Skip to content

Det Komparative Studie af Religion

12. juni 2012

 

En af de ting jeg har brugt en del tid på at overveje, er hvordan man reelt laver et komparativt studie af to religioner. Udgangspunktet synes nemt, at man tager to religioner og sammenligner forskellige elementer i dem, men hvad nu hvis man ikke kan sammenligne dem? Og hvordan bør man i det hele taget gøre det?

Som en del af mine forberedelse for de kommende eksamener, læste jeg en artikel af Joseph E. David, hvor han diskuterede det komparative studie af lov i Jødedom og Islam. Han påpegede at der er forskellige indgangsvinkler, ikke alle lige åbensindede, som hver især havde deres problemer. F.eks. den klassiske teori i studiet af Islam, hvor tanken er at Islam “blot” er en religion der i bund og grund består af jødiske og kristne elementer. Teorien virker ligetil, det er forholdsvist nemt at påvise at de forskellige elementer i Islam, som f.eks. metodisk tænkning i islamisk jurisprudens, kan findes i Jødedommen eller Kristendommen. Men betyder det at der er tale om “tyveri” af andre religioner? Jeg vil komme tilbage til Davids artikel.

I en anmeldelse af Jacob Neusners og Tamara Sonns “Comparing Religion Through Law: Judaism and Islam” diskuterer Bernard S. Jackson to indgangsvinkler til det komparative studie af religion, baseret på en “ekstern” og en “intern” sammenligning. Forskellen ligger i om man sammenligner “udseende” eller “essens.” F.eks. i forhold til hvorvidt en religion er monoteistisk eller polyteistisk. Tager man en ekstern indgangsvinkel er det forholdsvist nemt at sige at Kristendommen og Hinduismen ikke kan sammenlignes på det punkt, men kigger man nærmere på essensen af forståelsen af Gud og guder (i hvert fald i mere moderne tid), så ændrer billedet sig og der opstår en mere forenelig sammenligning, nemlig at den guddommelige væren er én og samme, men at den udtrykkes i forskellige “billeder,” guder.

 

Tilbage til Davids artikel. I mit fokus på studiet af jødisk og islamisk lov, har jeg valgt at fokusere (lidt) på eventuelle jødiske indflydelser, indflydelser som ikke virker helt hen i vejret. Goldziher, i hans “Introduction to Islamic Theology and Law,” påpeger at intet opstår i et vakuum og da de tidlige muslimske erobrere ofte stod med spørgsmål de ikke umiddelbart kunne svare på, som statsadministration, juridiske spørgsmål og andet, lå svaret ofte i at forholde sig til de folk, der allerede havde svaret på disse spørgsmål. I forhold til spørgsmål omkring lov, virker det ikke usandsynligt at man forholdt sig til de jødiske centre af religiøs læring der fandtes i Irak på den tid, centre der igennem århundreder havde fokuseret på spørgsmålet om tolkningen af religiøse tekster i forhold til at finde svaret på juridiske spørgsmål.

Men selvom det er sandsynligt betyder det jo ikke at det skete. For at komme nærmere på et svar, et svar som også kan kaste lys over forholdet mellem erobrer og erobrede, kommer et komparativt studie af lov i Islam og Jødedom ind i billedet. Og her kommer så problemet om hvilken indfaldsvinkel man vælger. Jeg vil tage et eksempel fra Davids artikel for at påpege problemstillingen.

I både jødisk og islamisk lov er der en erkendelse af, at religiøse dommere kan lave en fejlkendelse. Denne fejlkendelse defineres i to kategorier i begge religioner, nemlig fejl der er baseret på manglende indsigt eller kendskab til de åbenbarede kilder (den Skrevne og den Mundtlige Torah i Jødedommen, kendt i dag som henholdsvis de Fem Mosebøger og Mishnah, samt Quran og Sunnah i Islam), altså fejl der går imod det åbenbarede, samt fejl der skyldes en fejlagtig logisk udledning. I forholdet til accepten af kendelserne afvises og rettes fejl af den første kategori, og al skade, der har været påført som resultat af kendelsen, skal godtgøres. Fejl af den anden kategori accepteres og bliver ikke godtgjort, da de har en vis accept indbygget, dvs. de går ikke imod det åbenbarede.

Baseret på dette fristes man jo til at sige, at der virker til at være en indflydelse her. Princippet er omtalt i den babylonske Talmud allerede før Islams fremkomst, så siden at tanken er mere original i Jødedommen, kunne man argumentere for at muslimerne var blevet inspireret af jøderne. Men der er et problem. I forhold til den anden kategori opstår der en forskel, ikke i forhold til konsekvens eller forhold mellem de to kategorier i de to religioner, men derimod i forhold til hvordan fejlen opstår. I Talmud beskrives fejlen som skabt på grundlag af følgende: to lærde af samme niveau af autoritet (to Tannaim fra den mishnaiske periode eller to Amoraim fra den senere periode) har en uenighed i forhold til bestemmelsen af en lov, som aldrig er blevet løs. Det vil sige at den post-talmudiske jødiske dommer står med to holdninger som han kan forholde sig til. Han baserer sig så på den enes holdning, men den generelle praksis eller tradition følger den andens holdning. Problemet her er, at tradition trumfer og derfor er det en fejlkendelse af dommeren, hvis han ikke følger traditionen i spørgsmål som disse. Det er den jødiske (eller rettere sagt, den talmudiske)  forståelse. I Islam er det anderledes, her baseres det på en fejlagtig analogisk udledning (qiyas), hvor dommeren har lavet en fejl i sin “ligning” og dermed kommer frem til et forkert resultat. Her har vi altså ikke at gøre med tidligere traditioner, hvor den forkerte følges, men derimod en logisk udledning med indbygget fejl.

Min tanke her er, at naturligvis kan vi pege til en del forhold der falder sammen og det kan helt sikkert skyldes jødisk indflydelse, men det kan også skyldes en almindelig logisk udledning, at de åbenbarede kilder, naturligvis, er de mest autorative, så derfor må de ikke modsiges, mens at man har en anden kategori af fejl, der skyldes fejl i bestemmelsen, ikke baseret på manglende viden eller indsigt i det åbenbarede, men derimod i dommerens logiske valg. Men der hvor der burde være et sammenfald, i fald af indflydelse fra den ene til den anden, er der forskel på form for rationale og det kan reelt være det der viser, at muslimerne udemærket forstod at bygge et juridisk teoretisk system op, uden at skulle have “hjælp” af andre. Denne konklusion kræver naturligvis et langt større studie og forskning end det jeg har præsenteret her, mit formål udelukkende at påpege forskelle i indgangsvinkler.

 

Dette forhold er ikke kun i lov, men i alle forhold i det komparative studie af religioner. Jeg tror at man skal være meget forsigtig når man sammenligner religioner og ønsker at fastslå ting, der kræves en del studier og det er ikke kun i forholdet til subjektet studeret selv, men også i en bredere kontekst.

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: