Vi ved alle sammen en masse om jøderne, hvadenten vi kender nogle eller får vores viden fra nyheder (eller konspirationsteorier). Men hvor meget ved du egentlig om jøder og jødisk religion/tradition? Jeg har samlet en liste af ti ting, som jeg næsten er sikker på er nyt for dig. Hvis ikke alle punkterne, så i hvert fald de fleste af dem. Læs og lær ti ting, du ikke vidste om jødedommen!
Skreven og Mundtlig Åbenbaring
De fleste ved, at det Gamle Testamente er jødernes bibel. Det Gamle Testamente er dog en samling af flere forskellige bøger, hvoraf Torahen – de Fem Mosebøger – er den essentielle åbenbaring, der blev givet Moses på Sinaj-bjerget på vejne af Israelitterne. Torahen er dog ikke kun de Fem Mosebøger, men også en mundtlig udlægning af disse, som man traditionelt mener at Moses også modtog de fyrre dage på bjerget. Denne udlægning er blevet viderført fra generation til generation og kendes i dag som den “mundtlige tradition” eller den “mundtlige Torah”. Den mundtlige tradition blev samlet i et skrevent værk kaldet Mishnah i begyndelsen af det tredje århundrede og senere indkorporeret i det vi kender som Talmud. I jødisk lov tolkes på- og forbudende i Torahen i lyset af Talmud. Det er altså ikke nok at læse de Fem Mosebøger, Torahen, alene for at forstå jødisk religion, man skal også relatere dem til tolkningen i den mundtlige tradition.
613 For- og Påbud
Ifølge jødisk tradition er der 613 på- og forbud I Torahen. Disse bud kaldes “Taryag haMitzvot”, taryag er tallet 613 som det udtales hvis man læser det hebraiske tal som det er skrevet (bogstaverne på hebraisk har også en tal-værdi, så når man sætter bogstaverne sammen til et nummer, vil det kunne læses som et ord), mens mitzvot er det hebraiske ord for bud. Disse 613 bud danner grundlag for en lang række juridiske værker, især en af de mest kendte; Mishneh Torah, der var den store jødiske tænker, Maimonides, forsøg på at systematisere påbudende og gøre det nemt for den menige jøde, at følge Guds vilje.
Rabbinske Jøder, Karaitter, m.fl.
Jødedommen som vi kender den i dag, er forholdsvis ny. Ikke alle jøder anderkender den mundtlige tradition. Under romernes erobring af Judæah og omegn, var der flere forskellige jødiske retninger, bl.a. farisæerne, saddukæerne, essenerne, mm. Farisæerne var tilhængere af den mundtlige tradition, mens saddukæerne var modstandere. Senere, i middelalderen, opstod der en bevægelse kaldet “karaitterne”. Navnet kom fra et hebraisk ord for det Gamle Testamente, “miqre” – det der skal læses, og karaitterne var de, der holdt sig til kun at relatere til denne “miqre”. De afviste at acceptere den mundtlige tradition, som saddukæerne tidligere havde gjort det. De trivedes primært i den islamiske verden, hvor de i lang tid var den dominerende jødiske bevægelse, men fra det 11/12. århundrede og frem, udgjorde de en mindre og mindre del af den jødiske verden. I dag er der ca. 45.000 karaitter på verdensplan, hvor langt den største gruppe bor i Israel.
Farisæerne er Heltene
I jødisk forståelse er farisæerne ikke hyklere, som de ellers fremstilles i kristne fremstillinger. Tværtimod fungerer de som proto-typen på den oprigtige, vise og retfærdige rabbiner, med særlig indsigt i Guds åbenbaringer. Det var farisæerne, der holdt den mundtlige tradition i hævd og forhindrede en katastrofe med de jødiske oprør mod romerne, der resulterede i titusinder, hvis ikke hundrede tusinder af dræbte jøder. Ved kløgt og forståelse for romersk selvopfattelse, fik farisæeren Yohanan ben Zakai overbevist Vespasian om at han havde modtaget en åbenbaring fra Gud om at Vespasian ville blive den næste kejser. Vespasian – som ganske rigtig blev kejser kort efter – gav ben Zakai tre ønsker som var løsgivelsen af byen Yavne, frihed og beskyttelse til overrabineren Gamliels efterkommere, som man mente var efterkommere af kong David, samt en livslæge til rabbineren Tzadok, som havde fastet i 40 år for Jerusalems overlevelse. Samtidigt fik ben Zakai lov til at drage til Yavne og oprette en jødisk religiøs læreanstalt, et yeshiva, hvor han kunne forsætte med at undervise i den mundtlige tradition og sikre jødedommens eksistens.
Jødiske Kongeriger.
De fleste ved, at der oprindeligt var et kongerige ved navn Israel, som ifølge tradition blev delt i nordriget af samme navn og det sydlige kongerige, Judæah. Men var du klar over, at der senere har været flere forskellige jødiske kongeriger rundt omkring i verden? Et af de mere kendte eksempler er kazarerne, et rige der i sin storhedstid havde grænser der gik fra Aralsøen til Bulgarien og fra det nordlige Iran til Volgafloden i Rusland. Det var dog ikke alle kazarerne der var jøder, men derimod det kazariske aristokrati og elite, der konverterede til jødedommen. Kazarerne fulgte mange forskellige religioner, men en overgang var den herskende elite jøder. Et andet kongerige er Yemen, der var jødisk fra slutningen af det fjerde århundrede til begyndelsen af det sjette århundrede. Igen er der tale om konverteringen af den ledende elite, efter at kongen Tub’a Abu Kariba As’ad havde modtaget hjælp fra jødiske lærde, efter at være såret under kampe mod byen Yathrib (Medina). I modsætning til kazarerne blev jødedommen dog accepteret bredt blandt yemenitterne. Kongeriget faldt I starten af det sjette århundrede til den kristne etiopiske konge, som indvaderede Yemen I 525 og drev den yemenitiske konge fra tronen. Et tredje kongerige, er det etiopiske kongerige, Semien, som menes at have eksisteret fra det fjerde århundrede frem til 1627. Det lå i den nord-vestlige del af Etiopien og var hjem til de etiopiske jøder.
Jødiske Sprog
De fleste ved at hebraisk essentielt er et jødisk sprog. Dette semitiske sprog, der har en mange tusinder års lang historie, har også sit eget skriftsprog og har spillet en helt særlig rolle i jødisk religion og tradition. Sproget har haft forskellige variationer, f.eks. bibelsk hebraisk, mishnæisk hebraisk og moderne hebraisk. Alle variationerne ligger dog tæt nok på hinanden, til at man kan læse og forstå dem alle, hvis bare man behersker en af dem. Et andet sprog, der er kendt for at være særligt for jøderne, er yiddish, der rent faktisk betyder “jødisk”. Yiddisk er et produkt af østeuropæiske jøder og består i stor grad af tysk og polsk, skrevet med hebraisk skrift, men indeholder også en lang række hebraiske og aramæiske ord, begreber og vendinger, samt senere også engelske ord. Sproget uddøde næsten i løbet af slutningen af sidste århundrede, men har i dag fået en rennæssance og studeres af flere og flere israelere, der kaster sig over klassiske værker skrevet på yiddish som Sholom Aleichems Mælkemanden Tevya. Også aramæisk, et andet semitisk sprog, har spillet en stor rolle for jøderne og var talesprog i flere århundreder, fra ca. år 0 frem til islams fremkomst i det syvende århundrede. Talmud er bl.a. skrevet på aramæisk, et sprog som også Jesus menes at have talt i sin tid. Endelig er arabisk et sprog, som også blev omfavnet af jøderne i stor stil. Nogle af de største værker skrevet i middelalderen, var skrevet på det, der kendes som Judæo-arabisk, en version af arabisk skrevet med hebraisk skrift og indeholdende en del hebraiske låneord. Arabisk inspirerede også til systematisering af hebraisk grammatik og poesi, og virkede som lingua franca for jøder i den muslimske verden.
Kalenderen er Baseret på Månen
Den jødiske kalender følger månen og ikke solen. Det betyder at hver måned har 29 eller 30 dage, hvilket fører til at året rykker sig 11 dage frem, i forhold til solåret. Det samme er tilfældet I islam, men i modsætning til islam, indsætter man hvert andet eller tredje år en “skudmåned”, for at få årstiderne til at passe. Man har altså hvert andet eller tredje år en ekstra måned.
Landbrug og ikke Handel
Jøder er kendt for at være gode med penge og handel, men jødedommen er i stor stil en langbrugsreligion. Højtiderne er baseret på høst og såning, og mange af de religiøse på- og forbud er baseret på landbrug. Sådan kan man f.eks. Se forbuddet mod at høste kanterne af markerne, så der vil være korn efterladt til de fattige, eller forbuddet mod at tage nedfaldne frugter af samme årsag. Når man kigger på den mundtlige tradition, vil man se at en stor del af traktaterne fokuserer på landbrug. Af samme årsag sætter man skudmåneder ind, da kalenderen – og højtiderne – ellers ikke vil passe med årstiderne.
Syv-Dages Uge
Det er takket være jøderne, at vi i dag har en uge på syv dage, med i hvert fald én hviledag. Den jødiske kalender bød på en periode på syv dage, hvor man skulle arbejde de seks og hellige den syvende dag til hvile og Gud. Oprindeligt er det dog lørdagen og ikke søndag, der er den syvende dag. Dette er stadig tilfældet I Israel, hvor alt er lukket denne syvende dag. Dagen kendes som shabbat, et navn der også forekommer på andre sprog, f.eks. spansk (sábado) og arabisk (al-sabat). Shabbatten begynder med solnedgang fredag aften og varer til efter solnedgang lørdag aften.
Shabbat-Klassikeren
Da arbejde er forbudt på shabbatten, hvilket også inkluderer madlavning, har man igennem tiden udviklet en del retter, som passer til denne rutine. Den mest kendte ret er cholent – eller hamin for orientalske jøder, en stuvning der forberedes fredag inden solnedgang. Der er mange forskellige opskrifter, men som udgangspunkt er der altid oksekød eller kylling, kartofler, bønner og byg. Orientalske jøder lægger typisk æg på toppen som tilbehør. Retten bliver så kogt op og efterlades over varme natten over til næste dag, hvor den er klar til servering. Hvis man inviteres til middag hos en traditionel jødisk familie på shabbat om lørdagen, kan man næsten altid være sikker på at blive serveret cholent.
Hvad siger du? Lærte du noget nyt af denne liste? Var der noget, du allerede var klar over? Er der noget du mener, der mangler på listen?
Qol Yehudi 