Skip to content

Det israelske valg og den nye fredsbevægelse

3. november 2012

Bragt på Religion.dk 9/11-2012

 

Valgkampen i Israel er i fuld gang og med den også de mange analyser af hvad resultatet vil blive og betyde for den nærmeste og mere fjerne fremtid, både i Israel og det bredere Mellemøsten. Et af de stærkeste emner er muligheden for iransk erhvervelse af nok uran til at fremstille en eller flere atombomber, et andet er den interne økonomi i Israel. Fredsprocessen med palæstinenserne er selvfølgelig også debatteret  men ikke så kraftigt som der ellers er tradition for, hvilket primært skyldes to årsager: a) at israelere generelt ikke føler negative konsekvenser af status quo – udover daglige raketangreb fra Gaza, samt b) at Iran menes at udgøre en langt større trussel, end risikoen for en ny palæstinensisk intifada. Dette styrkes endvidere af at angrebene fra Gaza – i kombination med truslen fra Hizbullah i Libanon – mere ses som en del af kampen mod Iran, end et israelsk-palæstinensisk anliggende, omend de to ikke helt kan adskilles.

Dette har ført til et mindre fokus på fredsprocessen med palæstinenserne, ligesom de mere venstredrejede partier i Israel, også arbejderpartiet ledet af Shelly Yachimovich, fremstår mindre kritiske i forhold til bosætter-bevægelsen, samt en eventuel konsekvens for bosættelserne på Vestbredden i forhold til oprettelsen af en fremtidig palæstinensisk stat. Dette skal naturligvis først og fremmest ses i forhold til ønsket om stemmer, men også at der er en generel konsensus om, at Israel står over for større problemer end spørgsmålet om fred med palæstinenserne. Der tales om nødvendigheden for samtaler med Mahmoud Abbas, men nogen større politisk vilje til at fremme samtalerne ses ikke. Politikkerne har givet op, forventningerne fra Israel kan ikke forenes med forventningerne fra palæstinenserne. Israels sikkerhed – der er ét af kerneprincipperne i den israelske argumentation, kan ikke forenes med palæstinensernes krav om anstændighed og selvstyre.

Betyder det, at fredsprocessen er lagt til side på ubestemt tid, hvis ikke fuldstændig død? På ingen måde. Det er sandt at pt. er der ikke stor politisk vilje til at forhandle med palæstinenserne, men dette skyldes først og fremmest, at man ser større udfordringer end palæstinenserne, ikke at man ikke gider at forhandle med dem. Men noget som der ikke tales så meget om uden for Israel, er den nye fredsbevægelse, der ikke er fremmet af venstreorienterede partier eller organisationer, men af religiøse partier og grupper, som sædvanligvis anses som værende imod netop fred med palæstinenserne og for bosættelserne. Én prominent figur i bestræbelserne for dialog mellem arabere og jøder, er den danskfødte rabbiner og tidligere kandidat i Knesset, Michael Melchior, som fører en konsekvent kamp for dette, bl.a. med oprettelsen af Citizens’ Accord Forum Between Jews and Arabs in Israel (CAF) og Mosaica, begge organisationer som han stadig deltager i. I den senere tid er han igen blevet aktiv for promoveringen af dialog, bl.a. via interviews, hvor et af de mere omdiskuterede interviews var hans insisteren på, at den muslimske verden er klar til fred.
Også blandt bosætterne er der fredsinitiativer. Mest kendt er Eretz Shalom, ledet af rabbiner Menachem Froman fra bosættelsen Tekoa, der promoverer sameksistens mellem jøder og palæstinensere og – som R. Melchior – har mødtes med flere ledere af islamiske grupper, der ellers antages at være stærkt antisemitiske, bl.a. nu afdøde Sheikh Ahmad Yassin. R. Froman og hans disciple forsøger med en aktivistisk politik, at forbedre forholdene mellem jøder og palæstinensere, bl.a. ved hjælp af olivenhøst samt i tilfælde af juridiske problemer, hvilket for nyligt førte til, at seks palæstinensiske landsbyer i Gush Etzion-regionen (sydøst for Jerusalem og en del af Area C) kunne få byggetilladelse af de israelske myndigheder.
Og selv Shas, der ellers er kendt som et anti-arabisk parti i nogle kredse, er begyndt at arbejde for sameksistens, hvilket kan ses af et nyere initiativ, hvor en række rabbinere har modtaget undervisning om Islam og mødtes med en række palæstinensiske repræsentanter, ikke kun muslimer men også kristne, som for nyligt da Latrun-klosteret oplevede hærværk, hvorefter R. Menachem Shem Tov besøgte klosteret som protest mod vandaliseringen, hvilket blev modtaget med en hvis forundring blandt visse sekulære kredse i Israel.

Også fra muslimsk side er der initiativer, hvilket bl.a. kan ses af Qadi Iyyad Zahalkas dialog-opsøgende attitude og argumentering for en mere minoritetsvenlig islamisk lovgivning, kendt som Fiqh al-Aqalliyyat, ligesom Sheikh Raed Abdallah Badr, fra den Islamistiske Bevægelse i Israel, tog stærkt afstand fra al terror, efter mordene i Itamar bosættelsen.

Der er en lang række organisationer og initiativer, der pt. forsøger at skabe dialog og positive attituder mellem jøder og palæstinensere i Israel. Interessant nok er majoriteten af disse organisationer baseret på en religiøs forståelse af mennesket som skabt af Gud, med argumentet om fred og dialog mellem religionerne, frem for had og krig. Det er en positiv religiøs fredsbevægelse vi vidner, som baserer sig på samarbejde, dialog og gensidige tværreligiøse initiativer, frem for den traditionelle ensidige aktivistiske fremgang, der typisk er set fra de sekulære bevægelser, hvor fokusset var mere negativt rettet mod én gruppes opførsel. Det er en ny diskurs, hvor fokusset er positivt fremadrettet, frem for negativt bagudrettet. Og det er en ny bevægelse, hvor det først og fremmest er det personlige møde mellem mennesker der tæller, frem for store politiske idéer, der alligevel ikke ender med noget. Det er en ny bevægelse, der skaber forudsætningen for at de politiske initiativer, kan blive til mere end bare tom snak.

Vi vil ikke se et større politisk fokus på promoveringen af dialog og sameksistens, især ikke fra de sekulære partier, der tilsyneladende har glemt vigtigheden af religion i regionen, men derimod fra de nye religiøse fredsbevægelser og initiativer, og det virker mere effektivt, da de baserer sig på et fælles anderkendt princip, vigtigheden af Gud i enhver beslutning der måtte tages. Det er religionen og vigtigheden af denne, der kan samle jøder og palæstinensere, ikke de to principper om sikkerhed for Israel og anstændighed og frihed for palæstinenserne, som ikke virker til at kunne forenes.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: