Skip to content

Rav Moshe Ben Maimon

Maimonides (1135-1204)

 

Moshe ben Maimon på hebraisk (משה בן מימון), Abu Imran Mussa bin Maimun ibn Abdallah al-Qurtubi al-Israili på arabisk (أبو عمران موسى بن ميمون بن عبد الله القرطبي الإسرائيل) eller RaMBaM som er et akronym for Rabbi Moshe ben Maimon.

 

Hans liv:

 

Maimonides blev født d. 30/3 1135 i Cordoba, under den muslimske guldalder, i et Andalusien der var præget af kærlighed til viden og gensidig tolerance mellem de tre monoteistiske religioner. Hans fader, Rabbi Maimon, var lærd i Talmud og uddannet på Alfassis skole og af en gammel velanset slægt.

Under sin opvækst, blev Maimonides oplært i hebraiske og arabiske studier, samt matematik, medicin og naturvidenskab.

 

Familien blev nødt til at flygte fra Cordoba i 1148 efter at Almohaderne erobrede byen i et internt muslimsk slag. Familien nægtede at konvertere til Islam, hvilket var årsagen til at de blev nødt til at flygte, da de ellers ville være blevet halshuggede.

Familien kom til byen Fez (N. Afrika) i 1160, hvor de bosatte sig, men de flyttede videre igen fem år senere, pga. muslimers tvangskonvertering af jøderne. Fra Fez drog han med familien til ”Landet” (området hvor Israel ligger i dag) i 1165, men tog hurtigt videre til Egypten, via Akko, Jerusalem og Hebron.

Der bosatte de sig i Fostat, en bydel til Kairo, hvor faderen Maimon døde.

Moshe og hans broder David, startede med at handle med juveler, men under en rejse til Indien omkom David under et skibbrud, der også betød at Moshe måtte indstille handelen. Der stod Moshe alene tilbage uden faderen, broderen og levebrød. Han begyndte så at studere lægevidenskab og blev så dygtig en læge, at han blev ansat som livlæge af den muslimske helt og sultan af Egypten: Salahudin.

I hans sparsomme fritid studerede han Talmud og skrev kommentarer til Mishnah, hvilket førte til at han fik et stort ry som fremragende lærd og dermed blev fører og lærer for jøderne i Egypten. Men hans navn og ry nåede videre end det. Det blev spredt til alle fire verdenshjørner og han blev med tiden kendt i resten af den kendte verden, hvilket betød at han blev begravet i henvendelser og spørgsmål fra jødiske menigheder rundt om i verden.

Blandt svar på spørgsmålene var der bl.a. trøst til fortvivlede om at folkeslagenes had til jøderne skyldes Herrens kærlighed (bH) til Sit folk, samt formaning om ikke at tillægge astrologien for stor betydning (menighederne i Provence-området).

Han havde en travl hverdag. Som man kan se ud fra et svar han skriver til sin ven Samuel ibn Tibbon:

 

”Hvor meget det end ville glæde mig at se dig i mit hjem, vil jeg dog fraråde dig at tage den lange sørejse… Jeg bor i Fostat, Sultanen i Kairo. Byerne er godt to sabbatsstrækninger fra hinanden. Jeg varetager en overordentlig vanskelig tjeneste hos sultanen. Jeg må besøge ham hver dag ved morgengry. Meget ofte, hvis han selv er lidende, eller et af hans børn eller en af hans koner eller en af hans hofmænd er syg, kommer jeg ikke af sted fra Kairo. I gunstigste fald kommer jeg først tilbage til Fostat om eftermiddagen; når jeg ankommer træt og sulten, finder jeg alle forværelser fulde af mennesker – jøder og muslimer, fornemme og ringe – der venter på min lægelige bistand. Jeg får knap nok tid til at stige ned af muldyret, vaske mig og nyde et eller andet. Så skal jeg skrive recepter og helbredelsesmetoder for dem. Denne gåen og kommen varer tit til langt ud på natten. Undertiden er jeg så svag af træthed, at jeg ikke kan sige et ord mere. Kun på Shabbat får jeg tid til at beskæftige mig med menigheden og læren. Sådan går mine dage.”

 

Hans værker:

 

 

Maimonides blev i en tidlig alder tilhænger af græsk filosofi, specielt Aristoteles optog ham.

Allerede som16-årig skrev han sit første værk, et leksikon over logikkens begreber.

 

Mens han boede i Fez, skrev han ”Iggereth Sch’mad” (Brevet om frafald) som forsvar og opmuntring til ”anussim” (de ulykkelige), som var tvangskonverteret til Islam, men som levede videre som jøder i hemmelighed.

 

I 1168 fik han færdiggjort sit første store værk, ”Mishnahkommentaren” hvori man også kan finde hans 13 ”trosartikler”, mere præcist som indledning til det 10. afsnit, som siden er blevet anerkendt som ”sand” tro for jøder. De er endog blevet tilføjet i den jødiske Siddur (bønnebog).

”Mishnahkommentaren” er skrevet på arabisk. Den blev skrevet for at gøre Talmud-studiet tilgængeligt for enhver og ikke kun for den lærde.

 

Sefer haMizvot – et forarbejde til Mishneh Torah, er en forklaring af Torahens 613 på- og forbud, som førte til Mishneh Torah, der blev skrevet i årene 1170-1180.

 

Mishneh Torah er 14 bøger, indeholdende kodifikationer af lovstof fra Mishnah og Talmud. De ti første bøger er om forpligtelserne overfor Herren (bH), de sidste fire om forholdet mellem mennesker (civil- og strafferet).

Mishneh Torah kaldes også ”Yad” (bogstaverne ’yod’ og ’dalet’ angiver tallet 14, som i de fjorten bøger værket består af) eller ”Yad haChasaka” (Den stærke hånd. Ordet ”yad” betyder, udover at angive tallet fjorten, ’hånd’). Værket er skrevet på hebraisk.

 

More Nebuchim (Fører for de vildfarne)

Det tredje store værk. Skrevet på arabisk, men oversat til hebraisk mens Maimonides stadig var i live. Formålet var at forene jødedom og filosofi, tro og videnskab. Værket er i 3 dele:

 

1: Gudsbegrebet i dets renhed.

Mennesket kan kun udtrykke begreber der står dets forstand nærmest, derfor kan og må ordene ikke opfattes som mere eller andet end sindsbilleder og tanker om Herren (bH) og Hans indvirken i verden.

2: Beviser for Herrens eksistens (bH).

Polemik med Aristoteles lære. Hvis Herren (bH) er evig og udover denne verden (den fysiske eksistens), kan der ikke være noget andet ved siden af Ham. Alt må derfor være skabt af Ham.

 

3: Herrens forhold til mennesket.

Behandling af læren om det Guddommelige forsyn og spørgsmålet om godt og ondt i verden.

 

More Nebuchim blev studeret af selv muslimske og kristne lærde, hvor nogle (specielt blandt de muslimske) anså Maimonides som tidens største og skarpeste tænker.

 

Det var dog ikke alle der var begejstrede for hans værker.

Rabbinerkollegiet i Montpellier, under ledelse af Salomon ben Avraham, var indædte modstandere og det førte til stridigheder for og imod Maimonides lære og forsøg på at sammenholde jødisk tro og filosofi.

 

Maimonides døde 13/12 1204, hvor han blev begravet i Tiberias.

 

 

De tretten trosartikler:

1- Herrens eksistens

2- Herrens enhed

3- Herrens ulegemlighed  (Gud er ånd)

4-  Herren er evig

5- Herren som det eneste man kan og må tjene

6- Profeternes ægthed

7- Moshe rabeenu som den største profet

 

8- Torahens åbenbaring til Moshe på har Sinay

9- Torahens uforanderlighed (den kan ikke ændres og er evig)

10-Herrens alvidenhed

11- Løn og straf i denne og den kommende verden

12- haMoshiach’s komme

13- De dødes genopstandelse

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: