Skip to content

Fyret for ikke at ville arbejde søndag

12. november 2012

En kristen, John Nørlund, er blevet fyret fra sit arbejde i Stark, efter at have afvist at arbejde på søndage. Beslutningen kommer efter at butikken besluttede at holde søndagsåbent og have meddelt sine medarbejdere om dette via en skrivelse, hvor medarbejderne også blev bedt om at underskrive på en accept af, at arbejde søndage eller ikke at underskreve, hvor Nørlund valgte det sidste. Dette førte så til en samtale, hvorefter han blev fyret.

Dette minder om sagen, hvor en muslim blev presset til at smage på svinekød, som en del af sin kokkeuddannelse, begge sager der konflikter mellem en arbejdsplads’ eller uddannelsesteds interesser, samt individdets religiøse overbevisning, hvor der tilsyneladende ikke kan findes en mindelig løsning mellem parterne. I det første tilfælde har vi sikkert ikke hørt det sidste i sagen endnu, men i det sidste tilfælde blev skolen dømt til en erstatning på 75.000 kr., noget der viser at individers religiøse overbevisning har en hvis berettigelse, også når institutionen mener noget andet.

Dette minder mig også om mine egne oplevelser som religiøs jøde, både i forhold til at blive religiøs og skulle konfrontere mit arbejdssted med dette, samt at finde arbejde nye steder, hvor dette ville blive af afgørende betydning. Jeg har arbejdet en årrække for McDonald’s, både som medarbejder og leder, og det var her jeg blev religiøs, hvilket betød at jeg ikke kunne spise maden dér, ligesom jeg ikke kunne arbejde fra fredag aften til lørdag aften. Jeg var ikke den eneste religiøse dér, vi havde også religiøse muslimer, som havde nogle af de samme problematikker jeg selv havde, men jeg mindes ikke at folk blev fyret for det nogen sinde, tværtimod er det min oplevelse, at McDonald’s formår hvad Stark ikke formåede, at finde en mindelig løsning, hvor begge parter var anderkendt på forskellige måder. Muslimske piger der ville bære tørklæde – i tilfælde hvor der var bekymring om uniformen – fik et tørklæde med McDonald’s logo (for det meste fik de dog lov til at bære et neutralt tørklæde), muslimer (og mig som jøde), der ville bede, bad i pausen hvor der var mulighed for det. For mit eget tilfælde var Shabbaten det største problem, hvilket mindeligt blev løst ved at jeg accepterede at arbejde på helligdage og tidlige søndage, hvor andre foretrak at have fri, hvilket passede alle.

Ved Nørlunds og Starks sag er det dog et anderledes tilfælde, nemlig at her har vi med en kristen at gøre, der ser søndagen som jøder ser lørdagen, nemlig som hellig og ikke tilladt for arbejde, hvilket er interessant. Jeg ved ikke hvilken kristen trosretning han følger, det fremgår ikke, men hans opfattelse af søndagen er ikke normativ, hvilket kunne have været en årsag til, at Stark ikke ville forholde sig til hans holdning. De fleste kristne i Danmark har som udgangspunkt ikke et problem med at arbejde søndag og – som artiklen også nævner – de fleste danskere opfatter slet ikke søndagen som hellig, men som en decideret fridag, der kan bruges til sekulære ting. Derfor har det også måtte virket sært for Stark, omend jeg tror at de kunne have relateret til Nørlunds ønske på anderledes vis.

Disse eksempler fører unægteligt til diskussionen om religionens rolle i Danmark. Det er ikke kun muslimer og et mindretal af religiøse jøder, der fastholder deres religiøse værdier, men også et mindretal af danske (og sikkert også udenlandske) kristne, som ser religionen som mere end bare en spirituel ting i deres tilværelse. De er bestemt et mindretal, men med tanke på sagen i Kokkedal om juletræet, hvor det forventes at flertallet skal tage hensyn til mindretallet, hvordan vil Danmark i fremtiden tage hensyn til sit eget religiøse mindretal? Ikke kun kristne danskere, men også danskere der konverterer til Islam (eller andre religioner), som opfattes som pludseligt at træde ud af gruppen og påtage sig vaner, som for nogle kan virke “udanske”?

Jeg tror at det er et emne, der bliver mere og mere diskuteret, ikke kun i forhold til muslimer (danske konvertitter inkluderet) kontra det omgivende danske samfund, men også danske (og udenlandske) kristne i forhold til det omgivende sekulære samfund, ligesom vi allerede oplever det “kristne” kontra det “muslimske”, omend jeg mest ser dette som en del af den første diskurs, det “danske” kontra det “muslimske”.

Som det er nu, er Danmark ikke helt klædt på til disse diskussioner. Fornemmelsen for vigtigheden af religion i folks liv, er noget man har set lidt skævt til, noget der tilhører privaten. Stille og roligt er man ved at vænne sig til, at muslimer har en anderledes holdning til dette, selvom der stadig føres kraftige diskussioner om dette. Interessant bliver det at se, hvordan reaktionen bliver, når og hvis danske kristne insisterer på en kraftigere profilering af deres religion i samfundet.

From → religion, Samfund

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: