Bloggeren

Mit navn er Peter. Jeg er i slutningen af 30erne, bosat i Israel (eller Palæstina, hvis det passer dig bedre), hvor jeg bor med min kone og børn.

Jeg begyndte i sin tid at skrive på denne blog, fordi jeg havde et behov for at tale og dele viden om jødedommen. Min interesse stopper dog ikke ved jødedommen, men inkluderer også to andre abrahamiske religioner, nemlig kristendom og islam. Siden begyndelsen, som efterhånden er ni år siden, har jeg ændret min tilgang til religionerne nævnt, samt til religion som fænomen generelt. Det betyder, at holdninger kan have ændret sig, ligesom stilen heller ikke er helt den samme.

Den største og måske mest iøjnefaldende forskel er, at jeg behandler religionerne mere kritisk nu, også jødedommen, hvilket givetvis er en “arbejdskade” forårsaget af mine studier. De sidste elleve år, har jeg været aktivt studerende på henholdsvis Københavns Universitet (KU) og Hebrew University. Fra KU har jeg en BA i Hebraisk, hvilket er et samling af studier i jødisk identitet, religion, tradition og kultur, samt sproget naturligvis, og en MA i moderne mellemøststudier, med fokus på religion i Israel, især i forhold til religion og politik, og fundamentalisme. Fra Hebrew U har jeg gennemgået et Graduate forløb i Religious Studies, hvor jeg fokuserede på det komparative historiske studie af jødisk og islamisk religiøs lov, samt deres rolle i det Hellige Land. Jeg mangler dog lige det sidste, for at havde bestået dette studie, da min søns fødsel fjernede fokus fra den afsluttende eksamen.

Religion interesserer mig. Som fortællinger om hvordan vi opfatter verden og hvordan vi gerne vil have at den skal være, samt som fænomen der præger verden som den er. Mit liv som religiøs – hvordan vi så end definerer det – jøde og akademisk studerende af religion som fænomen, skaber naturligvis nogle kontraster. Hvordan kan jeg forholde mig kritisk til et fænomen, som jeg samtidig personligt er en del af. Jeg ved ikke om det er det endelige svar, men min tilgang er, at min religiøse overbevisning er privat og at jeg kun deler den, når jeg bliver bedt om det, og at jeg ellers forsøger at beskrive religionen set udefra, når debattere emner relateret til det generelt. Det er en model, der har virket fint så langt.