Indvandrerne og den omvendte racisme

Lars Aslan Rasmussen, der er medlem af borgerrepræsentationen i København, påtalte i går den omvendte racisme som – mener han – ofte bliver overset i debatten om racisme. Han påpeger problemet i, at vi i Danmark ofte kun opfatter racisme som noget der er rettet fra majoriteten mod minoriteten. Og det er jeg for så vidt enig med ham i. Jeg er ikke i tvivl om at der er et problem med racisme og andre hadske holdninger blandt nogle minoriteter, ganske som der er det blandt nogle grupper af “etniske danskere,” det har jeg mærket på egen krop og jeg har hørt om det fra alt fra mange, der selv udgør en minoritet, som f.eks. homoseksuelle og kristne flygtninge. Racisme og diskrimination findes i Danmark, også blandt vore minoriteter, og den eneste måde at gøre op med det, er ved at påtale det når det forekommer og ikke at undskylde det.

Så langt er jeg enig med Aslan Rasmussen. Min uenighed opstår med hans eksempler på denne racisme, som primært er rettet mod danskere. Eksemplerne er:

– At folk med indvandrerbagrund ikke vil giftes med danskere (det baseres både på hans egen erfaring, samt en undersøgelse der viser at kun 10% af pakistanere og tyrkere vil giftes med folk med dansk bagrund).

– At et stigende antal etniske forældre vælger at sende deres børn på muslimske privatskoler.

– At man diskuterer at lave etniske plejehjem.

– At man ønsker muslimske gravpladser.

– At butikker ejet af indvandrere meget sjældent har danske ansatte.

– At mange indvandre-piger ikke kommer ud i nattelivet (i henhold til diskrimination rettet mod indvandre-drenge i nattelivet).

Aslan Rasmussen nævner, ved siden af racismen, intolerance og det er nok mere her at jeg ville lægge fokuset i de nævnte eksempler. Jeg kan godt se problemstillingen, især i forhold til ønsket/håbet om at få folk integreret, men jeg kan ikke se det som racisme. Problemet er at Aslan Rasmussen gør samme fejl, som mange andre der ønsker at påtale samfundsproblemer (og andre problemer) ofte gør, nemlig påpeger et problem, finder eksempler på problemet og laver en automatisk sammenslutning mellem motiv bag eksemplerne og det problem han fremhæver.

Her er hvor jeg stiller mig kritisk: Hvad er årsagen til disse valg?

Vælger folk med indvandrebagrund ikke at gifte sig med danskere, fordi de ikke bryder sig om danskere eller fordi de vil gifte sig med folk af egen religion og værdisæt? Et af de vigtigste fundamenter i et ægteskab er at man kan stå sammen, et fælles værdisæt er nødvendigt. Derfor er det vel ikke underligt, at en muslim ville vælge at gifte sig med en anden muslim? Aslan Rasmussen påtaler at det blandt hans indvandrevenner er mere reglen end undtagelsen, at man ikke vil gifte sig med en dansker. Jeg har ikke været tilstede under disse samtaler, men fra min egen erfaring tænker de fleste muslimske indvandre på ikke-muslimske danskere. Af alle de “etniske danskere” jeg kender der har konverteret til Islam (og som er i den giftedygtige alder), er så godt som alle gift. Og det med en muslim af ikke-dansk bagrund. Så er spørgsmålet ikke mere, om dette forhold skyldes at man vil finde en af egen religion, mere end det er et spørgsmål om at man ikke vil giftes med en dansker?

Så er der spørgsmålet om plejehjem. Igen, hvad er motivet bag? At adskille en selv fra danskere? Vil danske plejere blive udelukket fra at arbejde der? Jeg tror vitterlig ikke at vi kan tale om diskrimination eller racisme her, men mere om ønsket om at mærke en smule af sit hjemland sine sidste dage. Man vil gerne være sammen med sine “egne” og ja, jeg er med på at “sine egne” gerne skulle være den bredere danske offentlighed, men vi taler altså om folk i en alder, der trækker sig tilbage, ikke om folk der skal ud på arbejdsmarkedet eller om folk, der bør tage konstruktiv del i samfundet.

Jeg vil også stille spørgsmålstegn ved de muslimske gravpladser. Igen mener jeg at det mere er et spørgsmål om religion end noget andet. Indtil videre, fra hvad jeg er klar over, er muslimer i Danmark enten blevet transporteret til det land de kommer fra eller er blevet begravet på en særlig sektion på danske kirkegårde. Det er ikke fordi det er dansk, at man ikke vil begraves der, men fordi det ikke er muslimsk. Danskere kan også være muslimer (uanset hvor meget nogle folk insisterer på at det ikke kan lade sig gøre, realiteten er altså bare en anden). Og jeg tror egentlig at det samme gør sig gældene med valget af muslimske privatskoler, ganske ligesom nogle danske kristne vælger at sende deres børn på kristne privatskoler, eller at danske jøder vælger at sende deres børn på den jødiske privatskole. Især sidstnævnte bekræftiger mig i, at man ikke behøver at gå i en blandet skole, for at føle sig “dansk.” Det er et spørgsmål om hvad skolen lærer og hvilke værdier man promoverer. Måske bør fokuset mere ligge her, end valget af muslimsk privatskole i stedet for folkeskolen.

At størstedelen af indvandrerejede butikker ikke har ansat danskere, kan bl.a. skyldes at de ikke modtager ansøgninger fra danskere. Jeg erkender at jeg vitterlig ikke ved hvor mange danskere, der ansøger om arbejde i indvandrebutikker, så det er udelukkende en antagelse, når jeg siger at det sikkert ikke er mange. Og det er svært at ansætte folk, hvis de ikke søger om arbejdet. Det sagt, så tror jeg at en anden grund også kan være, at der er en bred grad af familieforetagende involveret. Jeg har igen ikke andet at bygge det på en antagelser, samt mit spinkle kendskab til hvordan ejerforhold og ansættelsespolitik struktureres. Ofte er det mindre foretagende, hvor der ikke er råd til mange ansatte, derfor er det primært baseret på nær familie der hjælper og arbejder for hinanden. Det gør det naturligvis svært for danskere at få arbejde i de omtalte butikker, såfremt at de søger der, men det er ikke pga. racisme, men pga. struktureringen af forholdene.

Endeligt misforholdet mellem indvandredrenge og -piger i nattelivet. Det virker lidt som om at Aslan Rasmussen ikke helt har overvejet dette eksempel i den kontekst han påtaler det. Det er et problem, såfremt at indvandrepiger bliver tvunget til at blive hjemme mod deres vilje, afhængigt af alder, men det er vel ikke et forhold der har at gøre med racisme rettet fra indvandrere mod danskere at gøre? Igen, vi bliver nødt til at fokusere på baggrunden for dette misforhold. Forholder indvandrepiger sig anderledes til det at gå ud end danske piger og indvandredrenge? I så fald kan det jo være grunden. Vi kan jo ikke tvinge folk til at gå ud, bare for at fjerne et misforhold (hvis altså vi overhovedet kan omtale dette som “misforhold”). Er det fordi at indvandreforældre giver deres drenge mere snor end deres piger? Det er jo igen ikke racisme, men forskelsbehandling af drenge og piger, noget som også forekommer i danske familier, omend muligvis under andre forhold, som f.eks. hvad man giver dem af legetøj, mm.

Det er lidt ærgerligt at Aslan Rasmussen vælger lige netop disse eksempler i hans påtale af noget, som sikkert er et større problem end man lige forventer. Men disse fejl skyldes nogle fejlslutninger, som at når en muslim vil giftes med en anden muslim, så vil han/hun ikke giftes med en dansker. Det er min erfaring at det vil muslimen gerne, så længe danskeren også er muslim. Sammenkoblingen mellem valg af religion og fravalg af etnicitet forekommer ofte, men det er en forkert sammenkobling.

En anden fejl han laver er at konkludere hvad motiverne for folks handlinger er. Han tager objektive og subjektive forhold, og blander dem sammen, for så at lave en konklusion om noget han reelt ikke har indsigt i. Skal vi påtale racisme og intolerance i de forskellige grupper, bliver vi nødt til at være langt mere sikre på hvad vi taler om. Vi bliver nødt til at forholde os til klare udsagn, ikke gætterier om hvad folk “sikkert tænker,” når de gør hvad de gør. Og vi må begynde at indse, at det at forholde sig til religion som kriterie i forhold til hvem man vil gifte sig med, ikke er lig med at man vælger på baggrund af etnicitet. Det er muligvis, for nogle, stadig et misforstået kriterie at basere sit valg på, men det er ikke et spørgsmål om racisme, lige så lidt som det at ikke at ville spise gris, kan tolkes som racisme mod danskere.

Men jeg er dog glad for, at der er nogen der indser at racisme og intolerance ikke er en en-vejs hændelse, men kan gå begge veje. Og vi bliver nødt til at forholde os til det, uanset hvem der er formidler og hvem der er genstand for racismen eller intolerancen.