Skip to content

Maimonides’ Mishneh Torah

Denne opgave skrev jeg på andet semester i Klassisk Jødisk Civilisation.. Jeg bestod med karakteren 7 (ny skala).. Jeg røg ned på, at jeg brugte for lang tid på indledende beskrivelser og for lidt tid på selve emnet.. Opgaven er ikke så god til at belyse selve problematikken og kritikken af Mishneh Torah, men til gengæld er det en god gennemgang for udviklingen af Halachah, jødisk religiøs lov

 

Maimonides Mishneh Torah og dets kritikkere


Introduktion 3
Halachahs oprindelse 3
Zugot 3
Tanna’im 4
Amora’im 6
Geonim 6
Rishonim 7
Maimonides 8
Mishneh Torah 9
De 613 Mitzvot 11
Kritik af Mishneh Torah 12
Betydning af Mishneh Torah 13
Konklusion 14
Litteraturliste 15

Introduktion

Jeg vil i denne opgave forsøge at redegøre for den historiske proces for Halachah, samt betydningen det havde for Maimonides valg af at skrive Mishneh Torah. Udover det vil jeg forsøge at redegøre for forholdene for modtagelsen af Mishneh Torah, samt hvilken betydning den har fået sidenhen i rabbinsk jødedom.

Jeg vil først redegøre for det historiske forløb fra genoprettelsen af det andet Tempel, med etableringen af Den Store Forsamling og derefter kort gennemgå de forskellige rabbinske tidsperioder fra Zugot frem til Rishonim, for derefter at give en præsentation af Maimonides og Mishneh Torah, for endeligt at gennemgå kritikken af værket samt dets senere betydning.

 

Halachahs oprindelse

Halachah er jødisk religiøs lov, funderet på tolkning af den Skrevne Lov og den Mundtlige Overlevering. Ordets rod, הלך – halach, betyder ”at gå” og henviser til at det er en vej man skal følge i denne verden, for at leve overens med G-Ds vilje så meget som muligt. Halachah har udviklet sig igennem en lang periode med flere historiske perioder.

Der har i sagens natur været religiøse bestemmelser for Israel, lige siden opståen af folket, om man så mener at det er foregået via en guddommelig indgriben eller som noget naturligt, men en reel systematisering så man først efter at efterkommerne af sydriget, Yehudah, vendte tilbage fra fangeskabet i Babylon, anført af Ezra, Nehamyah og andre både med og uden status af profet. Ezra var udover at være profet (han har lagt navn til en af de profetiske bøger i TaNaCh, den jødiske bibel) også med til at etablere Anshey Knesset haGdolah, Sanhedrin, som frem til begyndelsen af vestlig tidsregning, var bestemmende for jødisk religiøs praksis. På trods af at der var flere forskellige retninger inden for jødedommen, var den Mundtlige overlevering (som det kristne ny testamente omtaler som ”de gamles overlevering” – se bl.a. Markus 7,3-5) meget udbredt sideløbende med Torahen.

 

Zugot

Reelt startede historien for Halachah med den tidsperiode der kaldes ’Zugot’ (hebraisk for ”par), som er kendetegnet ved det ”pararbejde” der var mellem de styrende overhoveder for Den Store Forsamling (Anshey Knesset HaG’dolah). Det var henholdsvis Nasi (hebraisk for ”fyrste”) og Av Beyt Din (hebraisk for ”fader for domstolen”). De fem Zugot der nåede at sidde var:

Yose ben Yoezer og Yose ben Yohanan, som sad under makkabæernes oprør mod seleuiderne.

Yehoshua ben Perahyah og Nitta fra Arbela, der sad under Johanan Hyrcanus’ styre.

Yehuda ben Tabbay og Shim’on ben Shetah, som sad under Alexander Yanæus’ og Salome Alexanders styre.

Shemaya og Avtalyon, som sad under Hyrcanus II’s styre.

Hillel og Shamay, som sad under Herodes den Stores styre.

Mange af de rabbinere der nævnes i Pirkey Avot (Fædrenes Lære, en traktat i Talmud), levede i denne periode.

 

Tanna’im

Den efterfølgende periode, Tanna’im, blev domineret af to skoler, baseret på de to sidste siddende Zugot, Hillel og Shamay. Der var mange uoverenstemmelser i mellem dem, men dog i respekt for hinanden. Det var dog ikke altid gældene for efterfølgenderne, som godt kunne have nogle kraftige udfald mod tilhængerne af den modstridende skole. Man kan bl.a. læse en kontrovers over udførelsen af Qri’at Shma’:

 

בֵּית שַׁמַּאי אוֹמְרִים, בָּעֶרֶב כָּל אָדָם יַטּוּ וְיִקְרְאוּ, וּבַבֹּקֶר יַעֲמְדוּ, שֶׁנֶּאֱמַר (דברים ו) וּבְשָׁכְבְּךָ וּבְקוּמֶךָ. וּבֵית הִלֵּל אוֹמְרִים, כָּל אָדָם קוֹרֵא כְּדַרְכּוֹ, שֶׁנֶּאֱמַר (שם) וּבְלֶכְתְּךָ בַדֶּרֶךְ. אִם כֵּן, לָמָּה נֶאֱמַר וּבְשָׁכְבְּךָ וּבְקוּמֶךָ, בְּשָׁעָה שֶׁבְּנֵי אָדָם שׁוֹכְבִים, וּבְשָׁעָה שֶׁבְּנֵי אָדָם עוֹמְדִים. אָמַר רַבִּי טַרְפוֹן, אֲנִי הָיִיתִי בָא בַדֶּרֶךְ, וְהִטֵּתִי לִקְרוֹת, כְּדִבְרֵי בֵית שַׁמַּאי, וְסִכַּנְתִּי בְעַצְמִי מִפְּנֵי הַלִּסְטִים. אָמְרוּ לוֹ, כְּדַי הָיִיתָ לָחוֹב בְּעַצְמְךָ, שֶׁעָבַרְתָּ עַל דִּבְרֵי בֵית הִלֵּל: (סדר זרעים, מסכת ברכות ג)

Her kan vi læse om de to skolers divergerende opfattelser om hvordan man bør udføre læsningen af Shma’. Hvor Beyt Shamay mener at man bør ligge i sengen om aftenen, men stå op om morgenen, mener Beyt Hillel at enhver bør læse som man selv føler det, hvor de tolker sætningen ”når du lægger dig, og når du står op” til at omhandle tidspunkterne for læsningen af Shma’. Den til tider lidt uforsonlige attitude kan man se til sidst i Rabbi Tarfons beretning, hvor Beyt Hillel giver ham selv skylden for at være i fare, fordi han handlede i henhold til Beyt Shamay og ikke Beyt Hillel.

Generelt har Beyt Hillel ry for at være den milde, mens Beyt Shamay har ry for at være den strikse, men det var dog ikke altid gældene. Til gengæld endte det med at være Beyt Hillel der blev den autoritative af de to skoler.

I starten af den vestlige tidsregning, voksede behovet og trangen til  at nedfælde halachah, hvilket blev gjort af flere forskellige lærde. I dag har vi de flere halachiske værker, bl.a. Sifre, Sifra og Mechiltah, som er baseret på tolkninger af Torahen, den Skrevne Lov, såkaldte Midrashim (fra roden ’darash’, der indikerer at ”søge højere [guddommelig] vejledning”, altså en udledning og lære fra de hellige skrifter). I slutningen af det andet århundrede alm.tid, indså Yehudah haNasi nødvendigheden af at få nedskrevet den Mundtlige overlevering. Dette blev til Mishnah og er resultatet af en lang række diskussioner fra ca. år 70 til år 200 alm. tid, perioden der omtales som ”Tanna’im”, efter titlen de lærde havde på den tid (’tanna’ er aramæisk for ”gentagelse” og dækker traditionen med at gentage den Mundtlige overlevering til den kunnes udenad).

Mishnah består af seks ’Sedarim’, som igen er delt op i ’pereqim’ (afsnit), som igen er delt op i såkaldte ’mishniyot’.

Af vigtige personer fra denne periode kan nævnes folk som Yohanan ben Zakkay, Rabban Gamliel fra Yavneh, Rabbi Akiva, Rabbi Ishmael og Rabbi Yehuda haNasi. Yohanan ben Zakkay blev udslagsgivende for rabbinsk jødedoms bestående efter det andet Tempels fald i år 70 alm. tid, da han, efter et møde med general Vespesian, fik lov til at rykke Sanhedrin til Yavneh og fortsætte med at lede det jødiske folk derfra. Han og hans råd overvandt krisen der truede det jødiske folks religion, da de tolkede sig frem til at bønner kunne erstatte offeret i Templet, baseret bl.a. på Hosea 6,6. Rabbi Akiva og Rabbi Ishmael havde en polemik om udledelsen af halachiske bestemmelser fra Torah. Det førte til de tretten Middot (flertal af ’middah’, et hebraisk ord der kan oversættes med ”foranstaltning”) fra Rabbi Ishmaels hånd, som indeholder syv Middot der tidligere allerede var vedtaget af Hillel. De tretten Middot er som følger:

  1. Kal va’chomer – Vi kan finde en lignende stringens i en mildere anliggende, hvor meget mere skulle den stringens så ikke gælde i vores strengere anliggende?
  2. Gezera shava – Lighed i en en vending: Vi finder en lignende lov i et vers der indeholder en lignende vending, til et i vort vers. Denne metode kan kun bruges i et anliggende, hvor der er tradition for at bruge det.
  3. Binyan av – Enten med et eller to Skrifter: Vi finder en lignende lov i et andet anliggende, hvorfor skulle vi ikke gå ud fra at den samme lov gælder her? Nuvel, argumentet kan gå imod denne logiske slutning, hvis der kan findes en lov der gælder for det anliggende, men ikke for vores. Denne type af gendrivelse er kun gældende hvis den logiske slutning var fra et Skrift, men ikke hvis den var fra to Skrifter.
  4. Klal ufrat – En almindelighed og en særegenhed: Hvis vi finder en vending der tilkendegiver en særegenhed, der følger en almindelighed, særegenheden gør almindeligheden særegen og vi kan kun tage hensyn til det specifikke anliggende.
  5. Prat ukhlal – En særegenhed og en almindelighed: Hvis rækkefølgen starter med særegenheden og derefter almindeligheden, tillægger vi fra almindeligheden til særegenheden, selv i et bredere omfang.
  6. Klal ufrat ukhlal – En almindelighed, en særegenhed og en almindelighed: Hvis der er en særegenhed indsat mellem to almindeligheder, føjer vi kun anliggender til særegenheden.
  7. Klal shehu tzarich lifrat – En almindelighed der kræver en særegenhed og en særegenhed der kræver en almindelighed: Hvis det er umuligt at have den mere almindelige lov, uden mere konkrete eksempler eller mere specifikke omstændigheder, uden den almindelige lovs redegørelse, gælder de tre ovenstående bestemmelser ikke.
  8. Enhver ting som der er inden for den generelle bestemmelse og som er ekskluderet fra bestemmelsen for at lære os en bestemmelse, den regel opfatter vi ikke som en bestemmelse der kun hører til denne ekskluderede bestemmelse, men til hele den generelle sag.

 

  1. Alt som er inkluderet i den generelle bestemmelse og som var ekskluderet for at være påvirkelig over for en bestemmelse som er i overenstemmelse med dens emne, den er kun ekskluderet for at blive behandlet mildere, men ikke strengere.

 

  1. Alt der er inkluderet I den generelle bestemmelse og som er ekskluderet for at være for påvirkelig for en bestemmelse der ikke er i overenstemmelse med dens emne, den er ekskluderet både for at blive behandlet mildere og strengere.

 

  1. Alt som er inkluderet I en generel bestemmelse og som er ekskluderet på grund af en ny bestemmelse, vi kan ikke tilbageføre den til dens generelle bestemmelse, med mindre Skriften gør det uden der er tvivl om det.

 

  1. Et anliggende som er udledt fra dets kontekst og et anliggende som er udledt fra dets endeligt.

 

  1. En beslutning fra to Skrifter som modsiger hinanden, må vente indtil et tredje Skrift kan afgøre den tilsyneladende modsigelse.

 

Amora’im

Tannaim blev afløst af Amoraim (aramæisk for ”de som siger”), som uddybede Tannaims ’Mishniyot’ og kommenterede på dem. Amoraim virkede i Eretz Yisrael, det Lovede Land, og i Babylon. Der var forbindelse mellem de to grupper, men de virkede dog stadig forholdsvist hver for sig. Deres kommentarer til Mishnah blev kaldt ’Gemara’ og blev sammen med Mishnah, til Talmud. Men da der var de to grupper, endte man også med to ’Gemara’im’, som blev til henholdsvis Talmud Yerushalmi og Talmud Bavli. Arbejdet med Talmud Yerushalmi menes at være blevet afbrudt allerede omkring år 425 alm. tid., hvor i mod Bavli først stod færdigt omkring år 550 alm.tid. I dag regnes Bavli for at være af større autoritet end Yerushalmi og hvor de to er uenige, forholder man sig til Bavli.

Der er forskelle på de to værker. Bl.a. sproget er forskelligt, selvom begge er skrevet på aramæisk. Yerushalmi er skrevet på en vestlig mere svær dialekt end Bavli, hvilket sikkert skyldes at der ikke har været tid nok til at redigere værket. En anden ting er emnerne i Mishnah værkerne dækker. Generelt dækker Bavli flere emner end Yerushalmi, men der er emner som Bavli ikke beskæftiger sig med, som Yerushalmi til gengæld beskæftiger sig med. F.eks. Seder Zera’im, hvor Bavli kun beskæftiger sig med Berachot, der beskæftiger Yerushalmi sig med hele Zera’im. Valget, hvis man kan tale om valg, af emnerne, kan have noget at gøre med hvad der har været mest relevant. Landbrug, som Zera’im dækker, har ikke været særligt relevant i Babylon da det gælder landbrug for det Lovede Land, ikke udenfor, mens det var relevant for jøderne i Israel.

Blandt indflydelsesrige Amora’im kan man finde folk som Sh’muel (discipel af Yehuda haNasi), Bar Kappara, Rav Huna (discipel af RAV og Rav Sh’muel), Hillel der var barnebarn af Gamliel III, Rabbah (discipel af Rav Huna og Rav Yehuda), Yehuda III, Rami bar Hama, Abaye (discipel af Rabbah, Rav Yosef og Rav Nahman), Rava, Rav Nahman bar Yitzchaq (discipel af Abaye og Rava), Rav Kahana, Rav Ashi (discipel af Abaye, Rava og Rav Kahana) og Ravina II (discipel af Rav Ashi og Ravina I).

Selvom man siger at Talmud Bavli blev færdiggjort 550, er der dem der mener, at der blev lavet småændringer på den efter det. Dette blev gjort af Savora’im, eller Stamma’im, som efterfulgte Amorai’m.

 

Geonim

Efter Savora’im kom Geonim (flertal af ’Gaon’, ”pragt”), som var lederne af de to store ’yeshivot’ i Sura og Pumbadita i Babylon, hvor Sura startede med at være det toneangivende, men med tiden blev fokuset sat på Pumbadita i stedet. De blev anderkendt som overhovederne for hele det israelske folk, frem til den efterfølgende tidsperiode, Rishonim. Hvor Amora’im stod for skabelsen af Talmud, stod Geonim for tolkningen og oplæringen i Talmud. Dette skete igennem såkaldte ’T’shuvot’ (hebraisk for ”svar”, også kaldt for ”responsa”), som var svar på de spørgsmål man modtog fra jødiske menigheder rundt om i verden. Karaktiristisk for disse ’T’shuvot’ var udviklingen af sproget i dem. Fra de første der blev skrevet på aramæisk, ændrede det sig senere hen til at blive aramæisk og hebraisk side om side (eventuelt en påvirkning fra Karaiternes udbredelse og studiet af hebraisk), for endeligt at blive skrevet på arabisk, da det blev det almindelige talesprog for jøder. Geonims svar, var altid ledsaget af henvisninger til Talmud og ikke bare kontante ”ja/nej”-svar, så folk kunne lære baggrunden for afgørelsen.

Der blev også skrevet desiderede værker af diverse Geonim. Blandt disse kan nævnes She’iltot af Ahay Gaon, Halachot Pesukot af Yehuda Gaon samt Halachot G’dolot af Rav Shim’on Kayyara, som bygger på de to første.

En interessant måde Geonims T’shuvot bl.a. blev udformet på, var via Kalah, to måneder (Adar og Elul) hvor studerende udefra kom til og tog part i svaret på de forskellige spørgsmål, som så til sidst blev signeret af den siddende Gaon. Det var dog ikke gældene for alle T’shuvot at dette var fremgangsmåden.

Af vigtige Geonim kan nævnes navne som Amram Gaon, Hay Gaon og, naturligvis, Sa’adia Gaon.

 

Rishonim

Endeligt kommer vi til Rishonim (hebraisk for ”de første”), som dækker perioden fra ca. 1100 til 1550 alm.tid. Kendetegnende for Rishonim er først og fremmest deres store udbredelse. De fungerede som rabbinere i mindre områder end Geonim og dækkede kun deres eget land og eventuelt nabolande. Man begyndte også at kunne se en klar indflydelse fra henholdsvis kristne og muslimske omgivelser, noget der især gav sig til udtryk mellem den spanske og den franske skole. Hvor den spanske skole for det meste forsøgte at afgøre ud fra logik og rationalitet, og forsøgte at skabe klarhed, kunne den franske skole være mere dialektisk og kasuistisk.

Dermed har vi en tidstavle der ser ud som følger:

Zugot fra ca. år 515 før alm.tid til år 70 alm. tid.

Tannaim  fra år 70 alm. tid til år 200 alm. tid.

Amorai’m fra år 200 alm. tid til ca. år 500 alm. tid.

Savora’im fra ca. år 500 alm. tid til ca. år 700 alm. tid.

Geonim fra ca. år 700 alm. tid til år 1040 alm. tid, hvor den sidste Gaon, Hezekiah Gaon, blev toturet ihjel.

Rishonim fra ca. år 1100 alm. tid til ca. år 1550 alm. tid. I denne periode finder vi Maimonides.

 

 

 

Maimonides

Moshe ben Maimon på hebraisk (משה בן מימון), Abu Imran Mussa bin Maimun ibn Abdallah al-Qurtubi al-Israili på arabisk (أبو عمران موسى بن ميمون بن عبد الله القرطبي الإسرائيل) eller RaMBaM som er et akronym for Rabbi Moshe ben Maimon.

 

Hans liv:

 

Maimonides blev født d. 30/3 1135 i Cordoba, under den muslimske guldalder, i et Andalusien der var præget af kærlighed til viden og gensidig tolerance mellem de tre monoteistiske religioner. Hans fader, Rabbi Maimon, var lærd i Talmud og uddannet på Alfassis skole og af en gammel velanset slægt.

Under sin opvækst, blev Maimonides oplært i hebraiske og arabiske studier, samt matematik, medicin og naturvidenskab.

 

Familien blev nødt til at flygte fra Cordoba i 1148 efter at Almohaderne erobrede byen i et internt muslimsk slag. Familien nægtede at konvertere til Islam, hvilket var årsagen til at de blev nødt til at flygte, da de ellers ville være blevet halshuggede.

Familien kom til byen Fez (N. Afrika) i 1160, hvor de bosatte sig, men de flyttede videre igen fem år senere, pga. muslimers tvangskonvertering af jøderne. Fra Fez drog han med familien til ”Landet” (området hvor Israel ligger i dag) i 1165, men tog hurtigt videre til Egypten, via Akko, Jerusalem og Hebron.

Der bosatte de sig i Fostat, en bydel til Kairo, hvor faderen Maimon døde.

Moshe og hans broder David, startede med at handle med juveler, men under en rejse til Indien omkom David under et skibbrud, der også betød at Moshe måtte indstille handelen. Der stod Moshe alene tilbage uden faderen, broderen og levebrød. Han begyndte så at studere lægevidenskab og blev så dygtig en læge, at han blev ansat som livlæge af den muslimske helt og sultan af Egypten: Salahudin.

I hans sparsomme fritid studerede han Talmud og skrev kommentarer til Mishnah, hvilket førte til at han fik et stort ry som fremragende lærd og dermed blev fører og lærer for jøderne i Egypten. Men hans navn og ry nåede videre end det. Det blev spredt til alle fire verdenshjørner og han blev med tiden kendt i resten af den kendte verden, hvilket betød at han blev begravet i henvendelser og spørgsmål fra jødiske menigheder rundt om i verden.

Blandt svar på spørgsmålene var der bl.a. trøst til fortvivlede om at folkeslagenes had til jøderne skyldes Herrens kærlighed (bH) til Sit folk, samt formaning om ikke at tillægge astrologien for stor betydning (menighederne i Provence-området).

Han havde en travl hverdag. Som man kan se ud fra et svar han skriver til sin ven Samuel ibn Tibbon:

 

”Hvor meget det end ville glæde mig at se dig i mit hjem, vil jeg dog fraråde dig at tage den lange sørejse… Jeg bor i Fostat, Sultanen i Kairo. Byerne er godt to sabbatsstrækninger fra hinanden. Jeg varetager en overordentlig vanskelig tjeneste hos sultanen. Jeg må besøge ham hver dag ved morgengry. Meget ofte, hvis han selv er lidende, eller et af hans børn eller en af hans koner eller en af hans hofmænd er syg, kommer jeg ikke af sted fra Kairo. I gunstigste fald kommer jeg først tilbage til Fostat om eftermiddagen; når jeg ankommer træt og sulten, finder jeg alle forværelser fulde af mennesker – jøder og muslimer, fornemme og ringe – der venter på min lægelige bistand. Jeg får knap nok tid til at stige ned af muldyret, vaske mig og nyde et eller andet. Så skal jeg skrive recepter og helbredelsesmetoder for dem. Denne gåen og kommen varer tit til langt ud på natten. Undertiden er jeg så svag af træthed, at jeg ikke kan sige et ord mere. Kun på Shabbat får jeg tid til at beskæftige mig med menigheden og læren. Sådan går mine dage.”

 

Hans værker:

 

Maimonides blev i en tidlig alder tilhænger af græsk filosofi, specielt Aristoteles optog ham.

Allerede som16-årig skrev han sit første værk, et leksikon over logikkens begreber.

 

Mens han boede i Fez, skrev han ”Iggereth Sch’mad” (Brevet om frafald) som forsvar og opmuntring til ”anussim” (de ulykkelige), som var tvangskonverteret til Islam, men som levede videre som jøder i hemmelighed.

 

I 1168 fik han færdiggjort sit første store værk, ”Mishnahkommentaren” hvori man også kan finde hans 13 ”trosartikler”, mere præcist som indledning til det 10. afsnit, som siden er blevet anerkendt som ”sand” tro for jøder. De er endog blevet tilføjet i den jødiske Siddur (bønnebog).

”Mishnahkommentaren” er skrevet på arabisk. Den blev skrevet for at gøre Talmud-studiet tilgængeligt for enhver og ikke kun for den lærde.

 

Sefer haMizvoh – et forarbejde til Mishneh Torah, er en forklaring af Torahens 613 på- og forbud, som førte til Mishneh Torah, der blev skrevet i årene 1170-1180.

 

Mishneh Torah er 14 bøger, indeholdende kodifikationer af lovstof fra Mishnah og Talmud. De ti første bøger er om forpligtelserne overfor Herren (bH), de sidste fire om forholdet mellem mennesker (civil- og strafferet).

Mishneh Torah kaldes også ”Yad” (bogstaverne ’yod’ og ’dalet’ angiver tallet 14, som i de fjorten bøger værket består af) eller ”Yad haChasaka” (Den stærke hånd. Ordet ”yad” betyder, udover at angive tallet fjorten, ’hånd’). Værket er skrevet på hebraisk.

 

More Nebuchim (Fører for de vildfarne)

Det tredje store værk. Skrevet på arabisk, men oversat til hebraisk mens Maimonides stadig var i live. Formålet var at forene jødedom og filosofi, tro og videnskab. Værket er i 3 dele:

 

1: Gudsbegrebet i dets renhed.

Mennesket kan kun udtrykke begreber der står dets forstand nærmest, derfor kan og må ordene ikke opfattes som mere eller andet end sindsbilleder og tanker om Herren (bH) og Hans indvirken i verden.

2: Beviser for Herrens eksistens (bH).

Polemik med Aristoteles lære. Hvis Herren (bH) er evig og udover denne verden (den fysiske eksistens), kan der ikke være noget andet ved siden af Ham. Alt må derfor være skabt af Ham.

 

3: Herrens forhold til mennesket.

Behandling af læren om det Guddommelige forsyn og spørgsmålet om godt og ondt i verden.

 

More Nebuchim blev studeret af selv muslimske og kristne lærde, hvor nogle (specielt blandt de muslimske) anså Maimonides som tidens største og skarpeste tænker.

 

Maimonides døde 13/12 1204, hvor han blev begravet i Tiberias.

 

 

 

Mishneh Torah

Maimonides skrev Mishneh Torah med det formål at skabe overblik over de 613 Mitzvot, som jøderne skulle følge. Han så ulempen ved at der ikke var noget helt klart overblik over dem, samt den eventuelle forvirring der kunne opstå ved manglen på reelle konklusioner. Når man læste Talmud, var alle de forskellige emner fyldt med diskussioner for og imod et givent udfald, og man kunne have svært ved at nå frem til en konkret afgørelse.

Dette forsøgte Maimonides at gøre op med ved Mishneh Torah, som skulle gøre det let og ligetil for alle, lægmand som lærd, at få et overblik over Halachah. Han skriver i sin introduktion til Mishneh Torah:

“For this reason, I, Moshe son of the Rav Maimon the Sephardi, found that the current situation is unbearable; and so, relying on the help of the Rock blessed be He, I intently studied all these books, for I saw fit to write what can be determined from all of these works in regard to what is forbidden and permitted, and unclean and clean, and the other rules of the Torah:  Everything in clear language and terse style, so that the whole Oral Law would become thoroughly known to all; without bringing problems and solutions or differences of view, but rather clear, convincing, and correct statements, in accordance with the legal rules drawn from all of these works and commentaries that have appeared from the time of Our Holy Teacher to the present.”

Situationen han omtaler er den at der på hans tid ikke var tradition, som det var tidligere, for jøder at samles på samme vis som tidligere, både grundet de store afstande, samt diverse herskeres forhindringer for det. Samtidigt mener Maimonides at de tidligere Torah-lærdes indsigt er forsvundet, samt at der er så meget stof at skabe sig overblik over, at det kun er få der kan få den fulde indsigt. En af disse er Maimonides selv.

Mishneh Torah blev delt op i fjorten bøger, hvilket gav den tilnavnet ”Yad haHazaqah” (”Den stærke hånd”, et tilnavn der er baseret på nummerværdien af ”YaD” – 14, som på hebraisk betyder ”hånd”). De fjorten bøger er som følger:

Sefer HaMada’ – Om viden og indsigt, som omhandler de elementære principper udledt af Torahen, som alle bør kende til. Den indeholder 75 bud.

Sefer Ahavah – Om kærlighed til G-D, som omhandler de sædvanlige påbud, som f.eks. recitationen af Sh’ma, bøn, T’fillin mm. Ting som Maimonides forbandt med udtryk af kærlighed til G-D. Den indeholder 11 bud.

Sefer Z’manim – Om de forskellige højtider og deres tidspunkter. Den indeholder 35 bud.

Sefer Nashim – Om kvinder og alt hvad der har med dem og forholdet mellem mand og kvinde at gøre. Det kan være ægteskab og skilsmisser mm. Den indeholder 17 bud.

Sefer Kedushah – Om urenheder og forbudte forhold, som omhandler alt fra forbudte seksuelle forhold til hvad man ikke må spise. Den indeholder 70 bud.

Sefer Hafla’ah – Om løfter, som omhandler forhold for eder og løfter. Den indeholder 25 bud.

Sefer Zera’im – Om landbrug, som omhandler forholdene for regulering af landbruget i det Hellige Land, samt forholdene for offergaver, tiende mm. som har baggrund i landbruget (korn og lignende). Den indeholder 67 bud.

Sefer Avodah – Om tjenesten i Templet, som omhandler den forholdene for tempeltjenesten. Den indeholder 103 bud.

Sefer Korbanot – Om ofringer, som omhandler reguleringerne for ofringer i Templet. Den indeholder 39 bud.

Sefer Tohorah – Om rituel rent og urent. Den indeholder 20 bud.

Sefer Nezikin – Om retslige forhold angående civile retssager mellem personer, kredsende omkring ødelæggelse af materiel ejendom. Den indeholder 36 bud.

Sefer Kinyan – Om ejeforhold, som omhandler reguleringerne for handel og salg. Den indeholder 18 bud.

Sefer Mishpatim – Om retslige forhold der dækker alt andet end de to foregående, som f.eks. gæld. Den indeholder 23 bud.

Sefer Shof’tim – Om forhold der hører under Sanhedrin, som f.eks. dødsstrafskendelser, forhold for konger og disses krige, samt forhold for Messias’ komme. Den indeholder 74 bud.

Det er interessant at bemærke, at de ti første bøger omhandler forholdet mellem mennesket og Herren, mens de fire sidste dækker forholdet mennesker i mellem. I modsætning til andre af hans værker som var skrevet på arabisk, blev Mishneh Torah skrevet på mishnæisk hebraisk, for at holde den tæt på Mishnah. Han var afvisende overfor at skrive den på Aramæisk, da det ikke var udbredt blandt det jødiske folk og dermed ville forhindre hensigten med at gøre kendskabet til Halachah ligetil for alle.

 

De 613 Mitzvot

Hvordan nåede Maimonides så frem til de 613 bud, som Mishneh Torah er baseret på?

Først bør man finde ud af hvordan man i det hele taget nåede frem til tallet 613, et tal som ikke alle var enige om. Selve tallet indeholder en symbolværdi, der peger mod Torah. De 613 bud kaldes også Taryag Mitzvot (תרי”ג מצוות), hvor Taryag er tallet 613. Tallet kommer fra Talmud, som noterer sig at talværdien af ’Torah’ er 611 og kombineret med de to bud givet direkte af Herren (De to første af de Ti Bud), bliver det til 613. Selvom Talmud henviser til Rav Simlai, er der også andre tidligere rabbinere der var nået frem til det til, f.eks. Rav Shim’on ben Azzai og Rav Eleazar ben Yose haGalili.

Det var dog ikke alle rabbinere der accepterede dette tal. F.eks. Rav Avraham ibn ’Ezra afviste det i sit værk Yesod Morah. Også Rav Shim’on ben Zemah Duran var kritisk over for Taryag Mitzvot.

Der var også en del problemer forbundet med at nå frem til hvad de 613 bud rent faktisk var. Hvordan skulle man f.eks. afgøre hvilke bud skulle med? Skulle et bud givet til et enkelt individ tælles med eller kun de bud der var givet til hele Israel? Hvad med bud baseret på vers, hvor der kunne udledes flere bud, skulle man lave et generelt bud eller et for hver bud man nu kunne udlede af verset? Eller hvad med bud der kun kunne udføres ét sted eller på et bestemt tidspunkt?

De første forsøg på at lave en opgørelse på et mere akademisk niveau, blev lavet for ca. 1000 år siden af Rav Shim’on Kayyara, som skrev sit værk Halochot G’dolot (De store love), som lænte sig meget op af She’eltot, skrevet af Ahay Gaon, og Halochot Pesukot, skrevet af Yehudai Gaon. Der er nogle der er af den opfattelse at Yehudai Gaon skrev hoveddelen af Halochot G’dolot, men at Rav Shim’on Kayyara gjorde det færdigt.

Maimonides lavede et system til at finde frem til de 613 bud, baseret på 14 ’shorashim’ (”rødder”, forstået som ’principper’), som han beskrev i sit værk ”Sefer HaMtizvot” (egentlig skrevet på arabisk under navnet ”Katib ’al-Fara’id” – Budenes Bog). Ud fra dem nåede han frem til de 613 bud, som Mishneh Torah bygger på og som er alment accepteret i dag blandt alle jøder.

De 14 principper er som følger:

  1. Befalinger baseret på rabbinsk oprindelse (Halachot d’Rabannan) er ikke medregnet.
  2. Befalinger afledt ved hjælp af de 13 Middot, er ikke medregnet.
  3. Befalinger der ikke var permanente igennem historien, er ikke medregnet.
  4. Befalinger der indbefatter hele Torahen, er ikke medregnet.
  5. Befalinger der ligger til grund for en anden befaling, er ikke medregnet.
  6. Befalinger der indeholder både et positivt og et negativt bud, tæller for både et positivt og et negativt bud.
  7. Befalinger der beskriver forskellige omstændigheder for budet, tæller kun som ét bud.
  8. Nægtelsen af en forpligtelse, tælles ikke som et forbud.
  9. Selv hvis et samme for- eller påbud bliver nævnt flere gange, bliver det kun talt som ét bud.
  10. Indledende bestemmelser der fører til et bud, bliver ikke talt som et selvstændigt bud.
  11. Divergerende dele, der indgår i det samme bud, bliver ikke talt som selvstændige bud.
  12. Handlinger der er nødvendige for udførelsen af et bud, bliver ikke talt som selvstændige bud, men indgår i det ene bud.
  13. Et bud der udføres over flere dage, tælles stadig kun som ét bud.
  14. Enhver form for afstraffelse, tælles kun et bud.

Der er undtagelser til nogle af shorashim. F.eks. bliver budet om oplæsningen af Megillat Ester og tændingen af lys på Hanukkah, stadig talt med, selvom de egentlig er Halachot d’Rabannan, og budet om at respektere Torahlærde er også talt med, på trods af at det er udledt af de 13 Middot.

 

Kritik af Mishneh Torah

Der var kraftig kritik mod Mishneh Torah. Kritikpunkterne gik primært på opdelingen af emnerne, manglen på kilder samt hans valg af at sætte halachot op som en bestemt størrelse, uden at lade diskussionerne og de divergerende opfattelser være repræsenteret. Det var ikke populært at Maimonides lavede en ny opdeling, der afveg fra Talmuds opdeling af emnerne. Heller ikke hans valg af ikke at henvise til diskussionerne og kilder han har brugt faldt i god jord hos kritikkerne.

En af de største kritikkere var Rav Avraham ben David (RaBaD III), som mente at netops Maimonides forsøg på at systematisere Halachah, var en fejl i sig selv. Ethvert værk som ikke henviste til kilder og underbyggede sine konklusioner, var ubrugeligt og vidnede, i Avraham ben Davids øjne, om en person der så sig selv som ufejlbarlig. Han skrev, som en reaktion på Mishneh Torah:

“His intention was constructive but it failed to be so, for he has forsaken the method of all previous codifiers who brought proof for their decisions and quoted their authorities, from which practice great benefit was derived. For it often happens that the dayyan, relying on a certain authority, decides to permit or prohibit; if, however, he would have known that there exists a more important source, he would have decided in its light. And now, I do not know why I should leave my received decision and proof for the sake of this compiler. If he who disagrees with me is greater than I, all well and good, but if I be great than he, why should I annul my reasoning for his? And furthermore, there are matters concerning which Geonim disagree with one another and this compiler chose to decide according the one opinion and included it in his code. Why should I rely upon his choice if I do not agree with it? And [I am at a disadvantage because] I do not know who is his opponent, whether it is fitting to argue him or not”.[1]

Interessant nok virker det ikke som om at Rav Avraham ben David lagde synderligt meget vægt på at noget i samme stil, kunne ses i Rav Yehuda Gaons Halachot Pesukot, som også var delt op i emner og udelod argumenterne der ledte til den endelige konklusion. Kritikken blev nærmest ordret gentaget af Asheri, som skrev:[2]

Maimonides afviste dog Rav Avraham ben Davids kritikpunkt. I en responsa til Rav Jonathan fra Lunel, understreger han at han ikke skrev Mishneh Torah for at få ære, men kun for at i det mindste at kunne give unge studerende, der ikke kunne overskue de krævende og omfangsrige studier, muligheden for at kunne få et overblik over gældende Halachah[3].

Til kritikken af hans nye system og de manglende kilder, forsvarede han sig med, at det aldrig havde været hans mening, at man skulle lægge studiet af Talmud på hylden, ligesom han forklarede at udeladelsen af kilder, udelukkende skyldtes at han ikke ville gøre det alt for langt. Han fortrød dog at han ikke havde skrevet et supplerende værk med kilderne for de forskellige halachot, som ikke umiddelbart var indlysende ud fra konteksten, noget han dog ville rette op på, skulle tiden tillade det[4].

Interessant nok var Avraham ben David, hvor kritisk han end var til Mishneh Torah, nødsaget til at tilstå at værket var et enestående bidrag og afholdte sig da heller ikke fra at prise Maimonides indsats, hvilket fremgår af hans kommentar til Hilchot Kilayim 10.

Der var da også støtter. Rav Yosef Colon var så begejstret for Maimonides at han skrev i en responsa:

And I can believe the Rav Maimonides, that even left is right..”[5]

Hvilken betydning fik Mishneh Torah så?

Mishneh Torah fik dog indflydelse. Den blev accepteret som afgørende Halachisk autoritet i et udbredt område, der indbefattede både Eretz Yisrael, Babylon og hele vejen ned til Yemen.[6]

Dette primært på baggrund af sin status som Mara D’athra (overhovede for et område) for Egypten og Eretz Yisrael, samt på baggrund af Kiblu Aleyhu (hebraisk ”at tage på sig” – en accept af en regel der derefter bliver autoritativ.

Mishneh Torah var sidenhen med til at lægge basis for Yosef Karos ’Shulchan Aruch’, sammen med Alfasi og Asheri. Yosef Karo skulle opleve samme kritik, men han havde dog succés med at få accepteret Shulchan Aruch som overordnet gældende autoritet til sidst, specielt fordi han tog både Alfasi, Asheri og Maimonides til indtægt i sit værk og dermed dækkede størstedelen af alle de jødiske menigheder. RaMas kommentarer til værket hjalp kun på successen.

Der var dog menigheder der holdt fast i Mishneh Torah, specielt Yemen, og selv i vore dage er der folk der forholder sig til Mishneh Torah som autoritativ i forhold til andre værker. Den er et yndet værk for studie og lægger grund til mange generelle betragtninger for forholdene omkring Messias komme, ligesom Maimonides 613 Mitzvot er alment accepterede og har lagt grund til en lang række værker, et af de mest populære i dag er Chafetz Chaims ”Sefer HaMitzvot HaQatzer”, som omhandler de bud der er gældende i dag.

 

Konklusion

Vi kan altså konstantere at Mishneh Torah ikke fik den afgørende betydning som Maimonides havde håbet på. Hans mangel på kilder og henvisninger til Talmud, rejste for stor kritik og var reelt med til at skabe behovet for de kommentarer der senerehen kom til hans værk, noget han havde forsøgt at komme væk fra, ved at skære ind til benet og være så konkret som muligt. Om det så siger om jødedommen at diskussionerne er af afgørende betydning eller at Maimonides bare manglede det sidste der skulle til for at have skabt det endelige autoritative værk, er et spørgsmål der sikkert ikke er til at besvare. I hvert fald ved vi at på trods af at Mishneh Torah aldrig nåede det mål som Maimonides havde håbet det ville nå, så er det dog et af de mest priste og beundrede værker inden for jødisk rabbinsk litteratur.

 

 

 

 

 

 

 

Litteraturliste

Mishnah

Talmud Bavli

Mishneh Torah

The Study of Talmud – af R. Abraham Hirsch Rabinowitz

The Rishonim – redigeret af R. Hersh Goldwurn

History of the Jewish People, From Yavneh to Pumbedisa – Meir Holder

The Teachings of Maimonides – af Jacob S. Minkin

Maimonides – af Joel L. Kraemer

Jødedommen – af Børge Rod-Salomonsen & Judith Winther

Everyman’s Talmud – af Abraham Cohen

 


[1] Fra ”The Study of Talmud” af Abraham Hirsch Rabinowitz.

[2] “Similarly all those who render desicions on the basis of Maimonides’ words [in the Yad] make mistakes. Since they are not adept in Gemmara to know the source of his words, they mistakenly permit the forbidden and vice versa. For he did not do as other compilers who brought proof for their words and indicated their sources in the Gemmara, from which one could fathom the bases and the truth. But he wrote his work as one prophesying from God, without reasoning and without proof so that whoever reads it thinks that he understands it. But this is not so. For if he is not expert in Gemmara he understands nothing of its [i.e., of the Yad] depth and true perspective, and he will stumble in judgment and in rendering decision from it unless he finds proof in the Gemmara. And so I heard of a great man in Barcelona (Rav Sh’lomo beb Adereth) who was expert in the three Orders of the Talmud and said: “I am amazed by those who have not studied Gemmara, but read the books of the RaMBaM, of blessed memory, and render decisions from his books thinking that they know them.” He added, “I know of myself that with regards to the three Orders that I have studied, I understand when I read his books, but as to his work on sacrifices and seeds, I don’t understand them at all. And I know that this is true of them with respect to all his works”- “The Study of Talmud” af Abraham Hirsch Rabinowitz..

[3] Responsa 49.

[4] Responsa 140.

[5] Responsa 121.

[6] Rav Bezalel Ashkenazi skriver i sit Responsa 1: “And as the great Rav, Maimonides, the father of Israel, the Mara of Eretz Yisrael, whom they accepted upon themselves as Rav from the end of the land of Yemen to the end of the land of Israel and Shinar [Babylon]”.[6]

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: