Skip to content

Den Palæstinensiske minoritet i Israel

Jeg skrev denne opgave til Moderne Mellemøsthistorie i første semester.. Jeg bestod, men den var ikke karaktergivende..

Den palæstinensiske minoritet i Israel

Indholdsfortegnelse

Introduktion………………………………………………………………………………… 2
Skabelsen af en arabisk minoritet………………………………………………………………………………. 3
Den politiske udvikling………………………………………………………………………………………. 4
En analysering af forholdene for de israelske arabere…………………………………………………… 4
Arbejde og fattigdom…………………………………………………………………………………………. 5
Betydningen af de to intifadaer……………………………………………………………………………. 7
Acco………………………………………………………………………………………………………………… 8
Selvforståelse……………………………………………………………………………………………………. 10
Opsumering af analyseringen………………………………………………………………………………. 11
Kan Israel bestå som en demokratisk jødisk stat?………………………………………………………… 12
Litteraturliste………………………………………………………………………………………………………….. 15

Introduktion

I denne opgave vil jeg skrive om forholdene for den israelsk-arabiske minoritet og komme ind på deres betydning for staten Israel. Det vil jeg gøre ved først at beskrive forholdene for oprettelsen af en arabisk-palæstinensisk minoritet. Derefter vil jeg analysere dennes forhold i Israel i dag. Og endeligt vil jeg vudere om man kan opretholde en jødisk demokratisk stat, set i lyset af den israelsk-arabiske minoritets tilstedeværelse i Israel.

Israel i dag, er i vid udstrækning et land der mere består af minoriteter end af en reel majoritet. Man kan naturligvis tale om etniske primærgrupperne jøder, araber, armenere og så videre, men de er så tilgengæld delt op i en masse sekundærgrupper; azhkenasier[1], sfaradier[2], mizrahim[3] for jødernes vedkommende, kristne, muslimer, drusere og beduiner for arabernes vedkommende og så videre. Derfor kan det være en lidt underligt at tale om en minoritet i forhold til de andre, for hvordan definerer man en minoritet og en majoritet under disse forhold? Hvem er majoriteten og hvorfor er lige netop de kendetegnet ved at udgøre en majoritet? Jeg vil dog mene at man godt kan tale om en jødisk majoritet og en arabisk minoritet, så det er mit udgangspunkt for denne opgave.

Skabelsen af en arabisk minoritet

Tiden op til oprettelsen af staten Israel i 1948, bestod af konflikter mellem arabere og jøder i det der i dag udgør Israel, Gaza og Vestbredden. Det førte til en anspændt atmosfære som mundede ud i store flygtningestrømme under krigen mellem Israel og de arabiske naboer i 1948, hvor ca. 750.000 arabere flygtede til henholdsvis Libanon, Jordan, Gaza og Vestbredden. De arabere der blev tilbage udgør i dag fire grupper i Israel: Drusere, beduiner, kristne og muslimske palæstinensere[4]. Jeg vil i denne opgave fokusere udelukkende på de kristne og muslimske palæstinensere, da druserne og beduinerne udgør en gruppe af arabere, der har en anderledes arabisk kultur og baggrund. Jeg vil i resten af opgaven have de palæstinensiske arabere (både kristne og muslimer) i tankerne når jeg taler om ”arabere”, medmindre andet er angivet.

Efter krigen skulle de tilbageblivende arabere til at finde deres plads i den nyoprettede stat. Hvor druserne og beduinerne med tiden fik positive pladser i det israelske samfund, bl.a. via deres ønske om at deltage i det israelske forsvar Tzahal[5], havde den palæstinensiske minoritet det sværere med at blive en del af det israelske samfund. Det hjalp heller ikke yderligere at araberne boede i isolerede bysamfund, der i vid udstrækning holdt fast i stammeformerne og ikke blev integrerede i det israelske samfund. Dette skyldtes enten en modvilje mod, eller mangel på evne til, at integrere araberne, fra begge sider. For Israels vedkommende har målet været en jødisk demokratisk stat, som ikke nødvendigvis har haft det udtalte ønske om at holde araberne uden for dette demokrati, men dog forventet at de ville udgøre et konstant lille mindretal[6]. På trods af dette har der været og stadig er elementer i staten, der ønsker araberne helt ud af Israel, samtidigt med at araberne i Israel har forholdt sig lettere lunkent i forhold til statens berettigelse og deres egen rolle i staten. Hvor meget de to faktorer har haft af styrke, har dog varieret gennem tiden, specielt i forhold til Israels politik i forhold til selvstyreområderne eller omvendt.

Den politiske udvikling

Araberne fik fra starten adgang til at deltage i de politiske processer i Israel, men grundet manglende overordnet ledelse araberne imellem, har det ikke været muligt for araberne at få nogen reel politisk gennemslagskraft, hvilket udmøntede sig i at de diverse arabiske politiske partier enten opstillede i alliance med større jødiske partier som de delte politiske holdninger med, eller slet ikke fik nogen reel rolle, uagtet at de blev valgt ind i Knesset. Senerehen førte det da til en mere fast politisk struktur hos araberne, hvilket i dag har udmøntet sig i primært fem arabiske partier: Hadash, Balad, Maki, Ta’al, Ra’am.

Israel kunne i 2007 også opleve sin første arabiske minister; Raleb Majadele, som stillede op for Labour. En opstilling som også blev et bevis på at det ikke er hele Israel der har forliget sig med at araberne udgør en del af det israelske samfund, da der blev protesteret kraftigt mod Majadele som minister, fra Israel Beyteenus side.

En analysering af forholdene for de israelske arabere

Når man taler om forholdene for den palæstinensiske minoritet, er det vigtigt at man holder sig for øje, at det ikke er en entydig størrelse. Der er forskel på om man er fra Yaffo, Umm al-Fahem, Natzerat, Haifa eller Øst-Jerusalem[7]. Ydermere er der forskel på om man er religiøs eller ikke-religiøs, om man definerer sig i forhold til staten Israel eller Palæstina, og så videre[8]. Man kan opleve at en araber til én person vil sige at han er israelsk arabere, mens han til en anden vil sige at han er palæstinenser. Det kan også skifte alt afhængigt af situationen, om det er til en demonstration imod den israelske regering eller i en tale over emnet ”araber i Israel”. Den samme araber kan f.eks. i en samtale om palæstinenserne i territorierne omtale dem som hans ”palæstinensiske brødre og søstre” og sig selv som palæstinenser, mens han i en samtale om araberes rettigheder i Israel, kan omtale sig selv som israelsk araber eller israelsk statsborger. Dette betyder dog ikke at han ser det som to forskellige begreber eller at han bruger en form for syntaks der skal understøtte en skjult agenda, det skyldes at man som araber i Israel ofte er fanget mellem flere identiteter.

Som det er i dag, kan det ikke benægtes at araberne i Israel oplever en forskelsbehandling i forhold til både den jødiske majoritet samt de andre israelske minoriteter. Det er uagtet om det er i forhold til at få byggetilladelser, køb af ejendom eller uddannelse. Et af de største og mest essentielle spørgsmål, når man taler om diskriminering af den arabiske minoritet, opstår når man taler om Israel som en jødisk stat. Dette spørgsmål vil blive dækket senere.

Arbejde og fattigdom

De arabiske familier har oplevet en stigende fattigdom (52 % af de arabiske familier levede i fattigdom i 2005, hvor tallet steg til 54 % i 2006[9]), mens jødiske familier er har oplevet det modsatte (14,7 % i 2006 mod 15,9 % i 2005). Samtidigt er der stor arbejdsløshed blandt araberne. Mossawa oplyser at kun 59 % af alle arbejdsduelige arabiske mænd har arbejdet og for kvindernes vedkommende er tallet helt nede på 18 % (mod 56 % for de jødiske ditto). Dette skaber naturligvis en skævvridning i samfundet, en skævvridning som Mossawa giver den israelske stat skylden for. Jeg er til dels enig med dem, omend jeg ikke vil pege ensidigt på den israelske stat som skyldig faktor for det lave antal af arbejdende arabiske kvinder, da det kan skyldes flere faktorer, bl.a. kulturel opdragelse af at kvinden skal blive i hjemmet.

Dog er det bemærkelsesværdigt at se den lave andel af arabiske ansatte i offentlige erhverv. Tager man udgangspunkt i procentdelen af arabiske indbyggere (knap 20 %), så forstår man godt at Mossawa beklager sig over følgende tal:

Det er dog positivt at erfare, at tallet af arabiske ansatte er stigende. Hvis man kigger på ministeriernes ansatte, så ser det ikke meget bedre ud:

Alle ministerierne, pånær lige indenrigsministeriet, lider af en meget lav repræsentation af arabiske ansatte. Man kan naturligvis argumentere, at man ikke på den måde kan styre hvor mange ansatte af en bestemt gruppe, de forskellige arbejdsgivere skal sørge for, men det er bemærkelsesværdigt hvor udtalt denne underrepræsentation af arabiske ansatte er i ministerierne, som trods alt burde være eksemplet for resten af landet, når det kommer til accepten af landets minoriteter.

Når man tager dette i betragtning, så kan det vel ikke undre at flere og flere arabere føler sig fremmedgjorte i forhold til den israelske stat. Når ikke engang deres regering vil sørge for at de bliver repræsenteret på retfærdig vis, kan man så forvente at det vil være meget anderledes blandt de private virksomheder?

Betydningen af de to intifadaer

Det interessante ved de to intifadaer[10] er ikke så meget omfanget, men forskellen i udtryk blandt de israelske arabere. Hvor den første var en meget passiv opstand, var den anden meget mere lig palæstinensernes i selvstyreområderne. Hvorfor denne forskel? Umiddelbart er det de samme forhold araberne lever under op til begge opstandene. Gust meddeler i sin rapport[11] at de oftes nævnte årsager til den anden intifada er:

  1. Diskriminationen som araberne var blevet udsat for.
  2. Skuffelse over Ehud Baraks regering.
  3. Den religiøse betydning omkring al-Aqsa sagen[12].
  4. Den arabisk-nationalistiske betydning og empati med palæstinenserne i de besatte territorier.
  5. Den stigende vrede over det israelske politi og deres vanemæssige praksis mod arabiske israelere.

Gust skriver:

These explanations seem valid, but they beg the question of why the Israeli Arabs failed to play a significant role in the first intifada? Between 1948 and the first intifada in 1987, the above explanations were applicable in everyday Israeli Arab life except for the disappointment with Ehud Barak’s government and the al-Aqsa Issue.

Det der gjorde udslaget, var skuffelsen over Baraks løfter op til valgsejren i ’99, som bl.a. blev mulig takket være de arabiske stemmer, og så hårdheden som det israelske politi gik frem med i forhold til demonstrationerne, bl.a. brugen af skarp skydts. Det førte til at de israelske arabere gik bort fra tidligere passiv modstand, til at svare med vold.

Det er netop brugen af vold i opstanden, der gjorde den anden intifada til en kile mellem israelske arabere og resten af israelerne, da volden bekræftede de, blandt israelerne, som mente at man bør forstærke sikkerhedsinstanserne i Israel, primært i forhold til palæstinenserne i selvstyreområderne, men også i forhold til de israelske arabere. Et forsøg fra palæstinensiske akademikere på at dæmme op om volden og lave en modbevægelse ca. to år inde i intifadaen[13], fik ikke succés. På trods af at de havde set de gode resultater af den fredelige opstand i ’87, fik de ikke opbakning blandt araberne, hverken i Israel eller i selvstyreområderne. De primære årsager var, at de for det første var støttet af EU og for det andet manglede generel anseelse. Mange følte at underskriverne havde skjulte motiver for begæringen. Gust citerer en studenterleder fra PFLP for at sige:

Those are the people whose interests are connected with the existence of the occupation. During peacetime, they are living a good life and working well, but when there is resistance, it works against their interests, they gain nothing.

Dog var forholdene for de israelske arabere forskellige fra de palæstinensiske arabere. Hvor intifadaen fortsatte som en voldelig opstand i selvstyreterritorerne, faldt det i sig selv igen blandt de israelske arabere, som vendte tilbage til de politiske partier eller, ikke mindst, de religiøse bevægelser, og via dem kæmpede mod statens politik.

Uagtet at der var den forskel på den anden intifada mellem de israelske og palæstinensiske arabere, og underskrivelsen af Petition of the 55, så kunne det ikke forhindre en større splittelse mellem den israelsk-arabiske minoritet og den jødiske majoritet. En splittelse der ikke er blevet mindre i løbet af de sidste fem år, uagtet indsættelsen af Majadele som minister i 2007, hvilket urolighederne i Acco, september 2008, bl.a. er et bevis på.

Acco

Onsdag d. 8/10-08. For mange en dato som så mange andre. For jøder over hele verden er denne dato også kendt som Tishri 10, Yom Kippur, den helligste dag i jødedommen, hvor jøder forsoner sig med sin næste og, ikke mindst, med G-D[14]. Lige netop denne aften, forekom der en begivenhed der fik Acco til at eksplodere med rystelser der kunne mærkes ud over hele Israel. Jamal Taufik, en israelsk araber bosiddende i Acco, kørte ind i et jødisk kvarter for angiveligt at hente sin datter. Ifølge øjenvidner, skulle Jamal have været beruset, kørt hensynsløst og stoppet midt i det jødiske kvarter og spillet højt musik, på en aften hvor jøder faster og forbyder brug af elektrisk apparatur. Jamal selv fastholdte konsekvent at han ikke havde gjort noget, men tilbød dog at undskylde hvis han havde været skyld i hvad der var sket. Uagtet om han havde til sinde at provokere eller ej, blev en gruppe religiøse jøder dog provokeret nok til at de angreb Jamal, som måtte søge tilflugt hos nogle bekendte i nærheden. Uheldigvis bredte nyheden sig blandt arabere om at Jamal var blevet dræbt af jøderne, en nyhed der blev spredt via den lokale moské, som førte til at flere hundrede arabere gik på gaderne og smadrede omkring 40 jødiske butikker og ca. 100 biler. Dette blev så besvaret af optøjer og angreb fra jødisk side og sådan bølgede det frem og tilbage i løbet af de følgende dage, mens politiet og diverse nobaliteter forsøgte at få gemytterne i ro. Fra begge sider kom der beskyldninger om bevidste manipulationerne fra den modsatte side og anklager om pogromer.

Optøjerne kom som et chok for den almindelige beboer i Acco, specielt de i de blandede kvarterer som er vant til at omgåes hinanden, men fra andre blev det dog fortalt at stemningen havde været bygget op over en længere periode. Ifølge Electronic Intifada, skulle Abbas Zakour[15] have kontaktet ministeren for offentlig sikkerhed allerede inden hændelsen[16].

Samtidigt er der en overbevisning blandt de jødiske indbyggere om, at provokationen og optøjerne var planlagt I forvejen. I en artikel i NY Times[17], skrives om en beboer ved navn Hanna Tibi:

Ms. Tibi said she was “a thousand percent” sure that the subsequent raid by masked Arabs was planned in advance, adding that the husband of a good friend had been beaten up by 10 of them.

Acco som ellers er en by, hvor jøder og araber lever fredeligt side om side, illustrerer her meget godt den voksende kløft og mistro der er mellem israelske arabere og jøder. Der er naturligvis forskel fra by til by, hvor slemt dette er, alt afhængigt af situation for de bosiddende arabere, samt antallet af dem i forhold til jøder. Bl.a. er Yaffo mere afslappet, og man kan bl.a. opleve et stunt a lá Michael Kleiners[18], da han stillede sig op midt i Yaffo og tilbød de lokale arabere at flytte væk fra Israel mod betaling[19], uden at det førte til optøjer, hvor i mod man roligt kunne regne med at det ville være sket, hvis det samme havde forekommet i Østjerusalem.

Selvforståelse

I alt dette er det også interessant at se på hvordan de israelske arabere overhovedet identificerer sig selv og om dette kan have betydning for deres status i Israel. Ifølge Louër svarede 70 % af de udspurgte arabere i en undersøgelse i år 2000, at de opfattede sig selv som palæstinensere, mens kun 15 % af de udspurgte opfattede sig som israelere[20]. Der er ingen grund til at antage at andelen af arabere der opfatter sig som israelere, er steget siden, når man tager den anden intifada og andre begivenheder i tanke, men jeg har desværre ikke kunne finde nyere undersøgelser af samme slags. Desværre er denne udvikling jo desværre nok selvforstærkende, for jo mere araberne opfatter sig som palæstinensere istedet for israelere, jo mere vil visse gruppe pege på at de er en risiko for Israel inden i Israel og dermed argumentere for en større bevågenhed overfor araberne i Israel, hvilket så igen bare vil forstærke følelsen af fremmedgørelse blandt araberne.

Det, blandet med den faldende tillid til det politiske system blandt araberne, marginaliserer araberne mere og mere. Spørgsmålet er hvor meget og hvor lang tid de vil føle sig forpligtet i forhold til Israel. Azmi Bishara[21] udtaler bl.a.:

We got citizenship in order to stay in our land in 1948 after most of our people were driven out into exile. The people who stayed here did not immigrate here, this is our country. That is why you cannot deal with us on issues of loyalty. This state came here and was enforced on the ruins of my nation. I accepted citizenship to be able to live here, and I will not do anything, security-wise, against the state. I am not going to conspire against the state, but you cannot ask me every day if I am loyal to the state. Citizenship demands from me to be loyal to the law, but not to the values or ideologies of the state. It is enough to be loyal to the law.[22]

Men spørgsmålet er hvor meget de israelske arabere identificerer sig som palæstinensere og hvor lidt de identificerer sig som israelere. Én ting er at de sympatiserer med palæstinenserne i områderne og opfatter sig som palæstinensere i protest mod Israels behandling af dem, noget helt andet er om de reelt vil leve i en palæstinensisk stat i stedet for i en israelsk jødisk stat. Gust mener bl.a. at så længe de israelske arabere oplever bedre leveforhold end deres palæstinensiske brødre og søstre i områderne, så vil de ikke fuldt ud opfatte sig som palæstinensere. Israelske arabere søger ikke, på samme måde som de palæstinensiske ditto, en oprettelse af en selvstændig stat som mål, men derimod lige rettigheder, uddannelse og økonomiske muligheder på lige fod med resten af den israelske befolkning. Flere undersøgelser viser endda at langt de fleste israelske arabere vil foretrække at bo i Israel frem for en fremtidig palæstinensisk stat.

Så man kan formode at størstedelen af de israelske arabere i bund og grund er kommet til at føle et tilhørsforhold til Israel, på trods af deres forhold og de kontroverser der er mellem araberne og jøderne i Israel. Dette tilhørsforhold kan yderligere styrkes ved forbedringen af arabernes forhold og en generel attitude hos det officielle Israel der viser at de opfatter araberne som lige så israelske som jødiske israelere.

Opsumering af analyseringen

Når alt dette er sagt, så må man konkludere at israelske arabere, på trods af at de uden tvivl er blandt de bedst stillede arabere i Mellemøsten, ikke oplever lige rettigheder og levevilkår i Israel. Dette er stor grad begrundet i en manglende indsats fra den israelske stats side, uagtet om det er bevidst eller ej, og bør forbedres hvis staten vitterligt ønsker at en israelsk arabisk minoritet der er en del af staten, istedet for en palæstinensisk minoritet der føler sig marginaliseret og fremmedgjort af staten.

Man kan diskutere hvor meget araberne selv er skyld i marginaliseringen, der kan bl.a. peges på drusernes og beduinernes forhold i staten, som bl.a. skyldes deres egen vilje og attitude i forhold til samarbejder og ”underlæggelse” i forhold til staten (underlæggelse i anførselstegn, da det er et meget negativtladet ord i hele denne sammenhæng, men enhver der vil være en del af et samfund, må reelt underlæggelse sig fællesskabets gode, hvis man fuldt ud vil tage del i det). Man kan bl.a. se drusernes krav om at deltage i militærtjeneste som en vej til anderkendelse som gruppe. Der er naturligvis en masse etiske og sikkerhedsmæssige hensyn blandet ind i dette, f.eks. er det almindelige etik i de forskellige hærstyrker verden over, at man ikke involverer folk i slag, hvor de er personligt tilknyttet til fjenden, dette er ikke kun i Israel, hvor det dog er temmelig udtalt, når man tænker på de tætte bånd mellem de israelske og palæstinensiske arabere. Istedet for aktiv militærtjeneste i kampstyrker og/eller andre styrker der kunne skabe et penibelt spørgsmål i hensyn til etik og sikkerhed, er der andre måder de kunne udtjene værnepligt. Det kunne være ambulance/brandværns-tjeneste eller anden nødhjælpsfunktion.

Så jeg vil mene at der kan gøres noget fra begge sider. Ledere blandt israelske arabere, bør være deres ansvar som repræsentanter for den arabiske minoritet bevidst. Når man ser på en person som Azmi Bishara og hans rejse til Syrien, hvor han gav udtryk for støtte til Hizbullah, så er det ikke med til at forbedre forholdene for israelske arabere. Derimod er det positivt når en person som Ghaled Majadele bliver udnævnt som minister, hvilket viser at det kan lade sig gøre, selvom man er araber.

Kan Israel bestå som en demokratisk jødisk stat?

Dette er et interessant, men også svært, spørgsmål. Hvordan definerer man ”demokrati”? Hvordan definerer Israel ”demokrati” Er demokrati alene en form for flertalsdiktatur, hvor flertallet bestemmer? I så fald så kan Israel bestå som en demokratisk jødisk stat så længe majoriteten vil det. Men naturligvis er spørgsmålet mere komplekst end som så, for et demokrati kendetegnes ikke kun ved bestemmelser som majoriteten beslutter, men også af andre spørgsmål som borgerrettigheder, ytringsfrihed, lighed for loven mm.

Som det er i dag, angribes den demokratiske proces i Israel fra flere sider, både fra araberne, men også fra de jødisk-religiøse bevægelser. Det kan ikke overraske at haredim har et dårligt forhold til demokratiet og reelt ikke anderkender det, men også de national-religiøse angriber demokratiet. Der er en stigende tendens til at mene, at demokratiet først og fremmest skal forbeholdes jøderne. Her tænkes ikke kun på stemmeretten, men selve kernen af demokratisk tænkning. Araberne skal helst ”skæres” ud af staten Israel[23] eller fratages rettigheder, f.eks. som retten til frit at bosætte sig inden for statens grænser som de har lyst til. Der er dog også dem, blandt de national-religiøse, som argumenterer for at Israel skal være en demokratisk, omend en jødisk en af slagsen, for alle sine medborgere. F.eks. kan man læse i en artikel af Rabbiner J. Segal[24]:

Is there a system of government that better reflects the value of humankind and the equality of each individual than democracy? With all its shortcomings, this foreign import best expresses the very ideals Jews have sought so long to teach the world.

Segal argumenterer i sin artikel for nødvendigheden af demokrati I Israel, samt at demokrati er et jødisk princip. Han skriver videre:

How wrong they are and how far removed from the Zionist dream! If the return home has achieved anything, it has given us the chance to struggle with challenges that any living nation faces.  In Israel, we are building a national culture anew; we are creating our ethic of war and peace; we are developing our relationship to territory and our concern for minorities. If the individual is to take part, he must be able to participate in national decision-making. The Zionist revolution, in short, requires a full democracy – nothing less.

Segal ser altså demokratiet som en nødvendighed i forhold til at involvere alle indbyggerne i opbygningen og udviklingen af en demokratisk jødisk stat, også de der ikke er jøder. Desværre svarer Segal ikke i sin artikel på hvordan han vil bevare Israel som jødisk stat, den dag flertallet ikke ønsker at Israel skal være jødisk, skulle en sådan dag komme.

Den største trussel mod Israel som både en jødisk og en demokratisk stat, er det man omtaler som den ”demografiske” bombe. Den arabiske minoritet føder langt flere børn end den jødiske minoritet. Og det har stået på siden statens oprettelse i 1948. Bl.a. kan man se at procentdelen af arabere stiger år for år. Hvor andelen af israelske arabere to år efter statens oprettelse udgjorde 12,2 %, steg den til 18,6 % i 1998, til 19,5 % i 2005 og 19,7 % i 2007[25]. Som det ser ud stiger procentdelen med 0,1 % årligt. Det er også værd at lægge mærke til gennemsnitsalderen. Hvis man ser på opgørelsen i ”Israel in Figures” fra 2007, vil man se at araberne har en klart yngre procentdel end resten af israelerne:

Tallene afslører også at den arabiske gruppe vokser bemærkelsesværdigt mere end resten af israelerne. Disse tal kan kun give grund til bekymring, hvilket – i mine øjne – bl.a. lægger grund til forslag som Libermans[26]. Hvordan forhindrer man at araberne på et tidspunkt bliver en stor nok gruppe til at de kræver for det første at blive opfattet som borgere med lige rettigheder i forhold til den jødiske majoritet og (nok den største frygt) demokratisk beslutter at Israel ikke skal være en jødisk stat (måske endda knyttes sammen med en eventuelt palæstinensisk stat). Kan man tillade dette? Og hvad er konsekvenserne hvis man ikke gør det? Man skæver bekymret nordpå til Libanon, for de forhold der førte til borgerkrigen i Libanon er ikke helt ukendte for israelerne.

Men hvad er løsningen så? Kan man fastholde Israel som en demokratisk jødisk stat, forstået som demokratisk for alle sine medborgere? Og hvordan? Med den stigende procentdel af arabere i Israel og den stigende uvilje mellem arabere og jøder, så tror jeg ikke på at det kan lade sig gøre uden at sluge kameler, både mange og store – fra begge sider. Noget man i hvert fald bør starte med at fokusere på, er hvordan man bibeholder araberne som en minoritet, noget som bl.a. Yisrael Beyteenu er gået til valg på, men som jeg ikke er sikker på at de har rigtige løsning. En anden måde man kunne gøre dette på, er simpelthen ved at forbedre forholdene for araberne.  Det er min overbevisning at jo bedre forhold man lever under og jo bedre adgang der er til uddannelse og arbejde, især for kvinderne, jo mere vil fødselsraten falde løbende. En kvinde der har travlt med at gøre karriere har alt andet lige ikke tid til at gå derhjemme og være husmor for 4-7 børn. Og selvom der er en stigning af støtte og opbakning til den islamistiske bevægelse i Israel, så er der ingen grund til at tro at det vil have en stor indvirkning i kvinders lyst og, ikke mindst, krav til at komme ud på arbejdsmarkedet. Den største grund til opbakningen til den islamistiske bevægelse, ligger i protesten mod Israels behandling af araberne og den manglende tro på de politiske processer. Dette tager naturligvis ikke hensyn til de, der helst så araberne helt ud af Israel, men dette er ingenlunde i overenstemmelse med den zionistiske drøm, som formuleret af Israels grundlæggere.

Så ja, jeg tror at man kan bibeholde Israel som en demokratisk jødisk stat, hvor man tager hensyn til alle borgerne, arabere som jøder, men det bliver en udfordring der kan tage tid og kræve en del indrømmelser fra begge sider.

Litteraturliste

Titel

Bøger:

Shindler, Colin:

“A history of Modern Israel”

Cambridge

Louër, Laurence:

“To Be an Arab in Israel”                                

Columbia University Press

Farsoun, Samih K. & Aruri, Naseer H.:

“Palestine and the Palestinians”

Westview

Yapp, M.E., 1996:

“The Near East since the First

World War: A History to 1995”, Second Edition.

Efraim Karsh:

“Fabricating Israeli History”

Artikler fra ”Et nyt Mellemøsten”

(redigeret af Lars Erslev Andersen & Peter Seeberg – Syddansk Universitetsforlag):

Feldt, Jakob:

“Den nye historiske situation. Israelske forestillinger

om historien og et nyt Israel”.

Segal, Sune:

“Næste stop: Det palæstinensiske problem.

Hindringer på vej mod en tostatsløsning”.

Avis- og internetartikler:

Stern, Yoav: “Olmert: Israeli Arabs have long suffered

discrimination”, HaAretz, Israel News, 12. oktober, 2008.

Wilson, Scott: “For Israel’s Arab Citizens, Isolation and

Exclusion ”,Washington Post, Foreign Servise, 20. december, 2007.

Gust, Eric J.: “The Arab Minority in Israel:

Motivations for Collective Action”

Center for Contemporary Conflict

Galili, Lily: “Overall, the street is happy”

HaAretz, Israel News, 3. februar 2007

Mualem, Mazal: “Lieberman calls on Peretz to quit

over appointment of first Arab minister”.

HaAretz, Israel News, 12. januar 2007

Kershner, Isabel: “Noted Arab citizens call on Israel

To shed Jewish identity”.

Herald Tribune, International, 8. februar 2007

Kershner, Isabel: “Israeli City Divided by Sectarian Violence”

NY Times, Middel East Section, 12, oktober 2008

Cook, Jonathan: “Acre Violence exposes Israel’s double standards”

Electronic Intifada, 16. oktober 2008

Azoulay, Yuval: “Jaffa residents clash with Herut activists urging their emigration”

Ha’Aretz, 23. marts 2006

Ghanem, Asad: “The National Identity of Israeli Arabs”

Givat Havivah, 19. marts 2000

Rabbiner Segal, Benjamin: “Jewish Democracy”

Meimads hjemmeside – english.meimad.org.il

Publikationer:

“The Human rights Status of the Palestinian Arab Minority,

Citizens of Israel”, Oktober 2008

Mossawa

“Israel in Figures 2005”

Central Bureau of Statistics

“Israel in Figures 2007”

Central Bureau of Statistics


[1] Af det gammelhebraiske ord for Tyskland: Azhkenas. Den kulturelle gruppe af jøder der typisk bor i den vestlige verden, og fra hvilken størstedelen af de første imigrationsbølger kom fra.

 

[2] Af det hebraiske ord for Spanien: Sfarad. Den kulturelle gruppe af jøder, der primært er fra middelhavsområdet, omend det i en bred forstand reelt dækker alle ikke-vestlige jøder.

[3] Ad det hebraiske ord for øst: Mizrach.  Den gruppe af jøder der primært kommer fra den muslimske verden. Det er blandt disse at vi finder størstedelen af de jøder der blev jaget på flugt efter oprettelsen af den israelske stat.

[4] Jeg definerer her arabere som folk der har arabisk som modersmål og et udtalt tilknytningsforhold til arabisk kultur. En palæstinensisk jøde vil typisk på dette tidspunkt have hebraisk som modersmål og forholde sig til jødisk kultur, uagtet at det måtte være en palæstinensisk/arabisk-inspireret jødisk kultur. Druserne, som der er diskussioner om hvorvidt de kan defineres som arabere på lige fod med f.eks. palæstinenserne, har jeg alligevel medtaget i denne defination, da de ikke som sådan står i modsætningsforhold til araberne generelt og, af Israel, altid har været set som en arabisk minoritet, omend forskellig fra den palæstinensisk-arabiske minoritet.

[5] Tzava haHaganah l’Israel – Israels forsvarshær (engelsk: IDF)

[6] F.eks. skrev Ben Gurion til sin søn Amos følgende i 1937: We do not wish, we do not need to expel Arabs and take their place… All our aspiration is built on the assumption… that there is enough room in the country for ourselves and the Arabs. Kilde: Efraim Karsh – Fabricating Israeli History

[7] I tilfældet Øst-Jerusalem bør man nok diskutere hvorvidt de overhovedet er en minoritet i Israel eller ikke-israelske palæstinsere fanget i Israel.

[8] F.eks. vil en religiøs muslim være mere tilbøjelig til at identificere sig I forhold til Hamas, hvilket bl.a. kan ses af en person som Sheikh Abdallah Nimr Darwish, der grundlagde The Islamic Movement, som har haft en del kontakt med Sheikh Ahmed Yassin. Derimod vil en ikke-religiøs araber ikke nødvendigvis orientere sig mod nogen uden for Israel, omend hvis han gjorde, nok typisk ville være mod PLO eller Ba’ath-partiet i Syrien.

[9] Kilde: The Human Rights Status of the Palestinian Arab Minority – Mossawa Center

[10] Intifada er arabisk og betyder “opstand”, og det er hvad intifadaerne reelt er, to opstande mod Israels politik overfor araberne, både i Israel og i selvstyreområderne.

[11] The Arab Minority in Israel: Motivations for Collective Action – Center for Contemporary Conflict.

[12] Ariel Sharons besøg på Tempelbjerget.

[13] Petition of the 55. En begæring der blev trykt i al-Quds d. 19/6-02, underskrevet af 55 akademikere og andre notabiliteter. Den vakte stor debat med den indledende ordlyd: ” We the undersigned feel that it is our national responsibility to issue this appeal in light of the dangerous situation engulfing the Palestinian people. We call upon the parties behind military operations targeting civilians in Israel to reconsider their policies and stop driving our young men to carry out these operations. Suicide bombings deepen the hatred and widen the gap between the Palestinian and Israeli people. We see that these bombings do not contribute towards achieving our national project which calls for freedom and independence. On the contrary, they strengthen the enemies of peace on the Israeli side and give Israel’s aggressive government under Sharon the excuse to continue its harsh war against our people.”

[14] Ifølge jødisk tradition skriver man G-D, for ikke at vanhellige det hellige navn.

[15] Medlem af Knesset for United Arab List og beboer i Acco.

[16] Citat: He was concerned that, as in previous years, Jews would throw stones at Arab cars breaking the unofficial 24-hour curfew in the Galilee region, where Arabs are a majority. The failure of the police to intervene, he added, “leads the Arab public to believe that police are deliberately allowing the young Jews to attack innocent Arab residents who drive by.” Fra artiklen: Acre Violence exposes Israel’s double standards – http://electronicintifada.net/v2/article9895.shtml

[17] Artikel: Israeli City Divided by Sectarian Violence – http://www.nytimes.com/2008/10/13/world/middleeast/13mideast.html?ref=todayspaper

[18] Formand for Herut

[19] Artikel: Jaffa residents clash with Herut activists urging their emigration – http://www.haaretz.com/hasen/pages/ShArt.jhtml?itemNo=697950

[20] Fra ”To Be an Arab in Israel” – kilde: Givat Haviva.

[21] Formand for Balad.

[22] Fra The Arab Minority in Israel: Motivations for Collective Action – Center for Contemporary Conflict.

[23] Se f.eks. Yisrael Beyteenus forslag om at bytte land, så israelske arabere med et trylleslag bliver palæstinensere.

[24] Fra Meimad – Jewish Democracy – http://english.meimad.org.il/ArticlePage.asp?ArticleId=82

[25] Kilde: ”Palestine and the Palestinians” og “Israel in Figures” 2005 og 2007. Tallene inkluderer også drusere og beduiner.

[26] Formand for Yisrael Beyteenu.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: