentlig sige, at religiøs lov og sekulær lov, i deres systematiske opstilling, er forholdsvis ens:

Demokratisk samfund

Islamisk/jødisk samfund

Lov udledt af jurister

Baseret på Grundloven

Bestemmes af folket via valg

Lov udledt af jurister

Baseret på Quran/Torah

Bestemmes af Gud

 

Der er klart, at elementet “Gud” gør hele forskellen, men det jeg vil frem til er, at udover den abstrakte størrelse der ligger bag “grundlovene,” så er der reelt ikke den store forskel i udledningen af lov i de to systemer. Det er klart at de enkelte endelig lovafgørelser er dramatisk forskellige, bl.a. fordi der er forskellige principper der går imod hinanden, som f.eks. “individdets ret til selvbestemmelse” i de demokratiske samfund i forhold til “individdets forpligtelse til fællesskabet” i de religiøse samfund. Jeg har skrevet et kort indlæg om netop det forhold, som I kan læse her.

 

Også forholdet mellem lov og samfund, samt hvor meget og definerende de to er i forhold til hinanden, er forskelligt. I de religiøse samfund går loven ind og definerer rammer for private forhold, som f.eks. at en mand og en kvinde ikke må være alene sammen i et aflåst rum (såfremt de ikke er gifte), da det kan skabe mistanke om utugtige forhold. Det har stor betydning i Islam og Jødedom, da det kan afgøre deres videre status i samfundet (i Jødedommen kan du “gifte” dig alene ved at have sex, selvom dette normalt ikke accepteres som forudsætning for et ægteskab alene). Jeg tror at den basale forskel i dette forhold er det sekulære samfunds fokus på individdets rolle og ret, mens det i det religiøse samfund fokuserer på fællesskabets forpligtelse, altså, individdet som et forpligtet medlem af fællesskabet.

 

Anbefalet litteratur:

En forfatter som er ret god at læse, hvis I vil læse introduktion til Shariah og Fiqh, er Wael B. Hallaq. Han har skrevet en del bøger om emnet, både vanskelige og lettere at læse. Især to af hans bøger, “An Introduction to Islamic Law” og “A History of Islamic Legal Theories,” kan jeg klart anbefale. Der er også Jakob Neusners og Tamara Sonns “Comparing Religion Through Law: Islam and Judaism,” der giver et ret godt komparativt billede af de to religioner, en bog som jeg har lært meget af.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: