Hvorfor skal det negative altid være det centrale, for hvordan vi omtaler hinanden?
Slutningen af sidste uge bød i mine øjne på en trist udvikling i forhold til muslimers inkludering i det danske samfund. Det starter egentlig længere tilbage, med Muhammad-tegningerne, men de har været omtalt nok og vil kun blive nævnt som en sidenote, men dog som en vigtig sidenote her.
Tre (og en halv) hændelse forårsagede dette:
1 – Omar Marzouk blev smidt af Facebook.
2 – Salafisten Adnan blev atter engang givet tid live på tv.
3 – Hærværk på den muslimske gravplads i Hvidovre.
Marzouk, Nazi-jokes og forargede miner
Marzouk stod bag en – i min mening plat – joke, der bød på “nazificering” af diverse politikere og tåbelige udsagn som “heil habibi”. Det var tilsyneladende et forsøg på at ironisere over nynazistiske og fascistiske deltagere på folkemødet, men det syntes ikke rigtig at trænge igennem. Mest virkede det bare som et fjollet forsøg på at få opmærksomhed. Mange kritiserede dog også stuntet, med flere der kritiserede kritikken og undrede sig over hvorfor ytringsfriheden ikke galt i Marzouks tilfælde. Det retoriske spørgsmål vidnede mere om en misforståelse af ytringsfriheden end noget andet. Ingen havde truet Marzouk på livet eller lignende og kritikken er jo kun andres ret til at ytre sig om hvad de finder kritisabelt.
Men så blev Marzouk smidt af Facebook. Tilsyneladende var der de, der havde fundet det alt for meget og meget gerne ville fjerne Marzouk fra et af de medier, hvor han kunne ytre sig. Det virker tåbeligt, især fordi det netop styrker argumentet om, at ytringsfriheden ikke er absolut og at det kun er nogle, man må gøre grin med. Marzouk – eller Nazi-Omar – er dog tilbage på Facebook igen efter den korte udelukkelse. Det kan dog ikke undgå at have given en underlig smag i munden for nogle, samt en undren over hvorfor nogle ting er mere ok at gøre grin med end andre, især hvorfor de ting er mere ok at gøre grin med.
Det skete d. 4/6, i torsdags.
Salafisterne, mediernes foretrukne muslimske mediedarlings under valg
Fredag aften tonede salafisten Adnan Avdic frem på skærmen, hvor han kunne berette at det er mod islam at stemme og at rettroende muslimer ikke stemmer. De ca. 9 minutters skærmtid blev sluttet af med udsagnet “i helvede med grundloven”. Tilsyneladende var dette et relevant indslag på Grundlovsdag, for at give en nuanceret dækning af holdninger til grundloven (eller demokratiet, det var ikke helt klart) blandt muslimer. Det var dog ikke noget nyt, Avdic har haft mulighed for at give samme budskab flere gange tidligere, sidste gang i en debat med Inger Støjbjerg i 2013.
Det er selvfølgelig fint og godt, men man kan undre sig over a) hvorfor det er aktuelt at bringe en gammel nyhed, ikke kun for anden eller tredje gang, samt b) ikke på en eller anden måde nuancere indslaget med to personer fra de muslimske miljøer eller en ekspert (i ordets reelle forstand) på området til at tale om holdninger til demokrati blandt muslimer. I stedet kunne man endnu engang sidde og se en person, der repræsentere sig selv og sine fem venner (plus/minus) få lov til at udtale sig på vejne af nogle hundrede tusinder danskere. Og på trods af, at TV2 mente at seerne godt kunne regne ud, at Avdic ikke er repræsentativ, så synes det ikke at være tilfældet, hvis man tager et kig på de sociale medier, hvor muslimer bliver udskældt i stor stil og bedt om at forlade landet. Man kunne også undre sig, som det var tilfældet med Tarik Hussein, hvorfor man ikke hev en repræsentant ind for de 16.000 Jehovas Vidner, der heller ikke stemmer af religiøse årsager, noget der dog blev forsvaret med, at de ikke stod på gader og stræder for at fortælle folk, at man ikke må stemme – sandt nok, hvis man lige ser bort fra at Jehovas Vidner faktisk står på gader og stræder for at sprede deres budskab, hvis de altså ikke forlader gaderne og stræderne for at banke på døre, samt at Avdic og kompagni trods alt udgør så lille en gruppe, at man ikke kan sige, at de dækker gader og stræder, måske et par gadehjørner her og der.
Som muslim må det have været svært, ikke at sidde med en frustration over, at en type som Avdic pludselig skulle udtale sig på sin og andre muslimers vejne, samt bekræfte nogle danskere (og tilsyneladende også danske politikere) i deres negative opfattelse af muslimer. Her har vi en rigtig muslim, der ser ned på Danmark og demokrati, så er det ligemeget hvad Ahmed, der stemmer ved hvert valg, tager en videregående uddannelse og har sidejob som han betaler skat af, mener i forhold til islam. Avdic har talt og folket har lyttet.
Smadrede gravpladser, det kan kun være drengestreger
Det virkede i hvert fald som om nogle havde lyttet. Lørdag morgen kunne sørgende, der besøgte deres afdødes grave ved den muslimske gravplads i Hvidovre i hvert fald erfare, at én eller flere personer havde raseret gravpladsen. Det er en meget ubehagelig oplevelse. Det hjælper ikke på det, at politiet senere omtaler det som “drengestreger”. Nej, hærværk på og vandalisering af gravpladser er ikke “drengestreger” og at omtale det sådan, er en mangel på respekt for de berørte.
Vi ved ikke hvem der står bag, så det kan ikke siges med sikkerhed hvorvidt hærværksmændene gjorde det af politiske årsager. Det kunne være fuldstændigt umotiveret, en gruppe af kåde ungersvende, der tilfældigt kom forbi langt ude i ingenmandsland et sted i Hvidovre og pludseligt fik øje på gravpladsen, for så at tænke at det kunne være morsomt at smadre så mange gravsten som muligt. Det virker dog ikke sandsynligt. Man ender ikke ved gravpladsen i Hvidovre ved et tilfælde, det er ikke et sted man kommer til, fordi man drejer til højre og går tre meter for langt forbi pisserenden en våd aften i byen. Det synes overlagt.
Det mindste man ville kunne forvente, er en fordømmelse af handlingen og sympati med de pårørte.
Havde jeg været muslim, ville jeg have følt mig udsat. Jeg ville ikke begynde at hade Danmark eller lignende, men jeg ville overveje hvad der skete her. Hvorfor det er ok, at gøre tykt grin med noget jeg holder af og sætter højt, alene fordi nogle føler et behov for det, mens de samme folk tilsyneladende ikke tillader “os”, at gøre grin med “dem”. Jeg ville undre mig over, hvorfor en person der på ingen måde repræsenterer mig, nogen af de trosfælder jeg plejer omgang med eller kender til, pludselig igen og igen får så meget taletid, i forhold til et negativt budskab, der næsten kun kan skabe kontroverser i forhold til muslimers deltagelse i det danske samfund. Og jeg ville undre mig over, om det var med til at få nogen til at udøve hærværk på mine efterladtes gravpladser og hvorfor jeg skal bøde for én idiots udtalelser, når/hvis jeg ikke er enig med ham på nogen måde og intet har med ham at gøre.
Danmark er på mange måder et fantastisk land at bo i. Men når det kommer til minoriteter, mærker man manglen af forståelse af, hvor udsat man kan være som minoritet. Især når eller hvis man er en del af en minoritet, som primært omtales i negative kontekster og sættes til ansvar for holdninger man aldrig har givet udtryk for eller handlinger man aldrig stået bag. Det behøver man ikke at være muslim for at forstå (og derfor er Zenia Stampes reaktion så forkert), det kræver almindelig menneskelig indlevelse og empati. I dag bør vi alle være mennesker.
Qol Yehudi 